Fordel eller ulempe
Det er ikke altid en fordel at få varer bragt til døren. Hvis du ikke er hjemme, når de kommer, skal du senere på posthuset og hente dem.
I nogle købeklubber får man automatisk tilsendt varer, medmindre man afbestiller dem hver gang. Det kan fx være "månedens bog". Du skal altså tjekke, hvad der bliver tilsendt og huske at afbestille, hvis du ikke ønsker at tage imod tilbuddet. Det gælder også, når du har ferie eller har travlt med noget andet.
Prisen
Tjek om prisen reelt er lavere end i butikkerne, når forsendelsen er betalt, og om et godt tilbud er betinget af, at du køber et vist antal varer.
Aftalevilkår
Før du indgår en aftale, er det vigtigt, at du læser vilkårene - også "det med småt" - så du ved, hvad du forpligter dig til. Det kan fx være, at du forpligter dig til at købe et vist antal varer eller er bundet i en længere periode. Det kan også være, at du kun kan udmelde dig/afbestille varer med et bestemt varsel eller skal betale fuld pris for allerede leverede medlemstilbud, hvis du melder dig ud i utide.
Du har krav på at blive oplyst om dine forpligtelser som medlem. Gem alle papirer, så du senere kan se, hvad du egentligt aftalte.
Hvis du har indgået aftalen ved at indsende en kupon, fx fra et kuponhæfte, så tag en kopi af kuponen, før du sender den af sted. Ofte fremgår det af kuponen, hvad du binder dig til.
Tilbud og købeklubber
Det sker, at man ved at acceptere et særligt fordelagtigt tilbud samtidig bliver medlem af en købeklub. Hvis du kommer ud for det, er det et krav, at du tydeligt gøres opmærksom på det. Hvis medlemskabet ikke kan opsiges i en vis periode, eller opsigelsen skal gives med et vist varsel, skal dette også oplyses på en klar måde.
Disse oplysninger gives ikke altid helt så tydeligt i annoncer og kuponhæfter, som man kunne ønske. Læs derfor annoncen godt igennem, før du bestiller, så du ved, hvad du har bundet dig til.
Bindingstider
Der er regler for, hvor lang tid du kan være bundet til et medlemskab af en bogklub, men der er ikke regler for de øvrige købeklubber med fx makeup, musik, film, sokker o.l. Meget langvarige bindingstider kan dog være urimelige i den konkrete situation.
Læs mere om bindingstider og urimelige aftaler
Sidst opdateret:
15. maj 2006