Når virksomheder ønsker at benytte Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens testresultater i deres markedsføring, gælder følgende retningslinjer:
- Det skal fremgå klart af markedsføringen, hvilket produkt eller tjenesteydelse, testresultatet gælder for.
- På markedsføringsmaterialet skal der være tydelig kildeangivelse, hvor det fremgår, hvem der står bag undersøgelsen, og hvornår testen er offentliggjort.
- Virksomheden må kun bruge testresultater, der er højst ét år gamle efter offentliggørelsesdatoen for testen.
- Virksomheden må kun bruge det nyeste testresultat af et konkret produkt eller tjenesteydelse.
- Markedsføringen skal ske på baggrund af samtlige testresultater, så ikke kun et udsnit af resultaterne bliver nævnt.
I øvrigt gælder det, at virksomheder altid skal overholde markedsføringsloven ved brug af testresultater, herunder navnlig reglerne om sammenlignende reklamer. Se betingelserne for sammenlignende reklame.
Hvis du er journalist og omtaler testresultater
- Omtale af testresultater skal ske inden for Lov om Ophavsret. Testartikler fra forbrug.dk må ikke kopieres i sin helhed i et andet medie. Artikler skal være journalistisk bearbejdede. Se Lov om Ophavsret på retsinformation.dk
- Eksempelvis er det tilladt at gengive den samlede vurdering for alle produkter, mens det ikke er tilladt at gengive samtlige parametre for alle produkter.
- Citater må ikke være misvisende. Derfor er det ikke tilladt kun at citere udvalgte dele af en test, så det giver et misvisende billede i forhold til resultatet af den samlede vurdering. For eksempel er det misvisende kun at referere resultatet af ét produkt. Det betragtes også som misvisende for det samlede indtryk af testen, hvis en enkelt variabel danner grundlag for en ny rangordning af de testede produkter.
- Der skal altid være tydelig kildeangivelse herunder henvisning til Forbrug.dk
- Foto og tegninger kan genbruges, under forudsætning af, at fotografen og tegneren kontaktes for evt. krav om betaling. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har brugsretten, men ikke ophavsretten, og kan derfor ikke uden videre overdrage foto og tegninger til andre.
Hvis du vil bruge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens logo eller navn
- Ifølge almindelig citatskik er det tilladt at skrive formuleringer som "sådan siger Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen" eller "det fremgår af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens undersøgelse".
- Brug af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens navn og logo udover dette kræver en skriftlig tilladelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Download Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens logo
Sidst opdateret:
15. september 2008