På forbrug.dk anvender vi cookies til at samle statistik. Vi begynder dog først, når du klikker dig videre på siden. Du kan sige 'nej tak til cookies' her, men vi bruger en cookie for at huske dit nej. Ønsker du helt at undgå cookies, skal du indstille din browser. Læs om hvordan du gør og mere om cookies her.

Gå til resume Gå til indhold

Garanti eller reklamationsret

Artikel

Ordene garanti og reklamationsret bruges ofte i flæng, men de betyder noget forskelligt. Reklamationsret er den ret, købeloven giver dig, til at klage over fejl og mangler ved en vare, du har købt, mens garanti er noget mere, som sælgeren eller producenten kan vælge at give dig.

Gå til indhold

Garanti bedre end købeloven

Når du får en garanti på en vare, skal du have nogle fordele udover de rettigheder, du allerede har efter købeloven. Garantien skal fx vare længere end de to års reklamationsret, du altid har efter købeloven, eller den skal dække mere, fx også slid.

Garantigiver skal bevise

Hvis den, der yder garantien, ikke mener, at det, du klager over, er dækket af garantien, skal han selv bevise, at han har ret i det. Det eneste, du skal bevise, er, at der er noget galt med den vare, du klager over.

Garanti er frivillig

Det er frivilligt for en erhvervsdrivende, om han vil give en garanti på en vare, så det er ikke noget, du har krav på. Ofte er det en fabriksgaranti, der ydes af producenten, men sælgeren kan også i nogle tilfælde tilbyde en garanti, fx på en brugt bil.

Garanti

Det er frivilligt for den erhvervsdrivende, om han vil give en garanti eller lade være. Han bestemmer derfor også selv, hvor omfattende garantien skal være, fx om den skal gælde hele varen eller kun dele af den. Garantien skal dog stille dig væsentligt bedre, end du er efter købelovens regler.

Garantien kan fx vare længere end købelovens reklamationsret, så du måske får 10 års garanti på din nye madras. Den kan være begrænset til kun at dække dele af varen, fx 10 års garanti på selve uret, men ingen garanti på urremmen.

Hvis du bliver lovet, at der fx er tale om 100 % garanti, ”totalgaranti” eller lignende udtryk, dækker garantien hele varen.

Hvis du ikke bliver lovet noget særligt indhold af garantien, skal varen holdes funktionsdygtig i al den tid, garantien gælder.

Garanti erstatter ikke reklamationsretten

Selvom du får en garanti på din vare, vil du stadig have din reklamationsret efter købeloven. Hvis du fx har købt en cykel, hvor der er fem års garanti på stellet, vil du have to års reklamationsret på alle mangler ved hele cyklen samtidig med den særlige stelgaranti. Når de to år er gået, vil du stadig have tre år garanti på stellet. Det, du herefter kan klage over, er de skader, som garantien dækker, fx stelbrud.

Garanti på brugte varer

På brugte biler kan der være en garanti på fx tre-seks måneder. Den kan være med 100 % dækning eller faldende dækning, så dækningen fx er 100 % i den første måned, 50 % i den næste og derefter 25 %. Garantien vil ofte være begrænset til kun at dække dele af bilen.

Du skal i den situation være særlig opmærksom på, at du samtidig har din reklamationsret på to år efter købeloven. Hvis den fejl, du klager over, er dækket af købelovens reklamationsret, skal du ikke betale 50 % eller 75 % af reparationen, fordi der står sådan i garantien. Garantien skal kun tages i brug, hvis den fejl, du klager over, ikke er dækket af købeloven. I den periode garantien løber, skal dine rettigheder være bedre, end de er efter købeloven.

Garantiens løbetid

Reklamationsretten vil altid løbe fra leveringsdagen, og det vil garantien typisk også. Du kan dog aftale noget andet, men kun når det gælder garantien. Hvis du får din vare ombyttet eller repareret under garantien, løber der normalt en fornyet garanti på den ombyttede vare eller den reparerede eller udskiftede del.

Garantiens indhold

Du har ret til at få garantien på skrift, fx i form af et garantibevis, der skal være skrevet på dansk. Der skal stå, hvor længe garantien løber, hvad den dækker, og hvilke vilkår der gælder for garantien. Det kan fx være serviceeftersyn, der skal være overholdt eller anden vedligeholdelse. Hvis du ikke får nogen oplysninger om, hvad garantien dækker, kan du forlange, at varen fungerer, som den skal ved normalt brug, så længe garantien gælder.

Læs om reklamationsretten i Guide om reklamation

Sidst opdateret:   17. september 2009
 
 

Forbruger hotlinen

Få svar på spørgsmål om køb, reklamation og klager over varer og serviceydelser.
Ikke automatisk returret i butik
Lovgivningen giver dig hverken fortrydelsesret eller returret, når du handler i en butik. Butikken kan dog tilbyde returret, eller du kan aftale med sælgeren, at du kan fortryde købet.
Bon eller kvittering
Bon eller kvittering er dit bevis for, at du har købt og betalt en vare. Du skal bruge din bon eller kvittering, hvis du senere vil klage over varen, eller hvis du vil udnytte en eventuel ret til at fortryde købet.
Tilmeld dig vores nyheder
Få ny viden og vejledning om dine forbrugerrettigheder
Forbrugerhotlinen
Du kan få vejledning om dine rettigheder som forbruger i forbindelse med køb og salg af varer og tjenesteydelser.

Telefoner er åbne kl. 10-12 og chat kl. 9-15

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.