Gå til resume Gå til indhold

Hvornår bliver en regning forældet?

Artikel

Du skal altid betale for de varer eller den ydelse, du får leveret. Men hvad gør du, hvis der pludselig dumper en regning ind af døren, som du troede, du havde betalt for længe siden? Læs om reglerne her.

Gå til indhold

Krav forældes efter tre år

Sælgerens økonomiske krav mod dig bliver som udgangspunkt forældet efter tre år. Hvis forældelsesfristen overskrides, kan sælgeren derfor ikke længere kræve, at du betaler regningen. Der er dog en række undtagelser, hvor der er en længere forældelsesfrist, fx når det drejer sig om lønkrav.

Forældelsesfristen løber fra den dag, hvor du skulle have betalt for varen eller ydelsen. Hvis du ikke har vidst, at du skylder penge, løber fristen fra den dag, hvor du er blevet gjort opmærksom på dette.

Forældelsesfrist

Forældelsesfristen bliver fornyet og forlænget:

  • Hvis du erkender, at du skylder penge fx hvis du skriver under på et gældsbrev
  • Hvis sælgeren tager retslige skridt ved fx at stævne dig

Der løber en ny forældelsesfrist på 10 år, hvis sælgeren har vundet sagen mod dig i retten, eller hvis du tydeligt har erkendt, at du skylder sælgeren penge.

Kravet bortfalder:

  • Hvis du bliver erklæret konkurs
  • Hvis fogedretten inddrages og pantsætter dine personlige ejendele som betaling for det, du skylder

Sælgers passivitet

I nogle tilfælde kan kravet om betaling bortfalde, selvom de tre år endnu ikke er gået. Det kan bl.a. ske, hvis sælgeren har forholdt sig for passiv og ikke har informeret dig om, at du skylder penge. Det kan fx være, at du modtager en ekstraregning fra dit teleselskab for et forbrug, der ligger flere år tilbage i tiden.

Det er altid en konkret vurdering, om sælgeren har været for passiv. Der vil i den forbindelse bl.a. kunne blive lagt vægt på, om du har haft en berettiget forventning om at have betalt det, du skylder, eller at du har haft en berettiget forventning om, at sælgeren har frafaldet sit krav.

Sidst opdateret:   4. november 2011
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Ikke automatisk returret i butik
Lovgivningen giver dig hverken fortrydelsesret eller returret, når du handler i en butik. Butikken kan dog tilbyde returret, eller du kan aftale med sælgeren, at du kan fortryde købet.
Bon eller kvittering
Bon eller kvittering er dit bevis for, at du har købt og betalt en vare. Du skal bruge din bon eller kvittering, hvis du senere vil klage over varen, eller hvis du vil udnytte en eventuel ret til at fortryde købet.
Tilmeld dig vores nyheder
Få ny viden og vejledning om dine forbrugerrettigheder
 
Ring til Forbrugerhotlinen på 70 13 13 30.

Du kan få vejledning om dine rettigheder som forbruger i forbindelse med køb og salg af varer og tjenesteydelser.

Hotlinen er åben mandag-fredag 9-12 og torsdag 15-19.

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.