Du skal selv bede om at modtage reklamemateriale via e-mail, sms, MMS eller fax, fx ved at sætte kryds i en rubrik på en hjemmeside, hvor du vælger at modtage reklamer. Du kan også oplyse dit mobilnummer eller e-mailadresse i butikken med det formål at modtage reklamer. Du skal altså selv aktivt vælge at modtage reklamer. Det er ikke tilstrækkeligt, at du har handlet på en hjemmeside eller deltaget i en konkurrence, hvor der på forhånd er krydset af, at du gerne vil modtage reklamer, eller at du har oplyst din elektroniske adresse for at blive kontaktet i en anden anledning.
Vigtig undtagelse
Hvis du har oplyst din elektroniske adresse, fx e-mail, til en erhvervsdrivende i forbindelse med et køb, må den erhvervsdrivende gerne sende dig reklamemails om andre tilsvarende varer, han selv sælger. Den erhvervsdrivende må ikke sende mails om andre typer varer fra hans eget sortiment eller reklamer for andre erhvervsdrivende.
Det er en forudsætning, at du, samtidig med at du oplyser din elektroniske adresse, tydeligt bliver oplyst om, at virksomheden vil sende reklamer til dig, og at du nemt og gratis med det samme – og senere – kan sige nej til at modtage reklamer fra den erhvervsdrivende.
Undtagelsen gælder uanset, om du står på Robinsonlisten eller ej.
Nemt at melde fra
Når du ikke længere ønsker at modtage reklamer, skal det være nemt at melde dem fra igen. Hvis du fx modtager reklamemails, skal der i hver mail være en nem vejledning i, hvordan du melder fra. Det må ikke koste noget at melde reklamerne fra.
Hvad er reklamer
De fleste henvendelser fra en erhvervsdrivende til en forbruger er reklamer med det formål at sælge en vare eller en ydelse. Men også henvendelser, der bare har til formål at gøre opmærksom på virksomheden, kan være reklamer. Det kan altså være en reklame, selvom der ikke bliver annonceret for en konkret vare eller ydelse.
En flyttemeddelelse eller henvendelser i forbindelse med en løbende aftale, fx om ændring af aftalevilkår eller en rykkerskrivelse, vil derimod ikke blive anset for at være en reklame.
Anmeld spam
Hvis du modtager mails med indhold fra en erhvervsdrivende, du ikke selv har bedt om, er der tale om spam, og det er ulovligt. Du kan anmelde spam til Forbrugerombudsmanden.
Sidst opdateret:
3. april 2012