Gå til resume Gå til indhold

Sikkerhed på nettet

Artikel

Når du handler på nettet, skal du sikre dig, at sikkerheden er i orden. Det gælder både, når du betaler, og når du giver oplysninger om dig selv, fx dit personmummer.

Gå til indhold

Sikkerhed ved betaling

Du er normalt sikret, hvis du betaler med betalings- eller kreditkort ved at indtaste kortnummer, udløbsdato og kortets kontroltal.

Kontrollér, at overførslen sker på en sikker forbindelse, og at de indtastede oplysninger er krypterede. Sikkerheden er markeret ved en lille hængelås nederst i browseren. Samtidig ændrer adressefeltet “fornavn” fra http til https. Browseren er det program, du bruger, når du er på nettet. Det kan fx være Microsoft Internet Explorer, Mozilla Firefox eller Safari. På mange hjemmesider kan du læse nærmere om sikkerheden på siden.

Tjek at du er på den rette side

Kontrollér, at du er kommet ind på den rette hjemmeside. Der findes falske hjemmesider på internettet. De har typisk en adresse, der ligger tæt op ad en velkendt hjemmeside. Laver du en slåfejl eller en stavefejl ved indtastningen, kan du havne på den falske side. Hvis du indtaster dine kortoplysninger på en falsk hjemmeside, og der uretmæssigt bliver hævet på din konto, skal du straks kontakte banken, der kan tilbageføre pengene.

Når du bruger en computer, der deles med andre

Hvis du handler fra en computer, som du deler med andre, fx på biblioteket, på en uddannelsesinstitution eller på en internetcafe, er det vigtigt, at du efter handlen får afbrudt forbindelsen til butikken og browseren. Hvis butikken har en ”log-ud”-funktion, så brug den. Luk også browseren ned, før du overlader computeren til en anden.

Dine personlige oplysninger

Når du handler på en hjemmeside, giver du en række personlige oplysninger fra dig. Disse oplysninger kan butikken gemme i kortere eller længere tid og bruge på forskellig vis.

Mange virksomheder gemmer alene de oplysninger, der er nødvendige for at levere den bestilte ydelse. Andre virksomheder benytter oplysningerne i deres markedsføring, fx ved at sende dig reklamemateriale, eller de sælger dem videre til andre virksomheder, der så kan sende dig markedsføringsmateriale.

Oplysningerne kan selvfølgelig også misbruges, og du skal derfor ikke give flere oplysninger fra dig, end der er nødvendige for at gennemføre den aktuelle handel.

Hvordan virksomhederne skal gemme oplysningerne, og hvordan de må bruge dem, er reguleret i persondataloven.

Hvordan virksomheden må markedsføre sig over for dig, fx ved at sende dig e-mails eller breve, og hvordan du kan slippe for det, er reguleret i markedsføringsloven og persondataloven. Både markedsføringsloven og persondataloven giver forbrugerne en god beskyttelse mod uønsket markedsføring og misbrug af personlige data.

Oplysning om persondata-indsamling og -behandling

Virksomheden bør på deres hjemmeside give dig en række oplysninger om blandt andet, hvilke data de indsamler, og hvordan de bruges. Der bør desuden være oplysninger om den dataansvarliges navn og adresse – både den fysiske og den elektroniske. Disse oplysninger bør du nemt kunne finde på firmaets hjemmeside, fx via et link på forsiden.

Når det gælder cookies, skal netbutikken oplyse, om de anvender cookies, hvad de bruges til, og hvor længe de gemmes.

Dine rettigheder som registreret

Hvis en virksomhed registrerer oplysninger om dig, har du en række rettigheder:

  • Ret til at få besked om, at der indsamles oplysninger.
  • Ret til at få indsigt i de oplysninger, der behandles om dig selv.
  • Ret til at gøre indsigelse mod behandling af persondata.
  • Ret til at gøre indsigelse mod, at persondata videregives med henblik på markedsføring.
  • Ret til at få rettet eller slettet forkerte eller vildledende oplysninger.
  • Ret til at tilbagekalde et samtykke du tidligere har givet.

Hvis et firma ikke overholder reglerne om persondataoplysninger, kan du klage til datatilsynet.

Læs Digitaliseringsstyrelsens gode råd om IT-sikkerhed

www.netsikkernu.dk 

Læs mere om sikkerhed

www.datatilsynet.dk
www.nets.eu/dk-da

IT-sikkerhed

Hos DK.CERT Danish Computer Emergency Response Team kan du læse mere om elektroniske spor, spam, virus og anden generel it-sikkerhed.

www.cert.dk

Sidst opdateret:   23. februar 2012
Giv din vurdering af denne side
Sidens nuværende vurdering 5
 
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Ikke automatisk returret i butik
Lovgivningen giver dig hverken fortrydelsesret eller returret, når du handler i en butik. Butikken kan dog tilbyde returret, eller du kan aftale med sælgeren, at du kan fortryde købet.
Bon eller kvittering
Bon eller kvittering er dit bevis for, at du har købt og betalt en vare. Du skal bruge din bon eller kvittering, hvis du senere vil klage over varen, eller hvis du vil udnytte en eventuel ret til at fortryde købet.
Tilmeld dig vores nyheder
Få ny viden og vejledning om dine forbrugerrettigheder
 
Ring til Forbrugerhotlinen på 70 13 13 30.

Du kan få vejledning om dine rettigheder som forbruger i forbindelse med køb og salg af varer og tjenesteydelser.

Hotlinen er åben mandag-fredag 9-12 og torsdag 15-19.

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.