Hvad er betalingsstandsning?
Betalingsstandsning er en anmeldelse til skifteretten om, at en virksomhed har standset sine betalinger, fordi den ikke kan betale sine kreditorer.
En betalingsstandsning har til formål at give virksomheden et "pusterum" under kontrollerede forhold, mens det bliver undersøgt, om der kan laves en samlet ordning med kreditorerne. Betalingsstandsningen kan forlænges med tre måneder ad gangen - dog højst 12 måneder i alt.
Virkning af betalingsstandsning for forbrugerne
Når et firma går i betalingsstandsning, betyder det, at du stadig kan handle med firmaet, men du kan ikke indløse gavekort til virksomheden, få et forudbetalt beløb tilbagebetalt, eller få dine penge retur i en eventuel klagesag. Du kan godt få behandlet en klagesag hos Forbrugerklagenævnet og andre ankenævn, men selvom du får medhold, må du vente med at få penge tilbage, til firmaet er kommet på fode igen. Hvis firmaet går konkurs, må du anmelde dit krav i konkursboet.
Hvad er konkurs?
En person eller et selskab (skyldneren) kan erklæres konkurs, hvis skyldneren er insolvent, det vil sige:
- At krav mod skyldneren ikke kan betales, efterhånden som de forfalder
- At den manglende betaling ikke skyldes forbigående problemer.
Formålet med konkurs er,
- At inddrage hele skyldnerens formue og
- Fordele den ligeligt blandt samtlige kreditorer.
Hvis skyldneren har solgt aktiver, fx hus eller bil, eller på usædvanlig måde betalt gæld, kan en konkurs også have det formål at skaffe aktiver tilbage, så de kan fordeles blandt alle kreditorer.
Ved konkursen mister skyldneren retten til at bestemme over sine aktiver, som for eksempel bil, hus, bankkonti mv. Aktiverne udgør herefter konkursboet, og det bestyres af en kurator, som er udpeget af skifteretten eller valgt af kreditorerne.
Virkninger af konkurs for forbrugerne
Når et firma går konkurs, betyder det, at firmaet lukker, og at du ikke længere kan rette et krav mod sælgeren, men må anmelde kravet i konkursboet. Det gælder både dækning af udgifter til reparation af varer, ophævelse af køb, indløsning af gavekort og tilbagebetaling af forudbetalte varer og ydelser.
Hvis du allerede har en vare indleveret til reparation, har du krav på at få den udleveret, men altså ikke at få den repareret. istedet må du rette dit krav om dækning af reparationsudgifter til konkursboet.
Forbrugerklagenævnet og andre klagenævn kan ikke behandle en sag, når firmaet er gået konkurs.
Sidst opdateret:
10. august 2011