Gå til resume Gå til indhold

Bliv klogere på internetauktioner

Artikel

En internetauktion foregår på internettet. Der er normalt ingen bydende tilstede i et auktionslokale, og selve auktionen finder ikke sted nu og her, men over en periode på op til flere uger.

Gå til indhold

Varen går ved hammerslag til den, der har det højeste bud, på det tidspunkt, hvor det på forhånd er bestemt, at auktionen skal slutte.

Den, der har sat varen på auktion, kan på forhånd have fastsat en mindstepris over for internetauktionsfirmaet. Hvis varen ikke opnår mindsteprisen, gives der ikke hammerslag, og varen kan eventuelt sættes på en ny auktion. Reglerne for internetauktionen og forløbet af auktionen skal klart og tydeligt fremgå af hjemmesiden.

Ved en internetauktion står auktionsfirmaet normalt enten som sælger af varen, eller firmaet fungerer som formidler af salget. Fordi der er en erhvervsdrivende sælger eller formidler, er forbrugeres køb på en internetauktion som udgangspunkt et såkaldt forbrugerkøb. Det betyder, at købet er omfattet af reglerne for e-handel, eller fjernsalg, som det også hedder, i forbrugeraftaleloven. Det sikrer blandt andet køberen en fortrydelsesret.

Købet er desuden omfattet af de forbrugerbeskyttende regler i købeloven, fx om mangler ved varen.

Handler, der ikke er internetauktioner

Der er en del handler på internettet, der umiddelbart ligner auktioner, men som ikke er det. De kan nærmest betegnes som "elektroniske annonceaviser", som fx Den Blå Avis. Her kan køberne byde på varen, men det er ikke sat i system som auktion, hvor man følger på forhånd fastsatte regler.

I denne type handler, kan det være svært at afgøre, hvilke regler der gælder.

Det kan være en privat handel, hvis sælgeren er en privatperson. Hvis sælgeren er erhvervsdrivende, kan du være beskyttet af reglerne for forbrugerkøb, og det kan du også, hvis det internetfirma, der driver hjemmesiden, optræder som formidler af en handel mellem to privatpersoner.

Auktionens forløb

I det følgende kan du læse om, hvordan en auktion forløber.

Opret profil

For at kunne byde på en internetauktion skal man normalt oprette en profil. Profilen skal dels give dig adgang til auktionen, og dels identificere dig som person. Det sikrer både køber, sælger og et eventuelt auktionsfirma mod snyderi og misbrug.

Budgivning

Der kan være forskellige former for budgivning. Fx kan man på nogle internetauktioner vælge ”autobud”. Det fungerer sådan, at man allerede ved første bud angiver, hvor meget man maksimalt vil betale for varen. Hver gang ens bud bliver overgået af en anden byder, vil ens eget bud automatisk blive forhøjet med et bestemt beløb, indtil maksimumgrænsen er nået.

Afslutning

Det vil fremgå af hjemmesiden præcis, hvornår en auktion afsluttes, og det vil normalt være den, der på det tidspunkt har afgivet det højeste bud, der er køberen. Det kan dog på forhånd være bestemt, at fristen forlænges, hvis der stadig bydes på udløbstidspunktet. Der kan også, som ved almindelige auktioner, være fastsat en mindstepris, som på forhånd er aftalt mellem indsætter og auktionshus. Hvis mindsteprisen ikke opnås, gives der ikke hammerslag.

Hammerslagsmail

Når auktionen er afsluttet, vil køberen modtage en hammerslagsmail. Det er en bekræftelse på handlen, og sælger vil være bundet af aftalen. Afhængigt af omstændighederne vil auktionshuset herefter opkræve betaling og udlevere varen, eller sætte køber og sælger i forbindelse med hinanden.

Lovpligtige oplysninger

Når du har købt en vare på en internetauktion, har du krav på at modtage en række oplysninger om blandt andet sælgeren, fortrydelsesretten, og hvordan du udnytter den. Du skal have oplysningerne på en måde, så du kan gemme dem. Det kan fx være et brev, en e-mail eller en cd-rom. Det er ikke nok, at oplysningerne står på sælgerens hjemmeside.

Genoptagelse af auktionen

Det kan ikke udelukkes, at en internetauktion kan genoptages, selvom den fastsatte frist er udløbet.
Det kan fx fremgå af vilkårene, at auktionen kan genoptages, hvis der opstår nogle nærmere bestemte tekniske problemer. Hvis der først, uden forbehold, er fremsendt en hammerslagsmail til køberen, kan internetauktionshuset dog ikke efterfølgende beslutte, at auktionen skal forlænges eller genoptages.

 

Sidst opdateret:   10. august 2009
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Video: Sådan handler du trygt på nettet i EU
I denne video får du en række gode råd til, hvordan du kan kigge webbutikkerne efter i sømmene, når du handler på nettet i EU.
Ikke automatisk returret i butik
Lovgivningen giver dig hverken fortrydelsesret eller returret, når du handler i en butik. Butikken kan dog tilbyde returret, eller du kan aftale med sælgeren, at du kan fortryde købet.
Bon eller kvittering
Bon eller kvittering er dit bevis for, at du har købt og betalt en vare. Du skal bruge din bon eller kvittering, hvis du senere vil klage over varen, eller hvis du vil udnytte en eventuel ret til at fortryde købet.
Tilmeld dig vores nyheder
Få ny viden og vejledning om dine forbrugerrettigheder
 
Ring til Forbrugerhotlinen på 70 13 13 30.

Du kan få vejledning om dine rettigheder som forbruger i forbindelse med køb og salg af varer og tjenesteydelser.

Hotlinen er åben mandag-fredag 9-12 og torsdag 15-19.

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.