Administrationsgebyrer
En lang række gebyrer kan over en kam kaldes administrationsgebyrer.
I et enkeltstående køb, er der ofte kun ganske få, fx ekspeditionsgebyr eller forsendelsesgebyr, mens der i løbende aftaler kan være mange hele aftaleforløbet igennem.
Oprettelsesgebyr, leveringsgebyr, flyttegebyr og opsigelsesgebyr er eksempler på administrationsgebyrer.
Nogle administrationsgebyrer betales en gang for alle, andre skal betales løbende som en del af aftalen.
Adfærdsregulerende gebyrer
Et ”adfærdsregulerende” gebyr har til formål at få forbrugeren til at ændre adfærd. Et typisk eksempel er et faktureringsgebyr, du kan blive pålagt, hvis du fx ønsker at betale med et giroindbetalingskort på posthuset eller i banken. Virksomheden foretrækker måske, at du betaler via Betalingsservice, og gebyret kan normalt undgås, hvis du tilmelder regningen til denne betalingsform.
Gebyrer af denne type vil ofte være indført for at den erhvervsdrivende kan få dækket nogle særlige omkostninger, der knytter sig til en bestemt adfærd, fx at administrere flere forskellige betalingsformer. En del virksomheder har sideløbende med faktureringsgebyret indført et betalingsgebyr, som skal betales, når man betaler via Betalingsservice. Hvis gebyret ikke kan vælges fra, skal det som hovedregel indgå i oplysning om den samlede pris.
Selvforskyldte gebyrer
Rykkergebyrer, inkassogebyrer og lign. er typiske selvforskyldte gebyrer. Det er gebyrer, der udløses, hvis du ikke overholder din del af aftalen.
Rykkergebyrer og inkassogebyrer kan opkræves efter lovens regler, selvom det ikke fremgår af aftalen, at denne type gebyrer kan opkræves.
Andre selvforskyldte gebyrer er fx udeblivelsesgebyr hos tandlægen, gebyr for at få lukket telefonen op efter forsinket betaling, gebyr for udstedelse af nyt medlemskort, når det gamle er blevet væk og lign.
Gebyrer som betaling for en særlig ydelse
En række ”gebyrer” er ikke egentlige gebyrer, men skal snarere ses som betaling for en separat ydelse, som man selv vælger at bestille. Det kan fx være en kopi af et gammelt kontoudtog, du ønsker tilsendt, skift til et nyt telefonnummer eller en ekstra revision af din budgetkonto.
Overførte afgifter
En række betalinger er ikke gebyrer men egentlig en skat eller en afgift, som en offentlig myndighed har pålagt den erhvervsdrivende at opkræve hos forbrugeren. Det kan fx være tinglysningsafgift. Moms er også en overført afgift.
Sidst opdateret:
27. juni 2005