Altid 14 dages fortrydelsesfrist
Udgangspunktet er, at du altid har en frist på 14 dage til at fortryde en aftale om køb af en vare eller ydelse ved fjernsalg. Den erhvervsdrivende må gerne tilbyde dig en længere frist, men må ikke af egen drift afkorte din fortrydelsesfrist, så den fx kun er på 8 dage.
Du skal være opmærksom på, at du i en række tilfælde slet ikke har fortrydelsesret.
Aldrig en kortere frist for varer
Når du køber en vare, der er færdig og klar til salg, kan du aldrig aftale en kortere frist end 14 dage. Det gælder også en vare, der skal samles til dig, hvis den skal samles af elementer, der i sig selv er færdige og klar til salg. Et typisk eksempel er en computer, hvor sælgeren giver mulighed for, at du fx kan sammensætte den af forskellige komponenter. Fx en bestemt cpu eller bundkort. Din computer er ganske vist samlet specielt til dig, men af færdige standardelementer, og den kan sælges igen, som den er, eller bringes tilbage til den oprindelige stand.
En kortere frist for tilpassede varer kan aftales
Når det gælder varer, der skal fremstilles eller tilpasses specielt til dig, kan du aftale en kortere fortrydelsesfrist.
Det kan fx være rullegardiner, der laves efter mål, eller et møbel med et specielt betræk.
En kortere frist for ydelser kan aftales
Hvis du indgår en aftale om en ydelse, fx et telefonabonnement, kan du også aftale en kortere fortrydelsesfrist, hvis du gerne vil bruge abonnementet, før fristen udløber.
Når der er aftalt en kortere frist
En aftale om en kortere fortrydelsesfrist end 14 dage gælder kun, hvis du på et varigt medium er blevet oplyst om fortrydelsesretten. Og at fortrydelsesretten bortfalder på et nærmere angivet tidspunkt, når sælger går i gang med at tilpasse varen eller iværksætte ydelsen.
- Du skal desuden have givet samtykke til, at fortrydelsesfristen afkortes.
- Du kan kun aftale en kortere fortrydelsesfrist for tilpassede varer og ydelser.
- Hvis du indgår en aftale om en kortere fortrydelsesfrist for en almindelig vare, er du ikke bundet af aftalen.
Ingen fortrydelsesret
I en række tilfælde har du slet ikke fortrydelsesret. Det gælder for:
- Køb af levnedsmidler og varer til husholdningen ved regelmæssig udbringning, fx aarstiderne.com og Skagenfood.dk
- Aftaler om indkvartering, transport, forplejning, herunder servering og catering, rekreative fritidsaktiviteter, herunder underholdnings-, idræts- og lign. kulturbegivenheder, hvis det fremgår af aftalen på hvilken dag eller i hvilken periode aftalen udføres
- Aftaler om opførelse af bygninger
- Aftaler om brugsret og andre rettigheder over fast ejendom, fx timeshare
Spil og lotto
I langt de fleste tilfælde har du ikke fortrydelsesret, når du deltager i spil eller lotto.
Kun hvis aftalen er indgået under et møde med den erhvervsdrivende hjemme hos dig selv, eller under et møde arrangeret af den erhvervsdrivende, har du fortrydelsesret.
I kan aftale, at fortrydelsesretten bortfalder, når du starter spillet.
Fortrydelsesfristens starttidspunkt
Fortrydelsesfristens starttidspunkt afhænger af, om det er en ydelse eller en vare, du har købt.
- Ydelser og specielt tilpassede varer - fristen løber fra den dag, hvor aftalen blev indgået
- Varer - fristen løber fra den dag, hvor du fik varen eller første forsendelse leveret
- Forsinkelse af fristens start – hvis du ikke har modtaget de lovbefalede oplysninger fra sælgeren, starter fristen først, når du faktisk modtager dem
- Fristens udløb - Retten til at fortryde udløber 14 dage efter fristens starttidspunkt
Det skal du være opmærksom på:
- Ydelser - hvis du vil fortryde en aftale, du har indgået, skal du, inden fristens udløb, meddele sælgeren, at du vil fortryde
- Varer - når du vil fortryde et køb af en vare, skal varen tilbagesendes til sælgeren inden fortrydelsesfristens udløb
- Husk kvittering - du skal bevise, at du har fortrudt i rette tid. Husk derfor at få en kvittering fra posthus eller fragtmand
- Undlade afhentning af vare på posthus - du kan også udnytte din fortrydelsesret ved at undlade at afhente varen på posthuset
Ydelser
Det er altså en betingelse, at du, inden fristens udløb, har meddelt sælgeren, at du vil fortryde. Det er vigtigt for dig at give meddelelsen på en måde, så det senere kan bevises, at fortrydelsesfristen er overholdt. Det kan fx være et anbefalet brev, et brev med postkvittering, eller en e-mail. Husk at gemme beviset. Hvis du sender et brev, er det tilstrækkeligt, at det er afsendt inden fristens udløb. Det betyder ikke noget, at brevet først når frem til sælger efter fristens udløb.
Varer
Også varer skal blot være afsendt inden fristens udløb. Varen behøver altså ikke at være nået frem til sælgeren.
Det er vigtigt for dig at få en kvittering for, at varen er afsendt, og at det er sket inden fortrydelsesfristens udløb.
Hvis du har aftalt en kortere frist
Hvis du har aftalt en kortere fortrydelsesfrist på en ydelse eller en tilpasset vare, er det vigtigt at være opmærksom på, at meddelelsen om, at du vil fortryde, skal være nået frem til sælger, før fristens udløb.
Da du skal bevise, at meddelelsen faktisk er modtaget hos sælger, er det sikrest at sende et anbefalet brev.
Pakker, du undlader at hente
Hvis du benytter din fortrydelsesret ved ikke at hente pakken på posthuset, har du altid fortrudt rettidigt, uanset hvor længe pakken ligger, før den returneres til sælgeren.
Hvis du udnytter din fortrydelsesret sådan, behøver du ikke meddele sælgeren, at du har fortrudt.