Klag til Forbrugerombudsmanden:
- Hvis du modtager mails, sms’ere, fax og lignende med reklameindhold. Overvej, før du klager, om du kan have givet dit samtykke til, at virksomheden må sende reklamer til dig. Bemærk dog, at en sælger må sende dig reklamer for varer, der svarer til dem, du tidligere har købt hos virksomheden. Det forudsætter, at du har oplyst din elektroniske adresse og klart og tydeligt er blevet gjort opmærksom på, at du fremover vil modtage reklamer, og at du har fået mulighed for at fravælge reklamerne. Hvis du modtager reklamer, selvom du har fravalgt det eller modtager reklamer for helt andre varer, kan du klage over det.
Se mere om at klage over elektroniske reklamer - både danske og udenlandske - på forbrugerombudsmanden.dk.
- Hvis du modtager adresserede reklamer med posten eller bliver ringet op af en sælger. Det er dog en forudsætning, at du er tilmeldt Robinsonlisten, og at der er gået mindst tre måneder, siden du meldte dig til.
- Hvis du bliver ringet op af en sælger, og du tidligere mundtligt har frabedt dig opkald fra firmaet. Når du mundtligt beder den enkelte sælger om ikke at modtage opkald, kan du efterfølgende sende en mail eller et brev til firmaet for at sikre, at du ikke bliver ringet op af andre sælgere i firmaet. Gem en kopi af mailen, så du kan dokumentere, at du har frabedt dig opkald.
- Hvis en sælger ringer på din dør og tilbyder dig at købe varer eller ydelser, fx håndværksarbejde.
Klag til reklamedistributører:
- Hvis reklamer og aviser ikke er proppet helt ind i brevkassen eller ligger uden for døren, på trappen og lignende.
- Hvis du modtager adresseløse forsendelser eller gratisaviser, selvom du har frabedt dig det. Det er dog en forudsætning, at du har et skilt fra Post Danmark på din brevkasse.
- Du skal i første omgang klage til reklamedistributøren. Afvises klagen, eller fortsætter forholdet, kan du klage til Trafikstyrelsen.
Læs mere om, hvordan du klager over adresseløse forsendelser på forbrugerombudsmanden.dk.
Klag til Forbrugerklagenævnet:
- Hvis du har ladet dig overtale til at købe eller bestille en vare hos en sælger, der har besøgt dig i dit hjem eller et andet sted uden offentlig adgang, kan du i nogle tilfælde komme ud af handlen igen, hvis du fortryder. Hvis sælgeren ikke vil lade handlen gå tilbage, kan du klage til Forbrugerklagenævnet.
Det er en forudsætning, at du ikke selv har bedt sælgeren om at komme for at sælge dig varen, og at du ikke venter for længe med at klage.
Læs mere om, hvordan du klager til Forbrugerklagenævnet
Sidst opdateret:
3. april 2012