En cykel skal stå model til lidt af hver i det danske klima – specielt i vinterhalvåret med frost, sjap og salt. Hvis den er dit daglige transportmiddel, eller du kører langt, er en velholdt cykel guld værd. Og det kræver måske lidt mere, end du tror.
- Hold altid kæden ren og smurt. Brug en ”tør” olie om sommeren og en ”våd” om vinteren.
- Gå jævnligt bremser, dæk, lås og reflekser efter, så de fungerer bedst muligt og smør bevægelige dele.
- Hold altid cyklen tilpas hårdt pumpet, og gå jævnligt dækkene efter for de små fremmedlegemer der sætter sig i mønstret. Specielt små flintesten, glasstumper og torne, er ofte ”skurkene”, når dækket punkterer.
- Vask cyklen, når du har kørt i sjap, sne, salt og snavs. Det er nemmest, hvis du gør det straks, når du kommer hjem.
- Tjek jævnligt gearet og skift om nødvendigt kabler, kæde og tandhjul. Inden frosten sætter ind er det klogt at få lavet en anti-frost behandling af dine kabler. Kondensfugt skal fjernes og et antifrost smøremiddel skal i kablerne.
- Giv cyklen en grundig rensning et par gange om året. Overlad det eventuelt til cykelmekanikeren. Har du såkaldt indvendigt gear, skal det også vedligeholdes, som tommelfingerregel bør det åbnes, renses og smøres efter ca. 16 måneders kørsel.
Det forlænger levetiden betragteligt.
Sidst opdateret:
25. marts 2013