Gå til resume Gå til indhold

Agentforbehold ikke gyldigt

Afgørelse

Forbrugeren var ikke på en tilstrækkelig tydelig måde blevet oplyst om, at rejsebureauet alene handlede som agent eller formidler af flybilletten. Rejsebureauet måtte derfor erstatte udgifter i forbindelse med aflysning og forsinkelse.

Gå til indhold

En forbruger havde købt en returbillet ved den erhvervsdrivende - et rejsebureau. 12 dage før afrejsen fik forbrugeren skriftligt oplyst, at rejsen var annulleret, og han fik pengene retur. Forbrugeren bestilte selv en ny returrejse på den erhvervsdrivendes hjemmeside. Rejsen havde afgang en dag senere end den første rejse og kostede til 145 kr. mere. Rejsen gik fra København via Frankfurt til Accra i Ghana.

På afrejsedagen fik forbrugeren i lufthavnen oplyst, at flyet var blevet aflyst. Han accepterede en ombookning med et andet flyselskab, hvor han kun blev 1 time forsinket i forhold til det oprindelige ankomsttidspunkt. Forbrugeren skulle i stedet mellemlande i Amsterdam. Flyet blev dog så forsinket, at forbrugeren ikke nåede den videre forbindelse i Amsterdam. Flyselskabet sørgede for overnatning og forplejning, men forbrugeren ankom 1 dag forsinket til Ghana.

Forbrugeren krævede efterfølgende erstatning for, at den første rejse blev aflyst så sent uden der blev tilbudt en erstatningsrejse. Forbrugeren krævede tillige erstatning for forsinkelsen på den anden rejse, som resulterede i, at han havde betalt for hotel i Ghana, som han ikke kunne udnytte på grund af forsinkelsen.

Den erhvervsdrivende afviste forbrugerens krav, da de ikke var ansvarlige for forbrugerens billet. Forbrugeren blev i stedet henvist til at reklamere til flyselskaberne.

Forbrugeren indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet. Under sagens behandling blev forbrugeren oplyst om de gældende regler efter EU forordning 261/2004 om flypassagerers rettigheder. Efter forordningen skal krav om kompensation på grund af aflysninger og forsinkelser rettes mod flyselskabet, og en eventuel klagesag skal behandles af Statens Lufthavnsvæsen. Forbrugeren ønskede ikke at klage til flyselskaberne, og sagen blev viderebehandlet mod den erhvervsdrivende. Forbrugerklagenævnet traf herefter følgende afgørelse:

”Nævnet bemærker indledningsvis, at indklagede ikke på tilstrækkelig tydelig måde har tilkendegivet over for klageren, at indklagede alene handlede som agent eller formidler af flybilletter, hvorfor indklagede hæfter som aftalepart over for klageren.

I forhold til rejse1 lægger nævnet til grund, at rejsen blev aflyst 12½ dage før afrejse, og at klageren i den forbindelse ikke blev tilbudt ombookning til en anden flyvning. Klageren bookede herefter selv en ny rejse med afrejse den følgende dag til en merpris på 145 kr. Da klageren købte rejsen 9. november 2007, dvs. knap 3 måneder før afrejse, og først bliver gjort opmærksom på aflysningen 12½ dage før afrejsen, er det nævnets opfattelse, at klageren ikke kunne være sikker på at finde en ny rejse til samme pris, og at indklagede som følge af den sene aflysning burde have tilbudt klageren en ombookning uden merudgift. Klageren er herefter berettiget til at få merudgiften på 145 kr. dækket af indklagede.

I forhold til rejse2 bemærker nævnet, at klageren som følge af forsinkelsen ankom 1 dag senere end planlagt til rejsemålet og havde udgifter til en hotelovernatning, som han ikke kunne gøre brug af. Nævnet anser derfor rejse2 for at være behæftet med en mangel, der berettiger klageren til et nedslag i rejsens pris.

Nedslaget fastsættes skønsmæssigt og efter en samlet vurdering til 750 kr.

Det bemærkes, at nævnets afgørelse ikke er til hinder for, at indklagede kan fremsætte et eventuelt regreskrav over for flyselskaberne.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen.

Dato for afgørelse:
30-04-2009
 
Lovgrundlag:
Der er ingen specifik lov at henvise til.
 
Sagsnummer:
08/05412
 
Sidst opdateret:   9. februar 2010
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Video: Sådan handler du trygt på nettet i EU
I denne video får du en række gode råd til, hvordan du kan kigge webbutikkerne efter i sømmene, når du handler på nettet i EU.
Der gælder særlige regler for det, der hedder pakkerejser. Nogle pakkerejser er sat sammen af bureauer, men du kan også selv sammensætte din rejse, så du er dækket af reglerne for pakkerejser.
Din oplysningspligt
Du har som erhvervsdrivende pligt til at give kunden en række oplysninger om din virksomhed, om varen og om kundens fortrydelsesret.
Video: Sådan handler du trygt på nettet i EU
I denne video får du en række gode råd til, hvordan du kan kigge webbutikkerne efter i sømmene, når du handler på nettet i EU.
Tilmeld dig vores nyheder
Få ny viden og vejledning om dine forbrugerrettigheder
 
Ring til Forbrugerhotlinen på 70 13 13 30.

Du kan få vejledning om dine rettigheder som forbruger i forbindelse med køb og salg af varer og tjenesteydelser.

Hotlinen er åben mandag-fredag 9-12 og torsdag 15-19.

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.