Gå til resume Gå til indhold

Lejet trappesækkevogn forårsagede skade på trappetrin

Afgørelse

Det var godtgjort, at den erhvervsdrivende havde givet vejledning om betjening, da forbrugeren havde underskrevet en lejekontrakt med oplysning om, at der var modtaget betjeningsvejledning.

Gå til indhold

I forbindelse med en flytning lejede en forbruger en trappesækkevogn for tre dage. Forbrugeren underskrev en lejekontrakt, hvoraf fremgik, at der var modtaget betjeningsvejledning.

Efter at have benyttet trappesækkevognen gentagne gange i løbet af dagen konstaterede forbrugeren, at trappesækkevognens spindelhjul havde forårsaget skader på stødtrinene på trappen i opgangen. Prisen for udbedring af skaderne var 7.500 kr. Dette beløb krævede forbrugeren erstattet af den erhvervsdrivende, da trappesækkevognen var særligt beregnet til trapper og da der ikke ved afhentning af trappesækkevognen var vejledt i brugen.

Den erhvervsdrivende afviste forbrugerens krav med henvisning til, at forbrugeren havde skrevet under på at have modtaget betjeningsvejledning. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Nævnet lægger på baggrund af den sagkyndiges udtalelse til grund, at det for en ikke professionel lejer af en trappesækkevogn vil være nødvendigt for at sikre korrekt brug af trappesækkevognen at modtage nærmere vejledning herom.

Efter nævnets opfattelse påhviler der indklagede en pligt til som udlejer loyalt at oplyse en ikke professionel lejer af trappesækkevognen om brugen af denne samt at sikre sig bevis for, at behørig oplysning herom er givet.

Som sagen foreligger oplyst og henset til lejekontrakten, som klageren har skrevet under på, hvoraf det fremgår, at klageren har modtaget vejledning i betjeningen af sækkevognen, finder nævnet, at indklagede har godtgjort, at indklagede har iagttaget sin pligt til loyalt at oplyse klageren om brugen af sækkevognen.

Det er nævnets opfattelse, at det herefter påhviler klageren at godtgøre, at klageren til trods for sin underskrift på lejekontrakten ikke har modtaget vejledning i betjeningen af trappesækkevognen. Da klageren ikke har været i stand hertil, har klageren ikke løftet sin bevisbyrde for, at indklagede ikke har iagttaget sin loyale oplysningspligt.”

Dato for afgørelse:
26-05-2009
 
Sagsnummer:
08/04419
 
Sidst opdateret:   1. februar 2010
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Ikke automatisk returret i butik
Lovgivningen giver dig hverken fortrydelsesret eller returret, når du handler i en butik. Butikken kan dog tilbyde returret, eller du kan aftale med sælgeren, at du kan fortryde købet.
Bon eller kvittering
Bon eller kvittering er dit bevis for, at du har købt og betalt en vare. Du skal bruge din bon eller kvittering, hvis du senere vil klage over varen, eller hvis du vil udnytte en eventuel ret til at fortryde købet.
Tilmeld dig vores nyheder
Få ny viden og vejledning om dine forbrugerrettigheder
 
Ring til Forbrugerhotlinen på 70 13 13 30.

Du kan få vejledning om dine rettigheder som forbruger i forbindelse med køb og salg af varer og tjenesteydelser.

Hotlinen er åben mandag-fredag 9-12 og torsdag 15-19.

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.