En forbruger forsøgte at købe 4 returbilletter på et rejsebureaus hjemmeside. Efter kreditkortoplysningerne var indtastet, og købet næsten var afsluttet, fik forbrugeren oplyst, at der var sket en teknisk fejl. Købet kunne derfor ikke bekræftes, men rejsebureauet ville vende tilbage til forbrugeren inden 48 timer.
Forbrugeren fik 2 dage efter en mail fra rejsebureauet med oplysninger om, at billetterne kunne købes til 934 kr. mere end oplyst på hjemmesiden. I mailen fremgik det, at tilbuddet senest skulle accepteres den efterfølgende dag kl. 10.00.
Forbrugeren undersøgte samme dag og dagen efter priserne på rejsebureauets hjemmeside. Da billetterne stadig blev annonceret til den billige pris, reklamerede forbrugeren til rejsebureauet. En medarbejder lovede at undersøge problemet, men da forbrugeren tæt på fristens udløb ikke havde fået besked tilbage, valgte han at købe billetterne til den dyrere pris for at sikre sig rejsen. Rejsebureauet oplyste efterfølgende, at den forhøjede pris skyldtes øgede skatter.
Der blev imidlertid fortsat annonceret på hjemmesiden med den billige pris, og forbrugeren krævede derfor prisdifferencen refunderet. Rejsebureauet afviste fortsat og henviste tillige til, at forbrugeren havde godkendt deres rejsebetingelser, hvor der blev taget forbehold for tekniske fejl og prisændringer. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Det fremgår af indklagedes rejsebetingelser på side 5 og 6, at indklagede tager forbehold for prisændringer, som de ikke har indflydelse på, samt at der tages højde for tekniske fejl. Da forbeholdene er byrdefulde og ikke særligt fremhævet, kan forbeholdet ikke anses for at være vedtaget.
Hertil kommer, at det fremgår af skærmprintene i bilag 2 og 3, at indklagede efter klagerens accept af tilbuddet fortsat reklamerede med en pris svarende til den pris, klageren først havde fået tilbudt ved købets indgåelse.
Nævnet bemærker endvidere, at den faktiske ændring af prisen, der indebar en forhøjelse på 934 kr., er af en sådan størrelse, at den ikke kan anses for at være omfattet af de forbehold, som klageren ifølge aftalen har måttet være forberedt på at skulle tåle.
Klageren er på denne baggrund berettiget til tilbagebetaling af de 934 kr.”. Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen.
Sidst opdateret:
9. februar 2010