En forbruger klagede over, at hendes teleudbyder hævede abonnementsprisen med 33%, mens hun ikke havde mulighed for at opsige abonnementet. Det var hendes opfattelse, at abonnementet måtte fortsætte til den oprindeligt aftalte pris i hele bindingsperioden. Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:
"Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren indgik abonnementsaftalen med indklagede den 4. april 2002. Abonnementsaftalen var uopsigelig i 6 måneder og kunne tidligst opsiges efter 5 måneder med 30 dages varsel med virkning fra den 4. oktober 2002. Den prisforhøjelse, indklagede varslede den 5. juni 2002, trådte i kraft den 5. august 2002, mens klageren endnu var bundet af aftalen. Klageren ønsker at opretholde den oprindelige aftale.
Det fremgår af indklagedes abonnementsvilkår pkt. 18, at "Vilkår og priser kan ændres af teleselskabet med et varsel på 44 dage før ændringens ikrafttrædelse. Ændringer, der er til fordel for kunden, kan gennemføres uden varsel."
Udgangspunktet i dansk ret er, at aftaler er bindende for begge parter. Et vilkår, hvorefter den ene part kan ændre aftalen, mens den anden part fortsat er bundet, vil almindeligvis blive anset for urimeligt og vil kunne tilsidesættes efter aftalelovens § 38c, jf. § 36, jf. herved lov nr. 1098 af 21. december 1994, som bl.a. implementerer Rådets direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler. I direktivets vejledende liste over urimelige kontraktvilkår er i pkt. 1, litra 1, blandt andet nævnt vilkår, der tillader "leverandøren af tjenesteydelser at sætte prisen op, uden at forbrugeren … har en tilsvarende ret til at annullere kontrakten, hvis den endelige pris er for høj i forhold til den pris, der blev aftalt ved kontraktens indgåelse."
Det fremgår af § 10, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1169 af 15. december 2000 om udbud af telenet og teletjenester, der var gældende på aftaletidspunktet, at udbyderen, hvis der gælder et opsigelsesvarsel på mere end 1 måned, kan ændre i de priser og vilkår, der gælder for en abonnementsaftale, hvis der gives et varsel på minimum 14 dage med tillæg af 14 dage. Udbyderen skal i sådanne tilfælde samtidig med varslingen give slutbrugeren mulighed for at opsige aftalen med et varsel på minimum 14 dage.
Nævnet finder som udgangspunkt ikke, at en opsigelsesperiode kan betegnes som et "opsigelsesvarsel" som nævnt i udbudsbekendtgørelsens § 10, stk. 2. Det følger imidlertid af bekendtgørelsens § 11, stk. 1, nr. 4, at slutbrugeren altid, når der er gået 5 måneder fra aftalens indgåelse, kan opsige en abonnementsaftale med et varsel på maksimalt én måned. Da det reelle opsigelsesvarsel ifølge udbudsbekendtgørelsen således aldrig kan overstige 1 måned, må nævnet lægge til grund, at § 10, stk. 2, på trods af sin ordlyd, regulerer den situation, hvor priser og vilkår ændres inden for de første 5 måneder efter abonnementsaftalens indgåelse, når det i aftalen er bestemt, at abonnementet er uopsigeligt i denne periode.
Udbudsbekendtgørelsen giver derfor indklagede en ret til også i en bindingsperiode at ændre priser og vilkår, forudsat at det i bestemmelsen nævnte varsel overholdes, og forudsat at slutbrugeren har mulighed for at opsige aftalen, inden ændringen træder i kraft.
Da indklagede ikke har givet klageren mulighed for at opsige aftalen, jf. udbudsbekendtgørelsens § 10, stk. 2, finder nævnet, at det vil være urimeligt og i strid med redelig handlemåde at gøre aftalevilkårenes pkt. 18 gældende over for klageren, jf. herved aftalelovens § 38 c, jf. § 36. Klageren skal derfor stilles, som om aftalen fortsatte uændret frem til den 4. oktober 2002, hvor aftalen kunne være ophørt ved klagerens opsigelse.