Faderen, der stod for mobiltelefonabonnementet, modtog telefonregninger, der var belastet med et betydeligt antal af disse SMS’er, som var faktureret med priser fra 4 kr. til 12,50 kr. pr. besked. Drengen var ikke klar over, hvilke aftaler han havde indgået og anede ikke, hvordan han kom ud af det igen. Faderen indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
"Det fremgår af sagen, at klager fra ca. maj 2002 til ca. maj 2003 havde et mobiltelefonabonnement hos indklagede på bl.a. følgende vilkår:
" …
2. Abonnementet
2.1 Abonnementet omfatter adgang til telefoni over (Teleselskabets) mobilnet. …
2.2 Kunden har tillige mulighed for at abonnere på supplerende services. Betaling, henholdsvis opsigelse af supplerende services sker ved henvendelse til (Teleselskabet).
…
10. Fakturering
10.1 (Teleselskabet) er berettiget til oprettelses- og ændringsafgift, samtale- og andre forbrugsafgifter og betaling for supplerende ydelser.
10.2 (Teleselskabet) opkræver betaling for alle beløb, der registreres i forbindelse med brug af SIM-kortet. Beløb forfalder til betaling den dag, der angives på fakturaen.
…"
Klagen vedrører et beløb på 1.326,80 kr., som indklagede under henvisning til pkt. 10.2, jf. pkt. 10.1 i abonnementsvilkårene har opkrævet til dækning af indholdstakserede SMS-beskeder leveret i tidsrummet fra 1. november 2002 til 16. januar 2003. Ifølge klagerens oplysninger er der tale om levering af vitser i henhold til en eller flere abonnementsaftaler, som klagerens 11-årige søn tilsyneladende har indgået med en eller flere af de medievirksomheder, der har en faktureringsaftale med indklagede. Sønnen er dog ikke selv blevet klar over, at han indgik aftale herom, og han har derfor ikke kunnet give klageren nærmere oplysninger om, med hvem han har indgået aftale eller om de nærmere aftalevilkår.
Det fremgår af et brev dateret 18. marts 2003 fra klager til indklagede, at klageren i første omgang troede, at sønnen ikke kunne styre sit mobiltelefonforbrug. Han tog derfor SIM-kortet fra sønnen, men da han, efter at SIM-kortet havde været gemt bort i godt en måned, modtog en ny regning på mobiltelefoni, blev han klar over, at det ikke var dette, som var problemet.
Det fremgår endvidere af de opkaldslister, som foreligger i sagen for de måneder, som klagen vedrører, at der dagligt har været sendt indholdstakserede SMS-beskeder til klagerens mobiltelefon, og at forbruget i perioden fra den 19. december 2002 til den 16. januar 2003 alene bestod i daglig modtagelse af en indholdstakseret SMS.
Nævnet lægger på denne baggrund til grund, at det omtvistede beløb på 1.326,80 kr. i hvert fald for langt hovedpartens vedkommende må antages at skyldes fakturering af overtakserede SMS-beskeder sendt i henhold til abonnementsaftaler, som indklagedes 11-årige søn i tiden mellem ca. 1. november og ca. 18. december 2002 har indgået med medievirksomheder, der har indgået faktureringsaftaler med indklagede.
Det kan ikke afvises, at der i det omtvistede beløb også indgår fakturering af enkelte indholdstakserede SMS-beskeder, som er leveret separat i umiddelbar tilknytning til en særskilt bestilling af ydelsen. Betaling heraf kan ikke anses for omfattet af klagen, som alene angår det forhold, at klageren er blevet afkrævet betaling for ydelser leveret i henhold til abonnementsaftaler indgået med sønnen. Det kan imidlertid ikke ud fra de foreliggende opkaldslister ses, hvorfra de enkelte indholdstakserede SMS-beskeder, som indklagede har faktureret klageren for, er sendt, og indklagede har ikke bidraget med nærmere oplysninger til afklaring af, hvorledes SMS’erne fordeler sig på de forskellige mulige leverandører. Da dette bevismæssigt må komme indklagede til skade, har nævnet valgt at se bort fra, at der i beløbet på 1.326,80 kr. muligvis kan forekomme betaling for enkelte særskilt bestilte SMS-beskeder, som ikke er omfattet af klagen.
Det forhold, at klageren havde overladt brugen af sin mobiltelefon til sin søn, legitimerede ikke sønnen til at indgå abonnementsaftaler om fremtidig levering af indholdstakserede SMS-beskeder med bindende virkning for klageren, og sønnen kunne som mindreårig heller ikke forpligte sig selv, jf. herved værgemålslovens § 1, stk. 2.
Da den eller de af sønnen indgåede aftaler om fremtidig fremsendelse af indholdstakserede SMS-beskeder således har været uforbindende for klageren, har indklagede ikke været berettiget til at fakturere klageren for betalinger, som vedrører disse aftaler. Dette gælder uanset punkt 10.2 i indklagedes abonnementsvilkår, hvorefter indklagede "opkræver betaling for alle beløb, der registreres i forbindelse med brug af SIM-kortet", jf. herved, at de fakturerede beløb ikke skyldes brug af SIM-kortet, men derimod beror på, at den eller de pågældende leverandører har anvendt SIM-kortets data i forbindelse med efterfølgende levering af indholdstakserede SMS-beskeder.
Punkt 10.2 i indklagedes abonnementsvilkår må i øvrigt under alle omstændigheder forstås med det forbehold, at indklagede alene er berettiget til at opkræve beløb, som abonnenten gyldigt hæfter for. Indklagede kan derfor ikke opkræve beløb, som vedrører betaling i henhold til en ugyldig aftale eller i henhold til en aftale, som abonnenten har fortrudt rettidigt i henhold til lov om visse forbrugeraftaler, jf. herved også denne lovs § 16, hvorefter loven ikke kan fraviges til skade for forbrugeren.
Da aftalen – eller aftalerne – om bestilling af fremtidig fremsendelse af vitser er indgået via SMS-kommunikation, foreligger der fjernsalgsaftaler omfattet af forbrugeraftalelovens kapitel 4, og da det ikke er godtgjort, at vedkommende leverandør har opfyldt sin oplysningspligt efter lovens § 11 a, udløb klagerens fortrydelsesret efter denne lov først 3 måneder efter underretningen om aftalens indgåelse, jf. forbrugeraftalelovens § 12 b, stk. 2. Klageren var derfor på reklamationstidspunktet den 16. januar 2003 fortsat berettiget til at træde tilbage fra den eller de indgåede aftaler. Klageren kan således ydermere påberåbe sig reglerne i forbrugeraftaleloven til støtte for, at han ikke er bundet af aftalerne med den virkning, at hverken de pågældende leverandører eller indklagede kan gøre krav vedrørende aftalerne gældende mod klageren, jf. herved forbrugeraftalelovens § 12 c, stk. 1."