Gå til resume Gå til indhold

Afhjælpning af fejl ved mobiltelefon tog for lang tid

Afgørelse

Forbrugeren havde ret til at hæve købet, da telefonen ikke var repareret 18 dage efter indleveringen, og da det ikke var godtgjort, at fejlen ikke kunne være afhjulpet allerede ved første forsøg.

Gå til indhold

Cirka tre uger efter købet af en mobiltelefon reklamerede forbrugeren over, at mobiltelefonens kamera var defekt. Mobiltelefonen blev indleveret til den erhvervsdrivende, og efter 15 dage modtog forbrugeren mobiltelefonen retur. Tre dage senere konstaterede forbrugeren, at kameraet igen var defekt. Mobiltelefonen blev indleveret til den erhvervsdrivende. Da forbrugeren efter 16 dage ikke havde modtaget mobiltelefonen retur, sendte han en SMS til den erhvervsdrivende med en frist på to dage til at levere mobiltelefonen tilbage. Efter to dage krævede forbrugeren købet hævet, da mobiltelefonen ikke var kommet retur fra reparation, hvilket den erhvervsdrivende afviste. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Da indklagede ved klagerens seneste reklamation har repareret mobiltelefonen, lægges det til grund, at mobiltelefonen var mangelfuld, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4.

Det er ubestridt, at klageren den 25. august 2008 for anden gang indleverede mobiltelefonen til indklagede med henblik på afhjælpning af fejl ved kameraet, og at mobiltelefonen lå klar til afhentning i indklagedes forretning fra den 16. september 2008.

Det følger af købelovens § 78, stk. 4 sammenholdt med § 79, at sælgeren skal opfylde tilbud om afhjælpning inden for rimelig tid, uden udgift og uden væsentlig ulempe for køberen. Sker dette ikke, kan køberen kræve et passende afslag i købesummen, ophævelse af købet eller omlevering.

Da indklagede ikke havde foretaget afhjælpning den 12. september 2008 – 18 dage efter klagerens indlevering af varen til indklagede – og da det ikke var første gang, at klageren havde måttet undvære mobiltelefonen i forbindelse med afhjælpning, ligesom indklagede ikke har godtgjort, at manglen ikke kunne være afhjulpet allerede i første forsøg, var klageren berettiget til at betragte købet som ophævet i overensstemmelse med klagerens e-mail sendt den 10. september 2008, jf. købelovens § 78, stk. 4.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen.

Dato for afgørelse:
11-03-2009
 
Lovgrundlag:
Købeloven, § 76, stk. 1, nr. 4 og § 78, stk. 4
 
Sagsnummer:
08/07105
 
Sidst opdateret:   26. januar 2010
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Sælgeren har som udgangspunkt ét forsøg til at reparere din mobil, men der er undtagelser. Lær, hvad dine rettigheder er i forbindelse med reparation.
Ikke automatisk returret i butik
Lovgivningen giver dig hverken fortrydelsesret eller returret, når du handler i en butik. Butikken kan dog tilbyde returret, eller du kan aftale med sælgeren, at du kan fortryde købet.
Bon eller kvittering
Bon eller kvittering er dit bevis for, at du har købt og betalt en vare. Du skal bruge din bon eller kvittering, hvis du senere vil klage over varen, eller hvis du vil udnytte en eventuel ret til at fortryde købet.
Tilmeld dig vores nyheder
Få ny viden og vejledning om dine forbrugerrettigheder
 
Ring til Forbrugerhotlinen på 70 13 13 30.

Du kan få vejledning om dine rettigheder som forbruger i forbindelse med køb og salg af varer og tjenesteydelser.

Hotlinen er åben mandag-fredag 9-12 og torsdag 15-19.

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.