I sælgerens forretning, så forbrugeren et prisskilt på en mobiltelefon, hvoraf fremgik en række priser med abonnement og en pris uden abonnement. Forbrugeren henvendte sig ved kassen og oplyste, at han gerne ville købe to mobiletelefoner uden abonnement. Sælgeren oplyste hertil, at de ikke måtte sælge mobiltelefonen uden abonnement.
Forbrugeren viste skiltet til sælgeren, som forklarede, at der var tale om en fejl på prisskiltet og fastholdt, at de ikke kunne sælge mobiltelefonen uden abonnement.
Forbrugeren forlod forretningen uden at have købt mobiltelefonerne og klagede samme dag skriftligt til sælgeren. Sælgeren svarede, at mobiltelefonen var udsolgt og tilbød forbrugeren at købe den til dagsprisen, når den igen kom på lager. Forbrugeren fastholdt, at han ville købe mobiltelefonen til den pris, han havde set i forretningen. Dette afviste sælgeren og henviste til, at den pågældende mobiltelefon ikke blev solgt uden abonnement. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Denne sag drejer sig om, hvorvidt den erhvervsdrivende er bundet af et tilbud på et prisskilt i deres butik vedrørende en iPhone 4 32gb. Forbrugeren har krævet at købe to iPhones uden abonnement til en stykpris på 2.699 kr., idet denne pris fremgik af prisskiltet.
Ifølge forbrugeren tilbød sælgeren på et prisskilt i deres butik en iPhone 4 32gb uden abonnement til 2.699 kr. Han henvendte sig i butikken for at købe en mobiltelefon til sig selv og til sin hustru. Sælgeren afviste ved kassen at lade forbrugeren købe to iPhones, fordi prisen var en fejl. Forbrugeren klagede til sælgerens kundeservice. Sælgeren oplyste herefter, at mobiltelefonen havde været udsolgt i noget tid, men tilbød forbrugeren at blive skrevet op til at kunne købe den. Forbrugeren krævede at købe mobiltelefonerne til 2.699 kr. pr. styk, hvilket sælgeren afviste.
Den erhvervsdrivende har under sagens behandling oplyst, at sælgeren er fusioneret med den erhvervsdrivende.
Den erhvervsdrivende har afvist, at de skulle være bundet af prisen på prisskiltet, idet prisen var en fejlangivelse, og at det må have stået klart for forbrugeren.
Den erhvervsdrivende har anført, at det er almindelig kendt, at Apples produkter er væsentligt dyrere end andre lignende produkter, at forbrugeren tog et billede af prisskiltet, og at forbrugeren blev oplyst om, at der var tale om en fejl, straks da han henvendte sig ved kassen.
Nævnet har lagt til grund for afgørelsen, at det fremgik af prisskiltet i butikken, at mobiltelefonen uden abonnement kostede 2.699 kr.
Det er nævnets vurdering, at et prisskilt i en butik som udgangspunkt er et bindende tilbud, der forpligter den erhvervsdrivende, såfremt forbrugeren accepterer tilbuddet (aftaleloven § 1). Såfremt et tilbud er afgivet ved en fejl, er tilbuddet ikke er bindende for den erhvervsdrivende, hvis forbrugeren, da han modtog tilbuddet, indså eller burde indse, at der forelå en fejl (aftalelovens § 32, stk. 1).
Det påhviler den erhvervsdrivende at godtgøre, at forbrugeren indså eller burde indse at der forelå en prisfejl på prisskiltet. Nævnet anser det ikke for godtgjort, at forbrugeren indså eller burde indse, at der var tale om en prisfejl. Nævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at priserne på mobiltelefonmarkedet varierer meget, og navnlig at prisskiltet ikke var gennemskueligt udformet. Prisskiltet indeholdt prisoplysninger for 6 Apple i Phone 4 32GB- mobiltelefoner startende med en pris på 1.299 kr., med stigende priser for de øvrige 5 telefoner og med angivelse af prisen for den omhandlende telefon med 2.699 kr.
Forbrugeren kan derfor kræve at købe to iPhone 4 32gb til en stykpris på 2.699 kr.” Den erhvervsdrivende blev pålagt at betale sagsomkostninger til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Sidst opdateret:
16. december 2011