En forbruger havde købt en mobiltelefon. På producentens hjemmeside var det oplyst, at mobiltelefonens standby batteritid var op til 13 dage og at drifttiderne kunne variere afhængigt af anvendt radioadgangsteknologi, netværk og anvendelse. Cirka to måneder efter købet konstaterede forbrugeren, at standby tiden på mobiltelefonen kun var 24 timer.
Forbrugeren reklamerede derfor til den erhvervsdrivende, som afviste, at der var fejl ved mobiltelefonen. Den erhvervsdrivende henviste til, at den lave standby tid måtte skyldes funktioner på mobiltelefonen eller fordi mobiltelefonen brugte strøm på at vedligeholde netværksforbindelser. Den erhvervsdrivende tilbød imidlertid forbrugeren et ny batteri. Da standby tiden efter udskiftning af batteriet stadig kun var 24 timer, blev mobiltelefonen undersøgt af den erhvervsdrivende. Den erhvervsdrivende oplyste, at standby tiderne lå inden for de godkendte intervaller. Sagen blev derfor indbragt for Forbrugerklagenævnet.
Under sagens behandling blev mobiltelefonen undersøgt af Forbrugerklagenævnets sagkyndige, som målte den gennemsnitlige standby tid til 4-6 dage. Den sagkyndige udtalte, at den målte standby tid var normal for en mobiltelefon af den omhandlede type. Endvidere oplyste den sagkyndige, at det var muligt, at mobiltelefonen under helt optimale forhold kunne have en standby tid på 13 dage. Derudover mente den sagkyndige, at det ville være mere informativt, hvis de oplyste standby tider blev oplyst som minimumstider og ikke ”op til” tider. Forbrugerklagenævnet traf herefter følgende afgørelse:
”Efter købelovens § 76, stk. 1, nr. 2, foreligger en mangel ved salgsgenstanden, hvis sælgeren eller et tidligere salgsled – f.eks. producenten – i annoncer eller andet markedsføringsmateriale har givet urigtige eller vildledende oplysninger, medmindre disse ikke kan antages at have haft betydning for køberens bedømmelse af salgsgenstanden, eller medmindre oplysningerne er blevet rettet senest ved aftalens indgåelse, jf. § 76, stk. 2.
Klageren har oplyst, at han ved købet specifik lagde vægt på, at mobiltelefon skulle have lang standbytid. Indklagede henviste til producentens tekniske specifikationer, hvoraf fremgik, at telefonen havde en standbytid på ”op til 13 dage”, og at ”drifttiderne varierer afhængigt af anvendt radioadgangsteknologi, netværk og anvendelse”.
Det fremgår af den sagkyndiges erklæring, at klagerens telefon er blevet testet gennem en længere periode, både til almindeligt brug og ”stressbrug”. Standbytiden er gennemsnitlig blevet målt til 102 – 145 timer (4 – 6 dage), hvilket efter den sagkyndiges opfattelse er normalt for en telefon af det omhandlede mærke.
Den sagkyndige har videre oplyst, at det er muligt, at klagerens telefon under helt optimale forhold kan have en standbytid på 13 dage, men at det forudsætter, at batteriet er nyt, at signalforhold til GSM er optimalt, og at både primære (f.eks. telefonopkald) og ekstra (f.eks. kamera) funktioner er slået fra.
Den sagkyndige har endelig oplyst, at de standbytider, der oplyses af producenterne, er ”op til” tider, som efter hans opfattelse en oplysning, der i praksis er en ubrugelig information. Det ville efter den sagkyndiges opfattelse være mere informativt, at producenterne i stedet oplyste minimumstider.
På baggrund af den sagkyndiges oplysninger om producentens tekniske specifikationer og den store forskel mellem den af producenten oplyste standbytid og den sagkyndiges målte tid, lægger nævnet til grund, at der er givet en vildledende oplysning, hvorfor der foreligger en mangel i medfør af købelovens § 76, stk. 1, nr. 2. Da manglen på grund af forskellen samtidig må anses for væsentlig, er klageren berettiget til at hæve købet, jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 4.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen.
Sidst opdateret:
23. februar 2010