Gå til resume Gå til indhold

Køb af telefon og abonnement

Afgørelse

En forbruger, der havde købt en mobiltelefon og et abonnement, var berettiget til at hæve købet af telefonen og abonnementet. Ophævelse af abonnementsaftalen havde dog kun virkning fra det tidspunkt, hvor aftalen blev hævet.

Gå til indhold

En forbruger købte d. 25. august 2004 en mobiltelefon og et abonnement, der var bindende i 6 måneder. Såvel telefon som abonnement blev leveret af samme udbyder. En måned efter købet kunne telefon ikke kunne tænde. Fejlen blev afhjulpet. Fire måneder senere opstod samme problem igen, og forbrugeren henvendte sig telefonisk til den erhvervsdrivende og fremsatte krav om ophævelse af købet, hvilket den erhvervsdrivende afviste og henviste forbrugeren til den erhvervsdrivendes reklamationsafdeling.

Forbrugeren sendte d. 3. januar 2005 et anbefalet brev til den butik, hvor hun havde købt telefonen, hvori hun fremsatte krav om ophævelse af købet af telefonen samt af abonnementsaftalen. Godt en måned senere fik forbrugeren brevet retur med en oplysning om, at reklamationen skulle sendes til en anden adresse, hvilket forbrugeren gjorde. En måned senere afviste den erhvervsdrivende forbrugerens krav om ophævelse. Forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

” Nævnet lægger efter den sagkyndiges erklæring til grund, at telefonen som følge af en elektronisk fejl eller en software fejl ikke kan tænde. Telefonen anses på denne baggrund for at være behæftet med en mangel, jf. købelovens § 76, stk.1, nr. 4.

Det fremgår af oplysningerne i sagen, at der allerede en gang tidligere er sket afhjælpning af samme fejl ved telefonen.

Det fremgår endvidere, at klageren, da manglen opstod på ny den 3. januar 2005 sendte et brev til indklagede med krav om ophævelse af købet og om øjeblikkelig opsigelse af abonnementet. Dette brev blev sendt til den adresse, hvor klageren havde købt telefonen. Klageren fik efter næsten 4 uger brevet retur med besked om, at det skulle sendes til en anden adresse. Efter at klageren den 1. februar 2005 havde fremsendt brevet til den nu oplyste adresse, modtog klageren et brev dateret 4. marts 2005, hvori indklagede afslog klagerens krav om købets ophævelse. Der blev i brevet henvist til ”de gældende regler for reparationer eller ombytning”, men der blev ikke fremsat noget konkret tilbud om afhjælpning eller ombytning.

Nævnet finder, at reklamationen vedrører en mangel, der må anses for væsentlig, og at den derfor som udgangspunkt berettiger klageren til at hæve købet i medfør af købelovens § 78, stk. 1, nr. 4. Sælgeren kan dog efter købelovens § 78, stk. 3, afværge køberens hævebeføjelse gennem tilbud om afhjælpning eller omlevering, men valget mellem disse beføjelser tilkommer i så fald som udgangspunkt køberen, jf. s. 116 i betænkning nr. 1407/2001 om gennemførelse af forbrugerkøbsdirektivet. Det er derudover et krav, at afhjælpning/omlevering sker inden rimelig tid, uden udgift for køberen og uden væsentlig ulempe for denne, jf. købelovens § 78, stk. 4, sammenholdt med § 79.

Indklagede har ikke godtgjort, at manglen ikke kunne have været afhjulpet allerede i første forsøg, indklagede var to måneder om at besvare klagerens skriftlige henvendelse, og indklagede tilbød ikke klageren omlevering/afhjælpning.

Nævnet finder på denne baggrund, at indklagede har forsømt at tilbyde klageren omlevering/afhjælpning inden rimelig tid. Klagerens krav om ophævelse af købet er derfor berettiget.

Hvad angår det af aftalen omfattede telefonabonnement, fremstår dette som et accessorium til det indgåede køb, som er uden værdi for klageren, efter at denne har hævet købet af telefonen. Klageren var derfor samtidig med ophævelsen af købet tillige berettiget til at hæve abonnementsaftalen med virkning for fremtiden. Klageren er derfor berettiget til at få tilbagebetalt, hvad klageren har betalt i abonnementsudgifter for tiden efter 3. januar 2005.

Da klageren efter det oplyste har betalt 244,70 kr. i abonnementsudgifter i perioden fra 3. januar til 25. februar 2005 og 229,01 kr. i perioden efter den 25. februar 2005, hvoraf indklagede allerede har tilbagebetalt de 229,01 kr., er klageren herefter berettiget til at få tilbagebetalt yderligere 244,70 kr.” (2006-4051/7-849) Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav samt at betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen.

Dato for afgørelse:
17-10-2006
 
Lovgrundlag:
Købeloven, lov 237/2002 § 78, stk. 3; § 79
 
Sagsnummer:
2006-4051/7-849
 
Sidst opdateret:   24. maj 2007
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.

Undgå dyre mobilopkald på færgen
Følg IT- og Telestyrelsens fem råd om brug af mobiltelefonen på færger.
Ring på telefon 70131330. Du kan få vejledning om dine rettigheder som forbruger i forbindelse med køb og salg af varer og tjenesteydelser. Hotlinen er åben mandag-fredag 9-12 og torsdag desuden 15-19.
Firmatjek
På Firmatjek kan du søge på et elektronisk danmarkskort og se hvilke virksomheder, der ikke efterlever Forbrugerklagenævnets afgørelser.
Tilmeld dig vores nyheder
Få ny viden og vejledning om dine forbrugerrettigheder