En forbruger, som havde oprettet et mobiltelefonabonnement, hvor afsendelse af SMS-beskeder til udlandet kostede 0,50 kr. pr. SMS, opdagede pludselig, da hun fik en faktura, at prisen var steget til 3 kr. pr. SMS. Hun klagede derfor til teleudbyderen, som afviste klagen under henvisning til, at prisstigningen i overensstemmelse med udbyderens aftalevilkår havde været annonceret i flere store landsdækkende dagblade. Forbrugeren, som ikke havde set annoncen, fandt denne varslingsmåde urimelig og indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Klageren havde hos indklagede tegnet et mobiltelefonabonnement, og der bestod derfor et løbende kontraktforhold mellem parterne. Vil en part i et sådant løbende aftaleforhold foretage ændringer i priser eller aftalevilkår, der er til ugunst for den anden part, følger det af almindelige aftaleretlige regler, at dette som udgangspunkt kun kan ske med et varsel svarende til det opsigelsesvarsel, som gælder i kontraktforholdet, jf. herved også § 7 i bekendtgørelse nr. 666 af 10. juli 2003 om udbud af elektroniske kommunikationsnet og –tjenester samt § 10 i den dagældende bekendtgørelse nr. 1169 af 15. december 2000, som var sålydende:
”§ 10. Udbydere af offentlige telenet eller teletjenester til slutbrugere skal sikre, at slutbrugere med et varsel som minimum svarende til opsigelsesvarslet i den pågældende aftale med tillæg af 14 dage, informeres om ændringer i de priser og vilkår, der gælder for udbudet. Ændringer af rent begunstigende karakter, herunder f.eks. generelle nedsættelser af priser, kan dog gennemføres uden forudgående varsel.
Stk. 2. Hvis der gælder et opsigelsesvarsel på mere end 1 måned, kan den pågældende udbyder, uanset bestemmelsen i stk. 1, ændre i de priser og vilkår, der gælder for udbudet, med et varsel på minimum 14 dage med tillæg af 14 dage. Udbyderen skal i sådanne tilfælde samtidig med varslingen give slutbrugeren mulighed for at opsige aftalen med et varsel på minimum 14 dage.”
Telestyrelsen har i et notat om den dagældende bekendtgørelse blandt andet udtalt følgende vedrørende bestemmelsen i § 10:
”Bekendtgørelsen regulerer dog ikke, hvordan der varsles.
Det er ikke et krav, at der skal sendes brev ud til samtlige abonnenter ved varsling. Det er således tilstrækkeligt, at der f.eks. varsles i dagspressen.”
Efter nævnets opfattelse kan aftalevilkår imidlertid som udgangspunkt ikke ændres uden den anden parts accept, jf. herved kapitel 1 i aftaleloven om afslutning af aftaler, og en varsling i dagspressen om ændring af et hidtidigt aftalevilkår er derfor ikke bindende for den anden part i aftaleforholdet, medmindre andet er aftalt.
Indklagedes abonnementsvilkår indeholdt i den forbindelse følgende bestemmelse:
”19. Ændring af vilkår og priser
TDC Mobil kan ændre disse abonnementsvilkår, eventuelle særskilte tillægsvilkår for tillægstjenester, funktioner og faciliteter, eventuelle særskilte tillægsvilkår for abonnementsformer samt oprettelsesafgifter, abonnementsafgifter og forbrugsafgifter med et varsel på 1 måned og 14 dage.
Ændringerne meddeles kunden ved annoncering i landsdækkende dagblade. Som et supplement eller som et alternativ kan TDC underrette kunden ved fremsendelse af en skriftlig meddelelse, eventuelt i forbindelse med udsendelse af en opkrævning.
Ændringer af rent begunstigende karakter, herunder for eksempel generelle nedsættelser af priser, kan dog gennemføres uden forudgående varsel.
Ændring af særlige afgifter, gebyrer m.v. kan ske ved indførelse i TDC Mobils prisliste.”
Er der tale om en ændring af de hidtidige abonnementsvilkår, som er af mere væsentlig betydning, må forholdet imidlertid sidestilles med indgåelse af nye aftaler, som – da aftalerne indgås ved brug af fjernkommunikation og uden at parterne mødes – er omfattet af reglerne om fjernsalg i lov om visse forbrugeraftaler, jf. herved denne lovs § 10 a. Det følger heraf, at indklagede i abonnementskontrakter indgået med forbrugere skal meddele forbrugeren de oplysninger, som fremgår af lovens § 11 a, læsbart på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren råder over og har adgang til. Det er til opfyldelsen af denne oplysningspligt ikke tilstrækkeligt, at oplysningerne er bekendtgjort i dagspressen.
Selv om der er tale om mindre ændringer, som ikke kan sidestilles med indgåelse af en ny aftale, finder nævnet heller ikke i øvrigt, at det kan anses for rimeligt og i overensstemmelse med god markedsføringsskik, at en erhvervsdrivende i forbrugerforhold betinger sig arbitrært at kunne ændre prisvilkår m.v. gennem bekendtgørelse herom i dagspressen, idet dette ikke giver nogen sikkerhed for, at varslingen kommer til forbrugerens kundskab. Nævnet finder derfor, at indklagedes vilkår herom under alle omstændigheder bør tilsidesættes som værende urimeligt i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36.
Da klageren ved abonnementsoprettelsen fik oplyst, at SMS-beskeder til udlandet kostede 0,50 kr. pr. stk., og da klageren ikke er blevet personligt varslet om prisstigningen pr. 1. november 2002 til 3,00 kr. pr. stk., hvilken prisstigning klageren først blev bekendt med den 28. marts 2003, er klageren herefter ikke forpligtet til at betale mere end 0,50 kr. pr. SMS-besked indtil abonnementets opsigelse med virkning fra den 28. april 2003.”