En forbruger opdagede, at hendes mobiltelefon ikke som normalt lå i hendes taske. Forbrugeren ledte forgæves efter telefonen, som hun troede var forlagt, idet hun havde små børn, og først på tredjedagen spærrede forbrugeren telefonen. Teleudbyderen havde imidlertid allerede spærret forbrugerens telefon den dag, tyveriet fandt sted på grund af et unormalt stort forbrug, og der var derfor ikke sket misbrug efter dette tidspunkt. Teleudbyderen fastholdt, at forbrugeren hæftede for misbruget på ca. 7.000 kr., idet hun ikke havde spærret telefonen hurtigt nok. Forbrugeren indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, som traf følgende afgørelse:
"En mobiltelefon indeholdende et SIM-kort anses for et betalingsmiddel omfattet af lov nr. 414 af 31. maj 2000 om visse betalingsmidler, der fra 1. juli 2000 har afløst lov om betalingskort m.v.
Klagerens telefon var tændt, da den blev stjålet, og den uberettigede brug, som herefter fandt sted, skete derfor, mens den til SIM-kortet hørende personlige kode var aktiveret. Det følger derfor af § 11, stk. 2, i betalingsmiddelloven, at klageren under alle omstændigheder hæfter med op til 1.200 kr. for det uberettigede forbrug.
Klageren hæfter imidlertid efter lovens § 11, stk. 3, nr. 1, med op til 8.000 kr. for det uberettigede forbrug, i det omfang indklagede kan godtgøre, at forbruget er muliggjort ved, at klageren har undladt at underrette indklagede snarest muligt efter at have fået kendskab til, at koden er kommet til den uberettigedes kendskab.
Klageren har oplyst, at hun den 22. september 2002 opdagede, at telefonen ikke var i hendes taske, men at hun først den 24. september 2002 blev klar over, at telefonen måtte være stjålet, hvorefter hun den 25. september 2002 fik telefonen spærret.
Det fremgår samtidig af de fremlagte opkaldsspecifikationer, at det seneste af de opkald, som klageren ikke kan vedkende sig, er foretaget den 22. september 2002, kl. ca. 12.40. Efter dette tidspunkt er der ikke foretaget opkald, idet indklagede spærrede telefonen på grund af det høje forbrug.
Da klagerens underretningspligt efter § 11, stk. 3, nr. 1, først indtrådte, da hun havde fået positivt kendskab til, at telefonen med den aktiverede pinkode måtte være kommet i en uvedkommendes besiddelse, og da klageren alene hæfter for tab, som kunne have været undgået ved en rettidig underretning, finder nævnet, at indklagede ikke har godtgjort, at klageren hæfter for mere end selvrisikobeløbet på 1.200 kr."
Sidst opdateret:
19. april 2004