To børns bestilling af indholdstakserede sms fra en hjemmeside

To børn, som hver havde en mobiltelefon, bestilte ringetoner og spil på baggrund af oplysninger på indholdsudbyderens hjemmeside. Børnene gik ud fra, at det ikke kostede noget, fordi hjemmesiden var placeret under domænenavnet ”gratis klingeltoene”. Faderen modtog dog senere en regning for ydelserne. Efter en prøvebestilling kunne han godt forstå, at børnene havde troet, at der var tale om gratisydelser, og at de ikke havde fået øje på eller forstået en pris, som meget småt blev angivet i forbindelse med en bestilling. Han indbragte derfor sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Klageren tegnede i 2003 to mobiltelefonabonnementer hos indklagede 1) [teleselskabet]. Klagerens to mindreårig børn blev indsat i kontrakterne som brugere.

Punkt 10.2 i abonnementsbetingelserne lyder således: ”[teleselskabet] opkræver betaling for alle beløb, der registreres i forbindelse med brug af SIM-kortet…”

I perioden fra 4. til 23. november 2003 bestilte børnene ringetoner mv. via de to mobiltelefoner i henhold til den markedsføring, som var sket fra indklagede 2)’s hjemmeside [indholdsudbyderen]. Børnene gik ud fra, at ydelserne var gratis, fordi ydelserne blev udbudt på en hjemmeside under et domænenavn, hvori ordet ”gratis” indgik. De bestilte ydelser var imidlertid ikke gratis, og indklagede 1) har herefter i faktura af 5. december 2003 afkrævet klageren vederlag for ydelserne.

Børnenes bestillinger er foregået via sms-kommunikation, og der foreligger derfor fjernsalg omfattet af den dagældende forbrugeraftalelov (lovbekendtgørelse nr. 886 af 23. december 1987 med senere ændringer). Klageren har derfor haft krav på, at der blev givet de oplysninger, som fremgik af lovens §§ 11 og 11 a (i dag lovens §§ 11 og 12). Dette indebærer, at der skal gives oplysning om bl.a. prisen på en måde, som ikke kan misforstås, idet ”oplysningerne skal gives på en måde, der er egnet under hensyn til den anvendte kommunikationsteknik, og som tager særligt hensyn til umyndige personer”, jf. den dagældende lovs § 11, stk. 2 (i dag lovens § 11, stk. 3).

Af bilag 6 til sagsfremstillingen fremgår, at der ved opslag på indklagede 2´s hjemmeside på et eller andet tidspunkt nederst på et skærmbillede er fremkommet en prisoplysning. Det kan imidlertid ikke afvises, at denne prisoplysning – som anført af klageren – ikke har været let at finde, ligesom det er svært at se, hvad den oplyste pris på 20,00 DKK relaterer sig til. Hjemmesiden er derudover placeret under et domænenavn indeholdende betegnelsen ”gratis klingeltoene”, hvilket er egnet til at signalere, at de ydelser, som udbydes på hjemmesiden, er gratis. Da de ydelser, som udbydes, typisk aftages af børn og unge mennesker, er det alt i alt forventeligt, at der – således som det er sket i den foreliggende sag – foretages bestillinger på hjemmesiden i tillid til, at det, der bestilles, er gratisydelser, idet bestilleren ikke har været opmærksom på, at der kunne forekomme eventuelle prisoplysninger på hjemmesiden.

Nævnet lægger på den anførte baggrund til grund, at klagerens børn har været bibragt det berettigede indtryk, at det, som de bestilte, var gratisydelser, og det følger allerede heraf, at indklagede 2 ikke er berettiget til at afkræve klageren noget vederlag for ydelserne. 

Da pkt. 10.2 i indklagede 1´s abonnementsvilkår endvidere må forstås med det forbehold, at indklagede 1 alene er berettiget til at opkræve beløb, som abonnenten gyldigt hæfter for, bortfalder også indklagede 1´s regningskrav.”