En forbruger havde købt et par bukser, som var lavet af 96 % uld. Hun havde i overensstemmelse med vaskeanvisningen vasket bukserne i vaskemaskinen ved 30 grader. Bukserne havde herefter ændret karakter og sømmene var krympet. I buksernes renholdelsesanvisning var anført vaskesymbolet . Derudover var der på tysk skrevet: “Auf links washen. Wollwashgang. Feinwaschmittel vervenden.” Den erhvervs-drivende afviste forbrugerens krav med henvisning til, at bukserne var vasket forkert. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, som traf følgende afgørelse:
” Forbrugerklagenævnet har besigtiget benklæderne og lægger på baggrund heraf og den sagkyndige erklæring til grund, at benklæderne fremtræder med et loddent og filtet udseende og med kraftigt rynket sømme i buksebenene. Ifølge den sagkyndige erklæring lægger nævnet til grund, at årsagen til benklædernes ændrede udseende mest sandsynligt kan henføres til, at benklæderne ikke er vasket på et uldprogram og derfor har fået en større mekanisk bearbejdning end de har tålt.
På renholdelsesanvisningen i benklæderne er der anført vaskesymbolet. Derudover er der på tysk skrevet, at benklæderne alene tåler vask på et uldprogram.
Det følger af købelovens § 75 a, stk. 1, at køberen bl.a. skal have de nødvendige oplysninger om salgsgenstandens vedligeholdelse.
Af bemærkningerne i lovudkastet til denne bestemmelse, jf. herved Folketingstidende 2001-02 (2. samling) s. 129, fremgår det bl.a., at sælgerens forpligtelse til at stille de fornødne oplysninger til forbrugerens rådighed angår ikke alene indholdet og omfanget af oplysningspligten, men også oplysningens form, idet oplysningerne skal gives forbrugeren på en let tilgængelig måde. Brugsanvisningen skal således bl.a. være udformet på et sprog, forbrugeren kan forventes at forstå. Nævnet finder derfor, at det på dansk skal angives, hvis varen alene tåler vask på uldprogram og ikke en almindelig skånsom behandling som angivet i anvisningssymbolet, medmindre sælger og forbruger konkret har indgået aftale om, at forbrugeren modtager oplysningerne på et fremmed sprog.
Da indklagede ikke har godtgjort, at der er indgået aftale om, at klageren skulle modtage oplysningerne på et fremmed sprog, finder nævnet, at benklæderne er behæftet med en mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, 2. led, jf. 75 a, stk. 1. Da manglen samtidig må anses for væsentlig, er klageren berettiget til at hæve købet, jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 4.” Den erhvervsdrivende blev herudover pålagt at forrente forbrugerens krav fra 30 dage efter, at Forbrugerstyrelsen havde fremsendt forbrugerens krav om tilbagebetaling af købesummen til den erhvervsdrivende.
Sidst opdateret:
6. marts 2006