Køb af brudekjole annulleret

En forbruger bestilte en brudekjole og betalte et depositum på 3.500 kr. til den erhvervsdrivende. Forbrugeren underskrev samtidig en købsaftale med oplysninger om den erhvervsdrivendes forretningsbetingelser og vilkår. Heraf fremgik bl.a., at alle handler er bindende for køber såvel som for sælger, samt at køber ved en eventuel annullering eller misligholdelse mister sin udbetaling.

Da forbrugeren et par måneder senere skulle have taget mål til slæb m.m., havde den erhvervsdrivende ved en fejl solgt prøvekjolen, hvorfor forbrugeren ikke kunne få taget de nødvendige mål. Hun prøvede i stedet for nogle andre modeller og kom i tvivl, om hun havde valgt den rigtige kjole. Forbrugeren fik at vide, at hun stadigvæk kunne nå at vælge en anden kjole. Der blev aftalt ny tid til at få taget mål ca. 6 uger senere. Forbrugeren fik det indtryk, at hun først på dette tidspunkt behøvede at tage den endelige beslutning om, hvilken kjole hun ville have.

I mellemtiden fandt forbrugeren imidlertid en brudekjole, som hun syntes bedre om, i en anden butik. Hun kontaktede derfor den erhvervsdrivende for at annullere købet af den bestilte brudekjole. Den erhvervsdrivende accepterede annulleringen af købet, men ville ikke tilbagebetale det erlagte depositum. Han tilbød imidlertid forbrugeren et tilgodebevis på 3000 kr., som hun kunne sælge videre. Endvidere ville den erhvervsdrivende fratrække 500 kr., hvis forbrugeren købte tilbehør i hans forretning. Forbrugeren var ikke tilfreds med dette tilbud. Hun ønskede at få depositumet helt eller delvist tilbagebetalt. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, som traf følgende afgørelse:

”Nævnet finder, at der er indgået en bindende aftale om køb i mellem klageren og indklagede, jf. aftalelovens § 1. Ifølge dansk rets almindelige regler er der ikke fortrydelsesret ved et køb som det omhandlede. Der er heller ikke i mellem klageren og indklagede aftalt en fortrydelsesret. Nævnet finder således, at klagerens annullering af købet har været uberettiget. Indklagede har herefter krav på skadeserstatning, jf. købelovens § 30, stk. 1, 1. pkt.

Som udgangspunkt har indklagede krav på at få fuld erstatning, således at indklagede i økonomisk henseende bliver stillet, som om kontrakten var blevet rigtigt opfyldt. Det følger imidlertid af den almindelige loyalitetspligt, som gælder i kontraktsforhold, at der påhviler en kontraktspart en pligt til at begrænse sit tab mest muligt. En kontraktspart kan derfor i almindelighed kun kræve erstatning for kontraktsbrud, såfremt han kan godtgøre at have lidt et tab, som ikke kunne have været undgået ved rimelige bestræbelser på at kontrahere til anden side.

I den foreliggende sag har indklagede ikke godtgjort, at han har forsøgt at sælge brudekjolen til anden side – eventuelt til nedsat pris – med henblik på at begrænse sit tab. Indklagede er derudover blevet fritaget for at skulle præstere den del af sin ydelse, som vedrørte en eventuel tilpasning af brudekjolen.

Under disse omstændigheder finder nævnet, at indklagedes erstatning ikke uden videre af indklagede kan opgøres til det af klageren betalte depositum. Dette gælder uanset vilkåret i købsaftalen om, at køberen mister sin udbetaling ved en eventuel annullering af købet. Dette vilkår, som ikke er specielt fremhævet, og som må anses for uventet byrdefuldt for klageren, kan således ikke anses for bindende for denne, jf. herved Mads Bryde Andersen, Grundlæggende Aftaleret 1997, s. 271, samt i øvrigt aftalelovens § 38 c, jf. § 36.

Idet indklagede ikke har ønsket at redegøre for omfanget af sit økonomiske tab, finder nævnets flertal (3 nævnsmedlemmer), at der ved opgørelsen af dette tab må lægges vægt på, at indklagede allerede har erlagt en del af sin ydelse ved at have betjent klageren samt endvidere, at det må anses for tvivlsomt, om brudekjolen vil kunne sælges til anden side. Disse medlemmer finder herefter, at indklagedes tab skønsmæssigt kan fastsættes til 3.000 kr., som klageren skal erstatte. Klageren har herefter krav på tilbagebetaling af 500 kr. af det erlagte depositum på 3.500 kr.

Et mindretal (to nævnsmedlemmer) finder, at indklagede har krav på en erstatning på 1.500 kr., således at klageren har krav på tilbagebetaling af 2.000 kr.” Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet.