Forbrugeren bestilte en brudekjole til 9.800 kr. og betalte det første afdrag på 5.000 kr. Forbrugeren fik udleveret et aftaledokument, og på bagsiden af dette var den erhvervsdrivendes forretningsbetingelser optrykt.
To uger senere gik forbrugeren og hendes kæreste fra hinanden, og kjolen blev afbestilt. Den erhvervsdrivende afviste at tilbagebetale det første afdrag, fordi kjolen allerede var blevet bestilt i direkte forlængelse af købet, og det ikke var sikkert, at kjolen ville kunne sælges til anden side. Den erhvervsdrivende tilbød derimod, at forbrugeren kunne få et gavekort på 5.000 kr. til forretningen, hvilket hun accepterede i første omgang.
Under Forbrugerstyrelsens behandling af sagen oplyste den erhvervsdrivende, at det ikke var muligt at sige, hvor mange kjoler af den pågældende model, der tidligere var blevet solgt. Kjolen var ikke blevet forsøgt solgt til anden side, og den erhvervsdrivende ønskede ikke at oplyse sin fortjeneste på kjolen. Den erhvervsdrivende oplyste endvidere, at kjolen, som var str. 46, i princippet ville kunne syes om til en str. 38, men det ville koste 2 – 3.000 kr., og så ville resultatet ikke være perfekt. Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:
” Klageren indgik den 4. september 2004 aftale om køb af en brudekjole til sit forestående bryllup. Klageren annullerede den 20. september 2004 – 16 dage senere – aftalen, idet hendes bryllup var blevet aflyst.
Nævnet finder, at der er indgået en bindende aftale om køb, jf. aftalelovens § 1, og da der ifølge danske rets almindelige regler ikke er fortrydelsesret ved en handel som den foreliggende, finder nævnet ligeledes, at klagerens annullation af handlen er uberettiget. Klageren er derfor pligtig at betale indklagede en sådan erstatning, at indklagede bliver stillet på samme måde, som hvis aftalen var blevet rigtig opfyldt fra begge sider, dvs. indklagede som udgangspunkt har krav på at få dækket sit økonomiske tab i anledning af annullationen, jf. købelovens § 30, stk.1, 1. pkt.
Det følger imidlertid også af den almindelige loyalitetspligt, som gælder i kontraktsforhold, at der påhviler en kontraktspart en pligt til at begrænse sit tab mest muligt. En kontraktspart kan derfor i almindelighed kun kræve erstatning for kontraktsbrud, såfremt han kan godtgøre at have lidt et tab, som ikke kunne have været undgået ved rimelige bestræbelser på at kontrahere til anden side. I vurderingen må bl.a. indgå, at klagerens uberettigede annullation er sket 16 dage efter aftalens indgåelse.
I den foreliggende sag har indklagede ikke godtgjort, at han har forsøgt at sælge kjolen til anden side – evt. til nedsat pris – med henblik på at begrænse sit tab. Indklagede er derudover blevet fritaget for at skulle præstere den del af sin ydelse, som vedrørte en eventuel tilpasning af brudekjolen.
Nævnet finder herefter ikke, at klageren under disse omstændigheder har fortabt hele det indbetalte depositum. Dette gælder uanset vilkåret i forretningsbetingelser og vilkår om, at annullering af aftalen ikke kan begrunde, at der kan ske tilbagebetaling af udbetaling eller løbende a conto betalinger foretaget frem til handlens annullation. Dette vilkår, som ikke er specielt fremhævet, og som må anses for uventet byrdefuldt for klageren, kan således ikke anses for bindende for denne, jf. herved Mads Bryde Andersen, Grundlæggende Aftaleret 1997, s. 271, samt i øvrigt aftalelovens § 38 c, jf. § 36.
Nævnet finder det ikke urimeligt, at indklagede ønsker betaling for den del af ydelsen, som indklagede allerede har erlagt ved at have betjent klageren, og idet det må anses for tvivlsomt, om kjolen vil kunne sælges til anden side, finder nævnet, at indklagedes tab passende kan sættes til 3.500 kr. Klagerens tilbagebetalingskrav fastsættes i overensstemmelse hermed til 1.500 kr.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav.
Sidst opdateret:
22. november 2005