En forbruger henvendte sig til en erhvervsdrivende for at få sin todelte selskabskjole tilpasset. Kjolen var købt som ny, men ”ufærdig”. Kjolen skulle derfor lægges op, overdelen skulle syes ind ved brystet og der skulle sættes ærmer på. Der blev ikke ved indleveringen af kjolen aftalt en pris for tilpasningen af kjolen.
Ved afhentningen af kjolen fik forbrugeren oplyst, at prisen for tilretningen var 4.000 kroner. Forbrugeren protesterede over prisen og fik derfor et afslag på 1.000 kroner. Forbrugeren var tilfreds med det udførte arbejde og betalte i første omgang de 3.000 kroner, men mente imidlertid stadig, at prisen og timeforbruget for det udførte arbejde var for højt. Hun krævede derfor tilbagebetaling af 2.000 kr. under henvisning til, at en anden skrædder havde oplyst, at prisen for det udførte arbejde var 1.000 kr. Den erhvervsdrivende afviste forbrugerens krav under henvisning til, at forbrugeren var tilfreds med det udførte arbejde og at det havde været et stort arbejde at tilpasse kjolen. Sagen blev herefter indbragt for Forbrugerklagenævnet.
Under sagens behandling blev kjolen undersøgt af nævnets sagkyndige som oplyste, at det udførte arbejde på kjolen og tidsforbruget hermed var i overensstemmelse med den pris, som forbrugeren havde betalt. Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:
”Forbrugeren har oplyst, at hun hverken ved indleveringen af selskabskjolen eller ved prøvningerne af kjolen kunne få oplyst nogen cirkapris, men alene modtog oplysninger om, at prisen ville afhænge af tidsforbruget. Forbrugeren har oplyst, at hun heller ikke har modtaget oplysninger om, at den erhvervsdrivendes timepris er 200 kr. Forbrugeren har oplyst, at hun ved afhentningen protesterede over prisen og timeforbruget på 20 timer, og at hun i den forbindelse fik en nedslag i prisen fra 4.000 kr. til 3.000 kr.
Den erhvervsdrivende har afvist forbrugerens reklamation med henvisning til, at forbrugeren har modtaget oplysninger om, at timeprisen er 200 kr., at forbrugeren var tilfreds med det udførte arbejde, at det var et stort arbejde, som ville være dyrt, og at tilpasningen skete på under 10 dage. Den erhvervsdrivende har oplyst, at der op til flere gange over for forbrugeren er gjort opmærksom på, at det ville være billigere at sy en ny kjole, hvilket er afvist af forbrugeren.
Der er mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende enighed om de tilpasninger, der skulle foretages på selskabskjolen.
Det fremgår af den sagkyndiges erklæring, at tidsforbruget og prisen er i overensstemmelse. Den sagkyndige har udtalt, at alene tilpasningen af kjolens top har været et stort arbejde, idet toppen næsten er lavet helt om. Ifølge den sagkyndige er tilpasningen udført pænt, snittet i kjolen er bibeholdt, og det ses ikke, at kjolen er omforandret.
Nævnet har lagt til grund for afgørelsen, at parterne ikke ved indleveringen har aftalt en pris for tilpasningen af kjolen. Det fremgår af princippet i Købelovens § 72, at hvis en pris eller dens fastsættelse ikke fremgår af aftalen eller forholdene i øvrigt, skal køber betale, hvad der under hensyn til arbejdes art og beskaffenhed, gængse pris ved aftalens indgåelse samt omstændighederne i øvrigt må anses for rimeligt. For tjenesteydelsers vedkommende foreligger der kun sjældent en sædvanlig pris for et bestemt arbejde, idet prisen normalt vil afhænge af tids- og materialeforbruget i det enkelte tilfælde. Afhænger prisen således af tids- og materialeforbruget, er det en forudsætning for prisens rimelighed, at tids- og materialeforbruget har været rimeligt.
Nævnet har ved afgørelsen lagt vægt på den sagkyndiges oplysninger om, at det udførte arbejde på selskabskjolen og tidsforbruget i forbindelse hermed, er i overensstemmelse med den pris forbrugeren har betalt for tilpasningen af selskabskjolen.
Nævnet mener derfor ikke, at forbrugeren kan gives medhold i det fremsatte krav om tilbagebetaling af 2.000 kr.”
Sidst opdateret:
11. maj 2010