Gå til resume Gå til indhold

Køb af satellitboks med tv-abonnement

Afgørelse

Den erhvervsdrivende burde have oplyst tydeligt, at satellitboksen kun kunne anvendes med et abonnement hos den erhvervsdrivende. Satellitboksen blev derfor anset for mangelfuld.

Gå til indhold

Forbrugeren købte en satellitboks hos den erhvervsdrivende og tegnede et 12 måneders HD-abonnement. Da abonnementet udløb, kunne forbrugeren ikke længere se de udsendelser, der var optaget på satellitboksens harddisk. Forbrugeren kunne heller ikke se de frie kanaler - ”free to air”, som fandtes på andre satellitter. Forbrugeren reklamerede til den erhvervsdrivende, da satellitboksen således var ubrugelig uden abonnement hos den erhvervsdrivende. Den erhvervsdrivende afviste reklamationen, da forbrugeren havde fået de oplysninger i abonnementsbetingelserne, da han købte satellitboksen og abonnementet.

Sagen blev derefter indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Denne sag drejer sig om, hvorvidt den erhvervsdrivende kan betinge sig, at der skal være et abonnement tilknyttet forbrugerens satellitboks for at kunne bruge PVR-funktionen og for at kunne se de kanaler, der udbydes uden om den erhvervsdrivende, herunder de gratis ”free to air” kanaler.

Forbrugeren har oplyst, at han på internettet købte satellitboksen, og at han samtidig tegnede et HD-abonnement. Da han ikke var tilfreds med udbuddet af programmer, opsagde han abonnementet. Satellitboksen blev herefter ubrugelig.

Forbrugeren kræver at hæve købet af satellitboksen eller få opdateret softwaren, så han kan få adgang til de udsendelser, som han har optaget på boksens harddisk. Endvidere vil forbrugeren have mulighed for at bruge boksen til at se de gratis ”free to air” kanaler, der findes på andre satellitter.

Den erhvervsdrivende har afvist forbrugerens krav med henvisning til, at de ikke har mulighed for at give en anden software og har henvist til abonnementsaftalen, som forbrugeren har indgået. Det fremgår heraf blandt andet:

"Pkt. 13.3.1. Et abonnement på ViasatPlus giver Kunden ret til at gøre brug af såkaldte ”PVR-funktioner”, som findes på visse af de af Viasat godkendte digitale TV-boxe. Abonnement på ViasatPlus forudsætter således, at Kunden har en af Viasat godkendt digital TV-box med PVR-funktionalitet. Kunden kan udnytte PVR-funktionerne, så længe Kunden opretholder sit ViasatPlus abonnement. Ophører Kundens abonnement på ViasatPlus, kan Kunden ikke længere udnytte PVR-funktionerne. Det indebærer bl.a. at Kunden efter abonnementets ophør ikke længere kan afspille optagelser, som Kunden måtte have gemt på en digital TV-boks med PVR funktion.

Pkt. 13.6.2. Kunden kan udnytte HD-funktionen, så længe Kunden opretholder sit ViasatHD-abonnement. Ophører Kundens abonnement på ViasatHD, kan Kunden ikke længere udnytte HD-funktionen. Det indebærer bl.a., at Kunden efter abonnements ophør ikke længere kan se HDkanalerne.”

Nævnet har lagt til grund, at der er foretaget et separat køb af en digitalboks.

Der foreligger en mangel ved salgsgenstanden, hvis sælgeren har forsømt at give køberen oplysning om forhold, der har haft betydning for køberens bedømmelse af genstanden, og som sælgeren kendte eller burde kende. Det er sælgeren, der om nødvendigt skal bevise, at køberen har modtaget oplysningen (købelovens § 76, stk. 1, nr. 3).

Nævnet har videre lagt til grund, at forbrugeren har modtaget abonnementsbetingelserne, og at han har accepteret dem. Da abonnementet er tegnet samtidig med købet af boksen, og da forbrugeren har accepteret vilkårene, mener nævnet, at abonnementsbetingelsernes bestemmelser er gældende for købet af satellitboksen.

Hvorvidt den erhvervsdrivendes oplysningspligt er opfyldt skal herefter afgøres i forhold til abonnementsvilkårene.

For så vidt angår de optagne udsendelser har nævnet lagt vægt på, at vilkårene for PVR-funktionen er klare og tydelige, og at forbrugeren har accepteret abonnementsvilkårene.

For så vidt angår boksens manglende brugbarhed uden et abonnement ved den erhvervsdrivende, er det nævnets opfattelse, at det ikke med tilstrækkelig tydelighed fremgår af den erhvervsdrivendes abonnementsbetingelser, at man med opsigelse af abonnementet samtidig afskæres fra at bruge satellitboksen til at kunne se andre end den erhvervsdrivendes HD-kanaler, herunder ”free to air” kanalerne.

På denne baggrund, mener nævnet, at der foreligger en mangel ved satellitboksen (købelovens § 76, stk. 1, nr. 3). Da manglen samtidig ikke er uvæsentlig, er køberen berettiget til at hæve købet (købelovens § 78, stk. 1, nr. 4).” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Konkurrence- Forbrugerstyrelsen.

Dato for afgørelse:
28-10-2010
 
Lovgrundlag:
Købeloven
 
Sagsnummer:
09/06375
 
Sidst opdateret:   20. januar 2011
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Ikke automatisk returret i butik
Lovgivningen giver dig hverken fortrydelsesret eller returret, når du handler i en butik. Butikken kan dog tilbyde returret, eller du kan aftale med sælgeren, at du kan fortryde købet.
Bon eller kvittering
Bon eller kvittering er dit bevis for, at du har købt og betalt en vare. Du skal bruge din bon eller kvittering, hvis du senere vil klage over varen, eller hvis du vil udnytte en eventuel ret til at fortryde købet.
Tilmeld dig vores nyheder
Få ny viden og vejledning om dine forbrugerrettigheder
 
Ring til Forbrugerhotlinen på 70 13 13 30.

Du kan få vejledning om dine rettigheder som forbruger i forbindelse med køb og salg af varer og tjenesteydelser.

Hotlinen er åben mandag-fredag 9-12 og torsdag 15-19.

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.