En forbruger købte et tv af sin arbejdsgiver til indkøbspris. Efter ca. 7-8 måneder gik tv’et ud under brug og kunne ikke tændes igen. Forbrugeren reklamerede til den erhvervsdrivende, der afviste reklamationen under henvisning til, at virksomheden importerede el-apparater og normalt kun solgte sine produkter en gros.
Forbrugeren indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Da indklagede har bestridt, at det indgåede køb er et forbrugerkøb og dermed en forbrugeraftale, er sagen i første omgang forelagt nævnet til afgørelse af, hvorvidt nævnet er kompetent til at behandle klagen.
Forbrugerkøb er i købelovens § 4 a, stk. 1, defineret således:
”Ved forbrugerkøb forstås et køb, som en køber (forbruger) foretager hos en erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv, når køberen handler uden for sit erhverv. Sælgeren har bevisbyrden for, at købet ikke er et forbrugerkøb.”
Det er ubestridt, at klageren har indkøbt det pågældende tv til privat anvendelse, og at indklagede er erhvervsdrivende.
Da indklagede driver handel med bl.a. salg af tv, har salget af det pågældende tv til klageren stået i forbindelse med indklagedes erhvervsvirksomhed, og dette gælder, uanset at indklagede er en grossistvirksomhed, som normalt ikke sælger til private, og uanset at der er tale om et salg til en medarbejder til indkøbspris. Salget må derfor - uanset de nævnte omstændigheder - anses for at være sket som led i indklagedes erhverv.
Da der således foreligger et forbrugerkøb i købelovens forstand er der tale om en forbrugeraftale, der er undergivet nævnets kompetence.”
Dato for afgørelse:
30-06-2006
Lovgrundlag:
Købeloven, § 4a; Forbrugerklager bekendtgørelse, 2003, § 5
Sagsnummer:
2006-4012/7-662
Sidst opdateret:
19. oktober 2006
Giv din vurdering af denne side