Gå til resume Gå til indhold

Ombytning med fjernsyn der havde været solgt før

Afgørelse

Det påhvilede den erhvervsdrivende at bevise, at fjernsynet forud for ombytningen alene havde været udleveret til en anden kunde som havde udnyttet sin fortrydelsesret.

Gå til indhold

Forbrugeren købte et fjernsyn, som kort efter købet viste sig at have fejl. Den erhvervsdrivende ombyttede derfor fjernsynet tre gange i perioden november 2006 til oktober 2008. Da der stadig var fejl på fjernsynet, tilbød den erhvervsdrivende i december 2008 at ombytte fjernsynet til en anden model. Dette afviste forbrugeren og krævede i stedet købet hævet.

Den erhvervsdrivende tilbød herefter forbrugeren at levere et fjernsyn svarende til det fjernsyn, som forbrugeren oprindeligt havde købt, hvilket forbrugeren accepterede.

Ved modtagelsen af fjernsynet i januar 2009 konstaterede forbrugeren, at fjernsynet ikke var i original emballage og at kanalerne på fjernsynet allerede var indkodet på tysk. Forbrugeren fandt også en kvittering, hvor det fremgik, at fjernsynet i november 2007 var solgt til en kunde i Tyskland. Forbrugeren reklamerede derfor til den erhvervsdrivende over, at fjernsynet var brugt. Den erhvervsdrivende afviste forbrugerens krav om ophævelse under henvisning til, at fjernsynet var nyt, da det tidligere alene havde været solgt til en anden forbruger, som havde udnyttet sin fortrydelsesret og returneret fjernsynet til den erhvervsdrivende. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Da indklagede har taget klagerens tv retur og har tilbudt at ombytte tv’et til et tv af tilsvarende model, lægger nævnet til grund, at tv’et er behæftet med en mangel, jf. herved købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, hvorefter salgsgenstanden lider af en mangel, såfremt genstanden er af en anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end genstanden ifølge aftalen og samtlige de foreliggende omstændigheder skal være.

Det følger af købelovens § 78, stk. 1, nr. 2, at sælgeren i tilfælde af mangler ved den solgte genstand kan ombytte den leverede genstand med en anden genstand, der stemmer overens med aftalen. Det er således en betingelse, at den ombyttede genstand lever op til de krav, der følger af købsaftalen, hvilket vil sige, at der som udgangspunkt kun kan ske ombytning med et identisk, fabriksnyt tv.

Der er mellem parterne enighed om, at tv’et i november 2007 er solgt til en forbruger i Tyskland.

Ifølge indklagedes oplysninger i sagen har den pågældende forbruger udnyttet sin fortrydelsesret og returneret tv’et til indklagedes værksted i Tyskland inden for 14 dage efter leveringen. Forbrugerstyrelsen har under sagens behandling opfordret indklagede til at fremsende dokumentation herfor. Indklagede har imidlertid ikke besvaret Forbrugerstyrelsens henvendelse herom.

Der er enighed om, at tv’et tidligere er solgt til en anden forbruger. Det er på denne baggrund nævnets opfattelse, at det påhviler indklagede at godtgøre, at den tyske forbruger inden for den direktivbestemte fortrydelsesfrist har udnyttet sin fortrydelsesret, og at der således er tale om et nyt tv.

Da indklagede ikke har dokumenteret dette, finder nævnet, at indklagede ikke har godtgjort, at der er sket ombytning med en anden genstand, som stemmer overens med aftalen, og klageren er således ikke forpligtet til at tage imod det leverede tv.

Da indklagede den 13. januar 2009 således fortsat ikke har ombyttet salgsgenstanden med en anden genstand, som stemmer overens med aftalen, finder nævnet, at der ikke er sket ombytning inden rimelig tid, jf. købelovens § 79, og klageren er derfor berettiget til at hæve købet og få købesummen retur, jf. købelovens § 78, stk. 4.”Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen.

Dato for afgørelse:
12-01-2010
 
Lovgrundlag:
Købeloven
 
Sagsnummer:
09/00657
 
Sidst opdateret:   16. februar 2010
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Ikke automatisk returret i butik
Lovgivningen giver dig hverken fortrydelsesret eller returret, når du handler i en butik. Butikken kan dog tilbyde returret, eller du kan aftale med sælgeren, at du kan fortryde købet.
Bon eller kvittering
Bon eller kvittering er dit bevis for, at du har købt og betalt en vare. Du skal bruge din bon eller kvittering, hvis du senere vil klage over varen, eller hvis du vil udnytte en eventuel ret til at fortryde købet.
Tilmeld dig vores nyheder
Få ny viden og vejledning om dine forbrugerrettigheder
 
Ring til Forbrugerhotlinen på 70 13 13 30.

Du kan få vejledning om dine rettigheder som forbruger i forbindelse med køb og salg af varer og tjenesteydelser.

Hotlinen er åben mandag-fredag 9-12 og torsdag 15-19.

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.