Gå til resume Gå til indhold

Tilbud om ombytning med en nyere model

Afgørelse

Den erhvervsdrivende tilbød omlevering med en nyere model. Da modellen ikke stemte overens med det aftalte, var det ikke korrekt omlevering.

Gå til indhold

Forbrugeren købte et fjernsyn. Det blev indleveret til reparation, men den erhvervsdrivende kunne ikke afhjælpe fejlen og tilbød forbrugeren ombytning.

Da den oprindelige model var udgået, tilbød den erhvervsdrivende et fjernsyn af samme fabrikat, men en nyere model. Der var tale om en bedre model, selv om prisen i mellemtiden var faldet. Forbrugeren ville ikke acceptere ombytning og krævede pengene tilbage for købet. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Da det mellem parterne er ubestridt, at tv’et ikke kan repareres, lægger nævnet til grund, at tv’et har været behæftet med en mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, hvorefter der foreligger en mangel, hvis salgsgenstanden er af en anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de foreliggende omstændigheder skal være.

I tilfælde af mangler ved det købte har køberen efter købelovens § 78, stk. 1, som udgangspunkt valget mellem at få afhjulpet manglerne, at få ombyttet varen, at få et afslag i købesummen eller at hæve handlen, hvis manglen er væsentlig.

Sælgeren kan imidlertid afvise køberens krav om ophævelse, såfremt sælgeren tilbyder ombytning eller afhjælpning, jf. købelovens § 78, stk. 3. Det er dog en betingelse, at ombytningen sker med en genstand, som stemmer overens med aftalen, jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 2.

Det fremgår af oplysningerne i sagen, at indklagede har tilbudt klageren, at hun kan få en nyere model af et Grundig tv (Grundig Vision 6-32 DVBT), idet det ikke længere er muligt at fremskaffe det tv, som klageren oprindelig havde købt (Grundig LXW82-5500).

Nævnets flertal (fire nævnsmedlemmer) lægger vægt på, at det tilbudte tv afviger fra det oprindelige i udseendet. Indklagede har derfor ikke tilbudt omlevering med et tv, der stemmer overens med den oprindelige aftale, jf. købeloven § 78, stk. 1, nr. 2.

Et mindretal (et nævnsmedlem) er af den opfattelse, at der er tilbudt korrekt omlevering og kan derfor ikke give klageren medhold.” Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet. Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen.

Dato for afgørelse:
07-10-2009
 
Lovgrundlag:
Købeloven, § 78, stk. 1, nr. 2
 
Sagsnummer:
08/08756
 
Sidst opdateret:   4. marts 2010
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Ikke automatisk returret i butik
Lovgivningen giver dig hverken fortrydelsesret eller returret, når du handler i en butik. Butikken kan dog tilbyde returret, eller du kan aftale med sælgeren, at du kan fortryde købet.
Bon eller kvittering
Bon eller kvittering er dit bevis for, at du har købt og betalt en vare. Du skal bruge din bon eller kvittering, hvis du senere vil klage over varen, eller hvis du vil udnytte en eventuel ret til at fortryde købet.
Tilmeld dig vores nyheder
Få ny viden og vejledning om dine forbrugerrettigheder
 
Ring til Forbrugerhotlinen på 70 13 13 30.

Du kan få vejledning om dine rettigheder som forbruger i forbindelse med køb og salg af varer og tjenesteydelser.

Hotlinen er åben mandag-fredag 9-12 og torsdag 15-19.

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.