Forbrugeren købte et hjemmebiografsystem med tilhørende DVD-afspiller. Det blev indleveret til reparation flere gange, men den erhvervsdrivende kunne ikke afhjælpe fejlen ved DVD-afspilleren og tilbød forbrugeren ombytning.
Da den oprindelige model var udgået, tilbød den erhvervsdrivende et hjemmebiografsystem af samme fabrikat, men en nyere model. Der var tale om en bedre model. Alternativt kunne forbrugeren få tilbagebetalt 4.999 kr. Forbrugeren ville ikke acceptere ombytning og krævede den fulde købesum på 7.999 kr. tilbage. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Da det mellem parterne er ubestridt, at DVD-afspilleren har været defekt ved indleveringen til indklagede, og da indklagede har valgt at tage hjemmebiografsystemet retur, lægger nævnet til grund, at hjemmebiografsystemet har været behæftet med en mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, hvorefter der foreligger en mangel, hvis salgsgenstanden er af en anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de foreliggende omstændigheder skal være.
I tilfælde af mangler ved det købte har køberen efter købelovens § 78, stk. 1, som udgangspunkt valget mellem at få afhjulpet manglerne, at få ombyttet varen, at få et afslag i købesummen eller at hæve handlen, hvis manglen er væsentlig.
Sælgeren kan imidlertid afvise køberens krav om ophævelse, såfremt sælgeren tilbyder ombytning eller afhjælpning, jf. købelovens § 78, stk. 3. Det er dog en betingelse, at ombytningen sker med en genstand, som stemmer overens med aftalen, jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 2.
Det fremgår af oplysningerne i sagen, at indklagede har tilbudt klageren et hjemmebiografsystem af en nyere model, Samsung HT-TX500, idet det ikke længere er muligt for indklagede at fremskaffe et hjemmebiografsystem af den ældre model, HT-P1200, som klageren oprindeligt har købt.
Da hjemmebiografsystemet skal indgå som en del af møblementet i klagerens hjem, lægger nævnets flertal (fire nævnsmedlemmer) vægt på, at det tilbudte hjemmebiografsystem afviger fra det oprindelige hjemmebiografsystem i udseendet. Nævnsmedlemmerne lægger desuden vægt på, at den medfølgende DVD-afspiller til det tilbudte hjemmebiografsystem ikke har samme tekniske specifikationer som den medfølgende DVD-afspiller til det oprindelige hjemmebiografsystem, idet DVD-afspilleren ikke kan afspille visse typer diske, som den oprindelige afspiller kan afspille.
Et mindretal (et nævnsmedlem), er af den opfattelse, at der alene kan lægges vægt på den omstændighed, at den medfølgende DVD-afspiller til det tilbudte hjemmebiografsystem ikke har samme tekniske specifikationer som den medfølgende DVD-afspiller til det oprindelige hjemmebiografsystem.
På denne baggrund er det nævnets opfattelse, at indklagede ikke har tilbudt omlevering med et hjemmebiografsystem, som stemmer overens med aftalen, jf. købeloven § 78, stk. 1, nr. 2, og at klageren derfor er berettiget til at hæve købet, jf. købelovens § 78, stk. 1, jf. § 78, stk. 3.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen.