Gå til resume Gå til indhold

Fortrydelse af køb af tv reserveret på den erhvervsdrivendes hjemmeside

Afgørelse

En aftalt fortrydelsesret blev fortolket i lyset af forbrugeraftalelovens regler om fortrydelsesret. Den erhvervsdrivende kunne derfor ikke betinge den aftalte fortrydelsesret af, at varen ikke var taget i brug.

Gå til indhold

En forbruger reserverede et tv på den erhvervsdrivendes hjemmeside. Tv’et blev herefter afhentet og betalt i den erhvervsdrivendes forretning. Få dage senere kontaktede forbrugeren den erhvervsdrivende og oplyste, at hun ønskede at returnere tv’et, da det ikke var muligt at registrere produktet på producentens hjemmeside, og forbrugeren havde problemer med at indstille kanalerne. Den erhvervsdrivende afviste at tage tv’et retur med henvisning til deres betingelser for fortrydelse, da forbrugeren havde taget tv’et i brug. Endvidere henviste den erhvervsdrivende til, at der ikke var tale om et fjernsalg. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Denne sag drejer sig om, hvorvidt forbrugeren er berettiget til at fortryde sit køb af et Samsung tv, som hun reserverede på den erhvervsdrivendes hjemmeside.

Forbrugeren har oplyst, at hun den 8. november 2009 via den erhvervsdrivendes hjemmeside reserverede et Samsung tv til 2.995 kr. Hun afhentede tv’et i supermarkedet den 12. november 2009 og betalte for tv’et ved afhentningen. Forbrugeren konstaterede, at det ikke var muligt at registrere produktet på Samsungs hjemmeside, hvorfor hun rettede henvendelse til den erhvervsdrivende den 14. november 2009 og fik oplyst, at produktet var parallelimporteret. Forbrugeren oplyste over for den erhvervsdrivende, at hun ønskede at fortryde sit køb. Forbrugeren har oplyst, at hun har sat tv’et på foden og forsøgt at installere kanaler. Da hun fortrød købet, pakkede hun tv’et i kassen og har ikke brugt det siden.

Forbrugeren har oplyst, at hun troede, at der var tale om et fjernsalg, og at hun derfor havde 14 dages fortrydelsesret.

Den erhvervsdrivende gør gældende, at der ikke er tale om et fjernsalg. Den erhvervsdrivende har afvist at tage tv’et retur med henvisning til deres vilkår for fortrydelse, da tv’et var taget i brug. Den erhvervsdrivende har over for Forbrugerstyrelsen oplyst, at betingelserne for returnering af varer reserveret via hjemmesiden følger butikkernes almindelige fortrydelsesret, som lyder: ”Fortrydes et køb i en butik, refunderes eller byttes varen inden for 14 dage (gælder ikke for fødevarer - herunder frugt & grønt). Alt, hvad vi beder om, er, at du medbringer din kvittering samt den ubrugte vare i den originale emballage. På computere, mobiltelefoner og andre plomberede produkter skal plomberingen desuden være intakt.” Betingelserne findes på hjemmesiden.

Det fremgår af sagens bilag, at forbrugeren har meddelt den erhvervsdrivende, at hun ønskede at fortryde sit køb inden for 14 dage.

Nævnets sagkyndige har oplyst, at tv’et ud fra det oplyste kan tilbageleveres i væsentlig samme stand og mængde. Nævnets sagkyndige har oplyst, at tv’et må betragtes som brugt i samme omfang som en demomodel.

Der er tale om fjernsalg, når aftale om køb indgås ved brug af fjernkommunikation, uden at forbrugeren og den erhvervsdrivende mødes fysisk. Det er yderligere en betingelse, at aftalen indgås som led i et system for fjernsalg, som drives af den erhvervsdrivende (forbrugeraftalelovens § 4).

Nævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at varen alene er reserveret på hjemmesiden, og at forbrugeren kunne annullere sin reservation helt frem til betalingen i butikken. Parterne mødes således fysisk, inden købsaftalen egentlig indgås. På den baggrund er det nævnets opfattelse, at der ikke er tale om fjernsalg i lovens forstand.

Derfor har forbrugeren som udgangspunkt ikke fortrydelsesret efter forbrugeraftalelovens regler.

Nævnet er imidlertid af den opfattelse, at købet for forbrugeren fremtræder som et fjernsalg, idet hjemmesidens udseende ligner andre hjemmesider vedrørende fjernsalg til forveksling. Nævnet har i den vurdering bl.a. lagt vægt på, at hjemmesiden bruger begreber som ”Varekurven”, og at forbrugeren skal acceptere en række betingelser som ved fjernsalg. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at hjemmesiden anvender e-mærket. Endvidere oplyser den erhvervsdrivende ikke om, at der ikke er tale om fjernsalg. Under disse omstændigheder finder nævnet, at den erhvervsdrivendes betingelser for fortrydelsesretten må fortolkes i lyset af reglerne om fortrydelsesret i forbrugeraftaleloven.

Det er efter forbrugeraftaleloven en betingelse for at udnytte fortrydelsesretten, at det modtagne kan tilbagegives til den erhvervsdrivende i væsentlig samme stand og mængde, som da forbrugeren modtog varen (forbrugeraftalelovens § 20, stk. 1). At køberen har taget varen i brug er derfor som hovedregel ikke i sig selv til hinder for, at fortrydelsesretten kan gøres gældende.

Nævnet har lagt til grund, at forbrugeren alene har søgt efter kanaler på tv’et og ikke i yderligere omfang brugt tv’et. Nævnet finder ikke grundlag for at antage, at forbrugeren har brugt tv’et i videre omfang, end hun har angivet. Derfor kan forbrugeren aflevere tv’et i væsentlig samme stand og mængde, og hun har dermed ret til at fortryde sit køb.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Dato for afgørelse:
29-09-2010
 
Lovgrundlag:
Forbrugeraftaleloven
 
Sagsnummer:
09/07661
 
Sidst opdateret:   18. januar 2011
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
  • Udskriv Udskriv
  • Send Send
  • RSS RSS
  • Abonnér Abonnér