"En forbruger købte et fjernsyn til 6.999 kr. hos den erhvervsdrivende, som samtidig gav en 14 dages prisgaranti med ordlyden: ”Køber du en vare i (..) til mere end kr. 1000,- og ser den samme vare annonceret til en lavere pris inden 14 dage hos en af vores konkurrenter, kan du nyde godt af (..)´s prisgaranti.”
Dagen efter købet opdagede forbrugeren, at et fjernsyn af samme mærke og model blev annonceret til salg for 5.555 kr. hos Metro, og rettede derfor henvendelse til den erhvervsdrivende for at udnytte prisgarantien. Den erhvervsdrivende afviste imidlertid forbrugerens krav under henvisning til, at Metro var en engrosvirksomhed og derfor ikke kunne betragtes som en konkurrent.
Forbrugeren valgte efterfølgende at indbringe sagen for Forbrugerklagenævnet, som traf følgende afgørelse:
”Klageren købte hos indklagede et tv, der var omfattet af nedennævnte prisgaranti.
Klageren så inden for garantiperioden samme type tv annonceret hos Metro til en pris, der var l.444 kr. lavere end indklagedes. Hun krævede herefter prisforskellen udbetalt.
Prisgarantien har følgende ordlyd:
”14 dages prisgaranti: Køber du en vare i [navnet] til mere end kr. 1.000,- og ser den samme vare annonceret til en lavere pris inden 14 dage fra købet hos en af vores konkurrenter, kan du nyde godt af [navnet]’s prisgaranti. Det betyder, at du får tilbagebetalt prisforskellen. Det eneste du skal gøre er at medbringe konkurrentens annonce eller katalog sammen med din kvittering. Prisgarantien gælder ikke mobiltelefoner, paraboludstyr, køtilbud, varer i begrænset antal, varer udbudt på internettet og åbningstilbud. Endelig skal vores konkurrent også have varen på lager, når du viser os annoncen.”
Indklagede har afvist klagerens krav om udbetaling af prisdifferencen med den begrundelse, at Metro ikke hører til kredsen af indklagedes konkurrenter, idet Metro ikke udbyder varer i detailsalg, men sælger en gros til detailhandlende.
I prisgarantien er det ikke nærmere fastlagt, hvad der skal forstås ved ”konkurrenter”. Nævnet finder, at der herved må forstås andre erhvervsdrivende, som inden for samme geografiske område forhandler samme varetyper som indklagede, og som henvender sig til i det væsentlige samme kundegrupper.
Nævnet finder, at det er almindelig kendt, at erhvervsdrivende og private forbrugere hos Metro kan købe varer til eget brug, idet Metro i et vist omfang udbyder varer i detailsalg, jfr. således Højesterets dom af 27. juni 1977 (U.1977.670H) og Højesterets dom af 27. juni 1989 (U.1989.847H). Metro anses herefter for med hensyn til salg af tv-apparater i forhold til indklagede at være ”konkurrent” i prisgarantiens forstand.”
Nævnet finder derfor at klageren har krav på at få udbetalt prisdifferencen på 1.444 kr. i henhold til prisgarantien. Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav fra 30 dage efter det tidspunkt, hvor forbrugeren havde afsendt sit tilbagebetalingskrav til den erhvervsdrivende.
Sidst opdateret:
7. marts 2006