Forbrugerklagenævnet har truffet følgende afgørelse
De erhvervsdrivende skal inden 30 dage fra forkyndelsestidspunktet betale 12.500 kr. til forbrugeren. Beløbet forrentes med rentelovens rentesats fra den 28. juni 2010. Forbrugeren skal tilbagelevere tv’et af mærket Panasonic, model TX-37LZD80F, serienr. %NF+8233753.
De erhvervsdrivende skal betale 4.200 kr. til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til dækning af sagsomkostninger. Beløbet skal betales senest 30 dage efter datoen for udsendelse af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens opkrævning af beløbet.
Nævnets afgørelse uddybes i afsnittet ”Nævnets begrundelse for afgørelsen” nedenfor.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tilbagebetaler klagegebyret på 160 kr. til forbrugeren.
Nævnets begrundelse for afgørelsen
Denne sag drejer sig om, hvorvidt forbrugeren ved købet af et Full HD tv den 14. august 2008 havde en berettiget forventning om, at det købte tv ville kunne vise tv-kanaler i HD.
Der er mellem forbrugeren og de erhvervsdrivende enighed om, at tv’et er et Full HD tv.
Forbrugeren har oplyst, at han har betalt 12.500 kr. for tv’et. Forbrugeren har tillige oplyst, at han på købstidspunktet modtog sit tv-signal fra Grindsted Fællesantenne, hvilket de erhvervsdrivende var bekendt med, da de installerede tv’et i forbindelse med købet. Forbrugeren har endvidere oplyst, at der ikke på købstidspunktet blev diskuteret egentlige tekniske specifikationer, men at han fik indtryk af, at hvis man betalte en noget højere pris for et tv, der var Full HD frem for et tv, der var HD Ready, var tv’et fremtidssikret.
Forbrugeren har krævet ophævelse af købet.
De erhvervsdrivende har afvist forbrugerens krav med henvisning til de ikke på købstidspunktet var klar over, at det ville blive normalt at modtage tv i DVB-C MPEG4 format. Ved købet blev forbrugeren anbefalet et HD Ready tv, fordi det ville give ham mulighed for at tilslutte alle former for eksterne modtagerbokse. De erhvervsdrivende har endvidere oplyst, at de ikke har lovet forbrugeren, at tv’et var fremtidssikret.
Der foreligger en mangel ved salgsgenstanden, hvis genstanden i øvrigt er af anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de foreliggende omstændigheder skulle være (købelovens § 76, stk. 1, nr. 4).
Flertallets opfattelse
Tre nævnsmedlemmer har lagt til grund for afgørelsen, at forbrugeren i sit valg af tv lagde vægt på, at tv’et var Full HD og ikke kun HD Ready.
Disse nævnsmedlemmer mener, at hvis man som forbruger køber et Full HD tv, har man en berettiget forventning om, at tv’et kan modtage kanaler i HD uden tilslutning af en ekstern modtagerboks, idet det ikke kan anses som almindelig kendt, at betegnelsen Full HD alene relaterer sig til skærmopløsningen.
Det er på baggrund heraf disse nævnsmedlemmers opfattelse, at tv’et er af en ringere brugbarhed end forbrugeren kunne forvente, og disse nævnsmedlemmer anser derfor tv’et for mangelfuldt (købelovens § 76, stk. 1, nr. 4).
Forbrugeren har krævet ophævelse af købet. Efter købelovens bestemmelser kræver dette, at manglen ikke kan anses for uvæsentlig (købelovens § 78, stk. 1, nr. 4).
Henset til at forbrugeren ifølge disse nævnsmedlemmer har haft en berettiget forventning om, at tv’et kunne modtage kanaler i HD, mener disse medlemmer, at manglen ikke er uvæsentlig. Forbrugeren er herefter berettiget til at hæve købet og få købesummen retur mod udlevering af tv’et til de erhvervsdrivende (købeloven § 78, stk. 1, nr. 4).
Mindretallets opfattelse
To nævnsmedlemmer er ikke enige med flertallet i, at en forbruger kan have en berettiget forventning om at kunne se digitale kanaler i HD alene på baggrund af, at forbrugeren har købt et Full HD tv.
Disse nævnsmedlemmer mener, at det på købstidspunktet var almindelig kendt, at Full HD relaterer sig til skærmopløsningen og ikke til, hvorvidt tv’et kan modtage kanaler i HD. Disse nævnsmedlemmer anser således ikke tv’et for mangelfuldt.
Disse medlemmer mener dog, at afgørelse af sagen bør udsættes med henblik på indhentelse af oplysninger om, hvilken kontrakt forbrugeren har med sin antenneforening, og hvilke kanaler han kan modtage. Det bør tillige oplyses, om antenneforeningen kun sender frie kanaler videre, om foreningen har betalingskanaler i udbuddet, og om kanalerne i så fald modtages krypteret eller ej. Endvidere mener disse medlemmer, at der bør indgå en nærmere beskrivelse af forbrugerens problem, herunder hvilke kanaler han ikke kan modtage.
I overensstemmelse med flertallets opfattelse er forbrugeren berettiget til at hæve købet.
Renteberegning, omkostninger og tilbagebetaling af klagegebyr
Renten beregnes efter den rentesats, der fremgår af rentelovens § 5, stk. 1 og 2. Renten beregnes i medfør af rentelovens § 3, stk. 2, fra den 28. juni 2011, som er 30 dage efter den dag, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen sendte forbrugerens klageformular til de erhvervsdrivende, og indtil de erhvervsdrivende efterlever nævnets afgørelse ved at betale det skyldige beløb til forbrugeren.
Beregning af omkostninger følger af forbrugerklagelovens § 17, stk. 1, sammenholdt med § 2 i bekendtgørelse om gebyrer og omkostninger ved Forbrugerklagenævnet.
Tilbagebetaling af klagegebyr følger af § 16, stk. 1, i lov om forbrugerklager.