Gå til resume Gå til indhold

Køb af fjernsyn

Afgørelse

Den erhvervsdrivende burde have oplyst forbrugeren om, at fjernsynet kun kunne modtage kanaler udsendt i standarden MPEG-2. Fjernsynet blev anset for mangelfuldt. Afgørelsen handler om en forbruger, der modtog signal via egen antenne.

Gå til indhold

En forbruger, der i januar 2008 havde købt et fjernsyn, opdagede i oktober 2008, at fjernsynets indbyggede digitale tuner kun kunne modtage kanaler udsendt i standarden MPEG-2 og ikke i MPEG-4 standarden.

Da forbrugeren via sin egen antenne kun kunne modtage kanaler udsendt i MPEG-2 standard og da Public Service kanalerne fra 1. januar 2012 ville blive udsendt i standarden MPEG-4, ville fjernsynet være uanvendeligt efter 31. december 2011.

Forbrugeren reklamerede derfor til den erhvervsdrivende, da hun forinden købet havde oplyst, at hun ønskede at købe et fjernsyn, som kunne modtage kanaler udsendt i digitalt signal.

Den erhvervsdrivende afviste reklamationen, da fjernsynet var udstyret med en indbygget digital tuner, som kunne modtage kanaler udsendt i MPEG-2 standard. Den erhvervsdrivende havde i forbindelse med købet givet forbrugeren samtlige oplysninger vedrørende fjernsynet, som han på købstidspunktet var bekendt med. Endvidere kunne forbrugeren modtage kanaler udsendt i MPEG-4 standard ved at tilslutte fjernsynet en Set-Top Box. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Det er mellem parterne ubestridt, at tv’ets indbyggede digitale tuner alene kan modtage kanaler udsendt i komprimeringsstandarden MPEG-2.

Det fremgår af den sagkyndiges udtalelse, at Public Service kanalerne alene frem til 31. december 2011 vil blive udsendt i komprimeringsstandarden MPEG-2, og at kanalerne herefter vil blive udsendt i standarden MPEG-4.

Desuden fremgår, at tv’et kan tilsluttes en såkaldt Set-Top Box, og at det herved vil være muligt at se kanaler, som udsendes i komprimeringsstandarden MPEG-4.

Endelig fremgår, at tilslutningen af en sådan ekstern Set-Top Box ikke vil indebære kvalitetsmæssige forskelle eller lignende i forhold til et tv med en indbygget digital tuner, som kan modtage kanaler udsendt i komprimeringsstandarden MPEG-4, men at en ekstern boks vil indebære en betjeningsmæssig forringelse, idet boksen har egen fjernbetjening.

I overensstemmelse med den sagkyndiges udtalelse lægger nævnet til grund, at indklagede har været eller bør have været bekendt med den omstændighed, at tv’et ikke kan modtage kanaler udsendt i komprimeringsstandarden MPEG-4, og med det forhold, at Public Service kanalerne fra 1. januar 2012 vil blive udsendt i standarden MPEG-4.

Da det kun vil være muligt for klageren at se kanaler udsendt i komprimeringsstandarden MPEG-4, såfremt klageren afholder udgiften til en såkaldt ekstern Set-Top Box, og da tilslutningen af en ekstern boks vil indebære en betjeningsmæssig forringelse, lægger nævnet desuden til grund, at der er tale om et forhold, som ved købets indgåelse har været af væsentlig betydning for klageren.

Henset hertil, og da det ikke for en forbruger er åbenbart, at der er tale om et tv, som alene kan modtage kanaler udsendt i komprimeringsstandarden MPEG-2, er det nævnets opfattelse, at det påhviler indklagede at oplyse klageren herom samt at sikre sig bevis for, at behørig oplysning herom er givet.

Da det er ubestridt, at klageren ikke ved købets indgåelse er blevet oplyst om, at der er tale om et tv, som alene kan modtage kanaler udsendt i komprimeringsstandarden MPEG-2, og da dette ikke for en forbruger er åbenbart, finder nævnet, at tv’et er af en ringere beskaffenhed og brugbarhed, end klageren ifølge aftalen og de foreliggende omstændigheder med rette kan forvente.

På denne baggrund finder nævnet, at tv’et er mangelfuldt, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 3 og 4. Nævnet finder dog, at manglen ikke kan betegnes som væsentlig, og klageren er derfor ikke berettiget til at hæve købet, jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 4. Klageren har i stedet krav på at få et passende afslag i købesummen, jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 3, som passende findes at kunne fastsættes til 500 kr.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen.

Dato for afgørelse:
29-06-2009
 
Lovgrundlag:
Købeloven
 
Sagsnummer:
08/08394
 
Sidst opdateret:   3. december 2009
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give