Gå til resume Gå til indhold

Køb af tv uden DVB-C MPEG4 modtager – forbrugeren havde krav på et afslag i prisen

Afgørelse

Den erhvervsdrivende skulle oplyse forbrugeren om, at tv’et ikke kunne modtage alle digitale tv-kanaler via kabel-tv, da tv’et ikke kunne modtage kanaler i HD. Da den erhvervsdrivende ikke kunne bevise, at den erhvervsdrivende havde gjort dette, kunne forbrugeren få et afslag i prisen på 500 kr. Afgørelsen vedrører en forbruger, der modtog sit tv-signal via kabel-tv.

Gå til indhold

En forbruger, der i januar 2009 havde købt et tv til ca. 8.800 kr., reklamerede i november 2009 til den erhvervsdrivende over, at tv’et ikke kunne modtage alle digitale tv-kanaler via kabel-tv, da tv’et ikke kunne modtage kanaler i HD.

Den erhvervsdrivende afviste forbrugerens krav om tilbagebetaling af købesummen eller levering af en DVB-C MPEG4 modtager under henvisning til, at den erhvervsdrivende ved købet havde oplyst forbrugeren om dette. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Denne sag drejer sig om, hvorvidt den erhvervsdrivende i forbindelse med forbrugerens køb af et tv den 17. januar 2009 burde have oplyst, at tv’et ikke ville kunne modtage alle digitale tv-kanaler via kabel-tv, da tv’et ikke ville kunne modtage kanaler i HD, og om den erhvervsdrivende i så fald kan bevise, at forbrugeren ved købet modtog oplysningen.

Der er mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende enighed om, at tv’et har indbygget DVB-T/C MPEG2 modtager.

Forbrugeren har oplyst, at han i forbindelse med købet meddelte den erhvervsdrivende, at han ønskede at købe et tv med indbygget DVB-C MPEG4 modtager, og at den erhvervsdrivende i denne forbindelse oplyste, at tv’et havde indbygget digital modtager af denne type.

Den erhvervsdrivende har afvist, at den erhvervsdrivende i forbindelse med købet lovede forbrugeren, at tv’et havde indbygget DVB-C MPEG4 modtager. Den erhvervsdrivende har oplyst, at forbrugeren i forbindelse med købet modtog oplysning om, at tv’et havde indbygget DVB-T/C MPEG2 modtager. Den erhvervsdrivende har henvist til, at den erhvervsdrivende fra december 2008 har gennemgået og udleveret en informationsfolder om digitalt tv inden kundens køb af tv, hvilket er anført på købskvitteringen.

Forbrugeren har hertil oplyst, at den erhvervsdrivende ikke gennemgik en informationsfolder om digitalt tv med ham, og at han heller ikke fik informationsfolderen udleveret i forbindelse med købet af tv’et.

Der foreligger en mangel ved salgsgenstanden, hvis sælgeren har forsømt at give køberen oplysning om forhold, der har haft betydning for køberens bedømmelse af genstanden, og som sælgeren kendte eller burde kende. Det er sælgeren, der om nødvendigt skal bevise, at køberen har modtaget oplysningen (købelovens § 76, stk. 1, nr. 3).

Flertallets opfattelse:

Tre medlemmer udtaler, at den erhvervsdrivende ved købet den 17. januar 2009 burde have oplyst forbrugeren om, et tv med indbygget DVB-T/C MPEG2 modtager ikke ville kunne modtage alle digitale kanaler, herunder kanaler i HD, via kabel-tv, og at et tv med indbygget DVB-T/C MPEG2 modtager derfor skulle suppleres med en ekstern modtagerboks, hvis forbrugeren via kabel-tv skulle kunne se samtlige digitale tv-kanaler.

Disse medlemmer har lagt vægt på, at Brancheforum Digitale Medier (BDM) i december 2008 udgav en informationsfolder om digitalt tv målrettet til butikkerne. Informationsfolderen blev udsendt sammen med branchemagasinet om forbrugerelektronik, ”DIGITALT”, der som modtagere blandt andre har radio-, tv-, foto-, it- og computerforhandlere og deres ansatte. Det blev oplyst i informationsfolderen, at det ved hjælp af en digital modtagerboks eller et tv med indbygget digital modtager var muligt at modtage digitalt tv via kabel-tv. Det blev desuden præciseret, at modtagerboksen eller den indbyggede modtager skulle være af typen DVB-C, og at udstyr til andre modtageformer ikke kunne benyttes til at modtage digitalt tv via kabel-tv. Endelig blev det oplyst i informationsfolderen, at samtlige digitale kanaler, herunder kanaler i HD, udsendt via kabel-tv kun ville kunne modtages med en MPEG4 modtager.

Hertil kommer, at den erhvervsdrivende selv udarbejdede en informationsfolder om digitalt tv, som ifølge den erhvervsdrivendes egne oplysninger i sagen blev udleveret fra december 2008. Af informationsfolderen fremgik, at forbrugeren via en DVB-C modtager i form af en boks eller indbygget i tv’et ville kunne modtage digitalt tv via kabel-tv, men at udsendelser i HD kun ville kunne modtages med en DVB-C MPEG4 modtager.

Disse medlemmer mener derfor, at en erhvervsdrivende i hvert fald fra januar 2009 vidste eller burde vide, at et tv med indbygget DVB-T/C MPEG2 modtager ikke ville kunne modtage alle digitale kanaler, herunder kanaler i HD, via kabel-tv.

Oplysningen om begrænsningen i tv’ets anvendelse må anses for at have haft betydning for forbrugerens bedømmelse af tv’et. Forbrugeren kunne med oplysningen have foretaget en korrekt vurdering af tv’ets pris og funktionalitet, herunder af, hvad de fremtidige udgifter til køb og drift af en ekstern modtagerboks ville være, og hvilken betjeningsmæssig betydning det ville have, at der blev tilsluttet en ekstern modtagerboks med egen fjernbetjening. Med de fornødne oplysninger til rådighed kunne forbrugeren derfor have valgt enten at foretage købet og senere afholde udgiften til en modtagerboks, i stedet at købe et andet tv eller helt at udskyde sit køb af et nyt tv. Det er således ikke afgørende for oplysningens betydning for forbrugerens bedømmelse, om forbrugeren på købstidspunktet kunne have købt et tv med indbygget DVB-C MPEG4 modtager, eller hvad tv’et i givet fald ville have kostet.

Da det endvidere ikke kan anses for at have været åbenbart for en forbruger, at et tv med indbygget DVB-T/C MPEG2 modtager ikke ville kunne modtage alle digitale kanaler via kabel-tv, foreligger der en mangel (købelovens § 76, stk. 1, nr. 3).

Den omstændighed, at det på købskvitteringen er anført ” NYSIGNAL FOLDER NY SIGNAL UDLEVERET”, er mod forbrugerens benægtelse af, at forbrugeren fik en informationsfolder om digitalt tv udleveret, ikke tilstrækkeligt bevis for, at den erhvervsdrivende før købet oplyste forbrugeren om, at et tv med indbygget DVB-T/C MPEG2 modtager ikke ville kunne modtage alle digitale kanaler via kabel-tv.

Forbrugeren har fremsat krav om afhjælpning i form af levering af en DVB-C MPEG4 modtagerboks af mærket Samsung, omlevering eller ophævelse af købet.

Efter købelovens bestemmelser kan køberen kun forlange købet ophævet, hvis manglen ikke kan anses for uvæsentlig (købelovens § 78, stk. 1, nr. 4).

Da tv’et har indbygget DVB-T/C MPEG2 modtager, kan tv’et modtage digitale kanaler via kabel-tv med undtagelse af de kanaler, som kun sendes i HD. Under hensyn hertil mener disse medlemmer, at manglen må anses for uvæsentlig, og at forbrugeren derfor ikke er berettiget til at hæve købet. Forbrugeren er herefter berettiget til et passende afslag i købesummen, som skønsmæssigt fastsættes til 500 kr. (købelovens § 78, stk. 1, nr. 3).

Mindretallets opfattelse:

Et nævnsmedlem (to stemmer) lægger til grund, at sagen handler om et DVB-T/C HD-Ready tv med fuld HD opløsning og en MPEG2 modtager. Det betyder, at forbrugeren ikke uden en MPEG4 boks kan modtage programmer i HD, f.eks. DR HD.

Forbrugeren har reklameret over, at han ikke som lovet har fået et tv med MPEG4. Da den erhvervsdrivende har bestridt, at dette er tilfældet, kan det ikke lægges til grund, at dette var aftalen. Derfor handler sagen om, hvorvidt den erhvervsdrivende har opfyldt sin loyale oplysningspligt.

Det er dette medlems opfattelse, at det må anses for overvejende sandsynligt, at den loyale oplysningspligt er opfyldt ved, at den erhvervsdrivende har rådgivet forbrugeren korrekt. Den erhvervsdrivende har med faste rutiner sikret, at virksomhedens informationsfolder gennemgås og udleveres til kunden. Overholdelse af rutinen om udlevering og gennemgang af folderen sikres yderligere ved, at salgsmedarbejderen på salgsarealet i forbindelse med handlens indgåelse af den terminal, hvor salgsmedarbejderen undersøger varens tilgængelighed mv., bliver mindet om informationsfolderen. Det er derfor overvejende sandsynligt, at oplysningerne og folderen er givet til forbrugeren før købet. Køb af tv er imidlertid ganske kompliceret for mange kunder, og der er mange tekniske forhold, der skal afklares i dialogen mellem sælger og kunde, som ofte omfatter gennemgang af flere tekniske løsninger i andre apparater, end det handlen ender med. Da der samtidig følger mange papirer med et sådant salg, navnlig brugsanvisninger mv., anser dette nævnsmedlem, det for mere sandsynligt, at kunden ved sin reklamation ti måneder efter købet ikke længere mindes, at folderen har været gennemgået og udleveret inden aftalens indgåelse.

Derfor anser dette nævnsmedlem det for godtgjort, at folderen er gennemgået og udleveret inden aftalens indgåelse.

Dette nævnsmedlem bemærker, at det efter nævnsmedlemmets opfattelse ikke er usandsynligt, at forbrugeren har henvendt sig om køb af et MPEG4 tv. Når købet ender med et MPEG2 tv, skyldes dette, at sælgeren hos den erhvervsdrivende korrekt har rådgivet om, at det var økonomisk fordelagtigt at købe et MPEG2 tv med senere tilkøb af en MPEG4 boks. Der var på dette tidspunkt betydelige prisforskelle, ofte op til det dobbelte, eller med andre ord så betydelige prisforskelle, at det må anses for usandsynligt, at en forbruger ville vælge et MPEG4 tv. Det må derfor anses for overvejende sandsynligt, at forbrugeren på grund af prisforskellene har valgt at købe MPEG2 modellen. Samtidig med købet af tv’et køber forbrugeren et YouSee programkort, som, jf. den udleverede folder, er nødvendigt for forbrugeren for at kunne se digitalt tv. Forbrugeren kan dog ikke ved hjælp af programkortet se tv i HD, som forbrugeren har fravalgt på købstidspunktet, idet forbrugeren ville vente til f.eks. DR HD kom til efteråret. Forbrugeren har således ikke har valgt kanaler i HD i sin programpakke hos YouSee. Forbrugeren kunne på købstidspunktet og kan stadig købe en ekstern MPEG4 boks fra YouSee, der gør det muligt at se DR HD og andre kanaler i HD. Forbrugeren kunne med fordel udskyde købet af boksen i 10 måneder, dels fordi forbrugeren ikke skulle bruge boksen i denne periode, dels fordi det ikke kunne udelukkes, at prisen for boksen ville falde i perioden. Derfor peger valget af et DVB-T/C tv med MPEG2 også i retning af, at forbrugeren har fået den korrekte rådgivning og har valgt at udskyde købet af boksen af de nævnte grunde. Som tidligere anført er der gået ti måneder fra købet til reklamationen, og det er derfor forståeligt, at forbrugeren kan have glemt denne rådgivning og dermed årsagen til, at forbrugeren alligevel ikke købte et MPEG4 tv.

Dette nævnsmedlem bemærker videre, at sagen burde have været udsat med henblik på at indhente oplysninger om prisforskellen mellem den købte model og den tilsvarende model i MPEG4, som kan have været så høj, at det også af den grund må anses for overvejende sandsynligt, at forbrugeren har fravalgt MPEG4 tv’et, og stemmer derfor for, at sagen udsættes.”

Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet. Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav.

Dato for afgørelse:
08-09-2010
 
Lovgrundlag:
Købeloven
 
Sagsnummer:
09/07664
 
Sidst opdateret:   10. september 2010
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
  • Udskriv Udskriv
  • Send Send
  • RSS RSS
  • Abonnér Abonnér
 
Rejse med kæledyr
Her kan du læse om, hvilke dyr der defineres som kæledyr, og hvilke regler, du skal kende, når du rejser med dem.
Der gælder særlige regler for det, der hedder pakkerejser. Nogle pakkerejser er sat sammen af bureauer, men du kan også selv sammensætte din rejse, så du er dækket af reglerne for pakkerejser.
Din oplysningspligt
Du har som erhvervsdrivende pligt til at give kunden en række oplysninger om din virksomhed, om varen og om kundens fortrydelsesret.
Video: Sådan handler du trygt på nettet i EU
I denne video får du en række gode råd til, hvordan du kan kigge webbutikkerne efter i sømmene, når du handler på nettet i EU.
Tilmeld dig vores nyheder
Få ny viden og vejledning om dine forbrugerrettigheder
 
Ring til Forbrugerhotlinen på 70 13 13 30.

Du kan få vejledning om dine rettigheder som forbruger i forbindelse med køb og salg af varer og tjenesteydelser.

Hotlinen er åben mandag-fredag 9-12 og torsdag 15-19.

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.