Gå til resume Gå til indhold

Køb af tv uden DVB-C modtager – forbrugeren havde krav på et afslag i prisen

Afgørelse

Den erhvervsdrivende burde have oplyst forbrugeren om, at tv’et ikke kunne modtage digitalt tv via kabel-tv. Forbrugeren kunne få et afslag i prisen på 500 kr. Afgørelsen vedrører en forbruger, der modtog sit tv-signal via kabel-tv.

Gå til indhold

En forbruger, der i marts 2009 havde købt et tv til ca. 3.300 kr., reklamerede i december 2009 til den erhvervsdrivende over, at tv’ets indbyggede digitale modtager ikke kunne modtage digitalt tv via kabel-tv.

Den erhvervsdrivende afviste forbrugerens krav om tilbagebetaling af købesummen. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Denne sag drejer sig om, hvorvidt den erhvervsdrivende i forbindelse med forbrugerens køb af et tv den 17. marts 2009 burde have oplyst, at tv’et ikke ville kunne modtage digitalt tv via kabel-tv.

Der er mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende enighed om, at tv’et har indbygget DVB-T MPEG4 modtager, og at tv’et ikke har indbygget DVB-C modtager.

Forbrugeren har oplyst, at han bestilte tv’et på den erhvervsdrivendes hjemmeside uden at have direkte kontakt med den erhvervsdrivende. Forbrugeren har desuden oplyst, at han købte tv’et, fordi det fremgik af hjemmesidens specifikationer om tv’et, at tv’et var ”digital+monitor”, og at det ikke fremgik af oplysningerne på hjemmesiden, at tv’et kun havde indbygget DVB-T modtager. Forbrugeren har endelig oplyst, at han ikke læste oplysningerne under ”videoindgang”, da han skulle bruge tv’et til at se fjernsyn på.

Den erhvervsdrivende har afvist at have lovet forbrugeren eller at have oplyst på hjemmesiden, at tv’et havde indbygget DVB-C modtager. Den erhvervsdrivende har oplyst, at den erhvervsdrivende i forbindelse med købet oplyste forbrugeren om, at tv’et havde DVB-T tuner. Desuden har den erhvervsdrivende anført, at der ikke var oplysninger på hjemmesiden om, at tv’et understøttede DVB-C, hvilket også fremgik af specifikationerne under punktet ”videoindgang” på hjemmesiden.

Der foreligger en mangel ved salgsgenstanden, hvis sælgeren har forsømt at give køberen oplysning om forhold, der har haft betydning for køberens bedømmelse af genstanden, og som sælgeren kendte eller burde kende. Det er sælgeren, der om nødvendigt skal bevise, at køberen har modtaget oplysningen (købelovens § 76, stk. 1, nr. 3).

Flertallets opfattelse:

Tre medlemmer udtaler, at den erhvervsdrivende i forbindelse med købet den 17. marts 2009 på sin hjemmeside burde have oplyst, at et tv med indbygget DVB-T modtager ikke ville kunne modtage digitalt tv via kabel-tv, og at et tv med DVB-T modtager derfor skulle suppleres med en ekstern modtagerboks, hvis forbrugeren via kabel-tv skulle kunne se digitalt tv.

Disse medlemmer har lagt vægt på, at Brancheforum Digitale Medier (BDM) i december 2008 udgav en informationsfolder om digitalt tv målrettet til butikkerne. Informationsfolderen blev udsendt sammen med branchemagasinet om forbrugerelektronik, ”DIGITALT”, der som modtagere blandt andre har radio-, tv-, foto-, it- og computerforhandlere og deres ansatte. Det blev oplyst i informationsfolderen, at det ved hjælp af en digital modtagerboks eller et tv med indbygget digital modtager var muligt at modtage digitalt tv via kabel-tv. Det blev desuden præciseret, at modtagerboksen eller den indbyggede modtager skulle være af typen DVB-C, og at udstyr til andre modtageformer ikke kunne benyttes til at modtage digitalt tv via kabel-tv. Endelig blev det oplyst i informationsfolderen, at samtlige kanaler udsendt via kabel-tv kun kunne modtages med en MPEG4 modtager.

Disse medlemmer mener derfor, at en erhvervsdrivende i hvert fald fra januar 2009 vidste eller burde vide, at et tv med indbygget DVB-T modtager ikke ville kunne modtage digitale kanaler via kabel-tv.

Oplysningen om begrænsningen i tv’ets anvendelse må anses for at have haft betydning for forbrugerens bedømmelse af tv’et. Forbrugeren kunne med oplysningen have foretaget en korrekt vurdering af tv’ets pris og funktionalitet, herunder af, hvad de fremtidige udgifter til køb og drift af en ekstern modtagerboks ville være, og hvilken betjeningsmæssig betydning det ville have, at der blev tilsluttet en ekstern modtagerboks med egen fjernbetjening. Med de fornødne oplysninger til rådighed kunne forbrugeren derfor have valgt enten at foretage købet og senere afholde udgiften til en modtagerboks, i stedet at købe et andet tv eller helt at udskyde sit køb af et nyt tv. Det er således ikke afgørende for oplysningens betydning for forbrugerens bedømmelse, om forbrugeren på købstidspunktet kunne have købt et tv med indbygget DVB-C modtager, eller hvad tv’et i givet fald ville have kostet.

Da det endvidere ikke kan anses for at have været åbenbart for en forbruger, at et tv med indbygget DVB-T modtager ikke ville kunne modtage digitale kanaler via kabel-tv, foreligger der en mangel (købelovens § 76, stk. 1, nr. 3).

Det forhold, at en forbruger også ved køb af et tv med indbygget DVB-C modtager skulle supplere tv’et med et CA-modul og et programkort, hvis forbrugeren ville se digitalt tv via kabel-tv, ændrer ikke herved, da forbrugeren i så fald ville kunne undgå at supplere tv’et med en ekstern modtager. Det forhold, at YouSee på købstidspunktet endnu ikke havde offentliggjort, at YouSee fra 15. september 2009 ville tilbyde sine kunder fri adgang til kanaler i digital kvalitet, er således uden betydning herfor.

Disse medlemmer mener desuden, at den omstændighed, at forbrugeren købte tv’et via den erhvervsdrivendes hjemmeside, ikke begrænser den erhvervsdrivende pligt til at give forbrugeren oplysninger.

Forbrugeren har fremsat krav om ophævelse af købet. Efter købelovens bestemmelser kræver dette, at manglen ikke kan anses for uvæsentlig (købelovens § 78, stk. 1, nr. 4).

Under hensyn til tv’ets pris mener disse medlemmer, at manglen må anses for uvæsentlig, og at forbrugeren derfor ikke er berettiget til at hæve købet. Forbrugeren er herefter berettiget til et passende afslag i købesummen, som skønsmæssigt fastsættes til 500 kr. (købelovens § 78, stk. 1, nr. 3).

Mindretallets opfattelse:

To nævnsmedlemmer opfatter klagen anderledes end gengivet i denne afgørelse, da nævnet på mødet om denne sag efter disse medlemmers opfattelse behandlede forbrugerens klage over, at han ikke kunne se de nye kanaler efter 1. november 2009.

Disse nævnsmedlemmer forstår dette således, at forbrugeren mener DR’s nye kanaler og bemærker, at tv’et kan modtage disse ved brug af en stueantenne, da det har en DVB-T modtager.

I gengivelsen af klagen i afgørelsen anføres det, at sagen drejer sig om, at forbrugeren ikke kan modtage digitale tv-kanaler via kabel-tv.

På dette grundlag udtaler to nævnsmedlemmer overordnet, at den erhvervsdrivende på købstidspunktet den 17. marts 2009 hverken kunne eller burde vide, at YouSee fra den 15. september 2009 ville give sine kunder fri adgang til at modtage kanaler i digital kvalitet, som måtte indgå i kundens abonnement, forudsat at fjernsynet havde en DVB-C modtager. Dette blev først offentliggjort i YouSee’s pressemeddelelse udsendt den 19. august 2009.

På købstidspunktet og frem til denne dato skulle YouSee’s kunder leje et program-kort og CA-modul eller leje en YouSee boks for at se kanaler i digital kvalitet.

Det er endvidere disse to nævnsmedlemmers opfattelse, at den seneste viden forud for købstidspunktet var den offentlige informationskampagne fra Det Nye Tv-signal. I december 2008 blev udsendt informationsmateriale til alle husstande, nemlig pjecen ”Vigtig viden om overgangen til digitalt TV i Danmark”. En tilsvarende pjece blev uddelt til elektronikforhandlerne. Af pjecerne fremgår følgende om kabel tv: ”Hvis du ser tv via parabol, bredbånd eller kabel, behøver du ikke foretage dig noget. Så kan du blive ved med at se tv, som du gør nu”. Der står endvidere:

”Kabel. Du modtager enten et analogt eller et digitalt tv-signal fra din udbyder. Du kan under alle omstændigheder blive ved med at se de samme kanaler uden at købe ekstra udstyr.”'

Den offentlige informationskampagne, som disse to nævnsmedlemmer betragter som den eneste sikre kilde til viden, har således ikke vurderet, at der var behov for at informere borgerne om DVB-C modtagere og har heller ikke omtalt ændringer i kabel-tv udbydernes fremtidige vilkår. Der er ikke efterfølgende frem til købstidspunktet fremkommet yderligere oplysninger, der kan ændre på, hvad en sælger burde vide i relation til denne sag.

Disse to nævnsmedlemmer mener ikke som flertallet, at BDM’s pjece fra december 2008 er officiel eller anerkendt viden. Pjecen kan heller ikke sidestilles med en officiel informationskampagne til elektronikforhandlerne, da det ikke vides, hvem der har modtaget denne pjece. Bortset herfra er det afgørende, at pjecen heller ikke oplyser, at der ville ske en ændring i abonnementsforholdene for YouSee’s kunder, der ville føre til fri adgang til at modtage kanaler i digital kvalitet. Hertil kommer, at pjecen udkom ca. 9 måneder før YouSee’s pressemeddelelse.

Endelig er det disse to nævnsmedlemmers opfattelse, at det først den 19. august 2009, da YouSee udsender pressemeddelelsen, bliver kendt, at YouSee’s abonnenter får fri adgang til at modtage kanaler i digital kvalitet uden at skulle supplere tv’et med ekstra udstyr, hvis tv’et har en DVB-C modtager. Forbrugeren kan således stadig modtage og se samme kanaler, som forbrugeren har kunnet modtage og se før det tidspunkt, hvor YouSee lavede den omtalte ændring.  Kvaliteten er den samme som hidtil. Kun såfremt forbrugeren ønsker at se kanaler af digital kvalitet via kabel-tv, har forbrugeren på købstidspunktet haft mulighed for at leje en YouSee boks, hvilket forbrugeren ikke har gjort. Forbrugeren har stadig denne mulighed. Reklamationen angår således det forhold, at forbrugeren har fravalgt YouSee boksen og skyldes ikke mangelfuld rådgivning ved købet af tv’et. Forbrugeren kan under alle omstændigheder se de samme kanaler, som forbrugeren kunne før, uden at købe ekstra udstyr, som det også er anført i Det Nye Tv-signals pjece. Heller ikke Forbrugerstyrelsen (nuværende Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen) informerer i sin information til forbrugerne dateret så sent som den 7. august 2009 om, at YouSee’s kunder skal købe et tv med DVB-C modtager for at få fri adgang til digitalt tv. Generelt nævner informationen fra Forbrugerstyrelsen intet om DVB-C modtagere.

På denne baggrund finder disse to nævnsmedlemmer, at den erhvervsdrivende ikke har tilsidesat sin loyale oplysningspligt, og stemmer derfor for, at der ikke gives forbrugeren medhold i klagen.”

Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet. Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Dato for afgørelse:
08-09-2010
 
Lovgrundlag:
Købeloven
 
Sagsnummer:
09/08077
 
Sidst opdateret:   10. september 2010
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
  • Udskriv Udskriv
  • Send Send
  • RSS RSS
  • Abonnér Abonnér
 
Afgørelser om køb af fladskærms-tv
Forbrugerklagenævnet har afgjort en række sager om køb af tv med digital modtager. Her kan du læse afgørelserne.
Der gælder særlige regler for det, der hedder pakkerejser. Nogle pakkerejser er sat sammen af bureauer, men du kan også selv sammensætte din rejse, så du er dækket af reglerne for pakkerejser.
Din oplysningspligt
Du har som erhvervsdrivende pligt til at give kunden en række oplysninger om din virksomhed, om varen og om kundens fortrydelsesret.
Video: Sådan handler du trygt på nettet i EU
I denne video får du en række gode råd til, hvordan du kan kigge webbutikkerne efter i sømmene, når du handler på nettet i EU.
Tilmeld dig vores nyheder
Få ny viden og vejledning om dine forbrugerrettigheder
 
Ring til Forbrugerhotlinen på 70 13 13 30.

Du kan få vejledning om dine rettigheder som forbruger i forbindelse med køb og salg af varer og tjenesteydelser.

Hotlinen er åben mandag-fredag 9-12 og torsdag 15-19.

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.