Gå til resume Gå til indhold

Rejsebureau havde ikke oplyst om visumregler

Afgørelse

Da forbrugerens returrejse krævede et visum, havde rejsebureauet pligt til at oplyse om dette. Forbrugeren fik erstatning for gebyrer til ændringer af returbilletten.

Gå til indhold

En forbruger købte en returbillet til Argentina på et rejsebureaus hjemmeside. Hjemrejsen var knap 5 måneder efter udrejsen. På forbrugerens kvittering fremgik det, at han selv måtte undersøge eventuelle visumregler. Forbrugeren henvendte sig derfor til den argentinske ambassade. Ambassaden oplyste, at der ikke var krav om visum ved ophold i op til 90 dage. Det var muligt at få forlænget perioden med yderligere 90 dage, når man var i landet, og visumperioden ville automatisk blive nulstillet, hvis man rejste ind fra et af Argentinas nabolande. Da forbrugeren skulle rejse rundt i Sydamerika, søgte han derfor ikke om et visum.

Ved afrejsen bad flyselskabet forbrugeren om enten at fremvise et visum eller en returbillet inden 90 dage. Forbrugeren forklarede, hvad ambassaden havde oplyst, men han kunne kun komme med flyet, hvis han ændrede sin returbillet. Hjemrejsen blev derfor ændret mod et gebyr på 750 kr. Forbrugeren kontaktede igen den argentinske ambassade. Det blev oplyst, at aftalen mellem Argentina og Danmark ikke krævede en returbillet, da det var i orden at rejse ind med fly og ud med bus eller tog. Forbrugeren reklamerede derfor til flyselskabet og krævede gebyret retur, og billetten ændret til den oprindelige hjemrejsedato. Flyselskabet afviste, da en returbillet over 90 dages varighed krævede et visum ifølge The International Air Transport Association. Hvis forbrugeren kun havde haft en enkeltbillet, havde der ikke været krav om et visum.

Rejsebureauet afviste tillige at refundere forbrugerens ekstraudgifter, da de kun var formidler af billetterne, og at det var flyselskabet, der var ansvarlig for flyvningens gennemførelse. Forbrugeren ønskede fortsat sine udgifter til at få billetten ændret 2 gange dækket. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Nævnet lægger til grund, at der kræves visum ved rejse til Argentina, når rejsens varighed er over 90 dages varighed.

Da klagerens ophold i Argentina ifølge hans billet var ud over 90 dages varighed, er det nævnets opfattelse, at indklagede1 (flyselskabet) var berettiget til at kræve betaling for ændring af klagerens billet.

Nævnet mener, at indklagede2 (rejsebureauet) i forbindelse med rejsens bestilling burde have oplyst klageren om reglerne for visum til Argentina, idet klageren bestilte en rejse med en varighed ud over 90 dage. Da indklagede2 ikke har informeret klageren om visumreglerne har klageren krav på at få erstattet udgifterne til ændring af billetterne.” Rejsebureauet blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen.

Dato for afgørelse:
14-09-2009
 
Sagsnummer:
08/08038
 
Sidst opdateret:   16. februar 2010
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Ikke automatisk returret i butik
Lovgivningen giver dig hverken fortrydelsesret eller returret, når du handler i en butik. Butikken kan dog tilbyde returret, eller du kan aftale med sælgeren, at du kan fortryde købet.
Bon eller kvittering
Bon eller kvittering er dit bevis for, at du har købt og betalt en vare. Du skal bruge din bon eller kvittering, hvis du senere vil klage over varen, eller hvis du vil udnytte en eventuel ret til at fortryde købet.
Tilmeld dig vores nyheder
Få ny viden og vejledning om dine forbrugerrettigheder
 
Ring til Forbrugerhotlinen på 70 13 13 30.

Du kan få vejledning om dine rettigheder som forbruger i forbindelse med køb og salg af varer og tjenesteydelser.

Hotlinen er åben mandag-fredag 9-12 og torsdag 15-19.

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.