En virksomhed ydede økonomisk rådgivning til gældsplagede forbrugere. Konceptet bestod i, at kunderne skulle ophøre med at betale deres kreditorer og i stedet indbetale pengene til forskellige anpartsselskaber, som var involveret i rådgivningsvirksomheden. Selskaberne, herunder de rådgivende selskaber, blev alle tvangsopløst efter kort tid uden på noget tidspunkt at have offentliggjort regnskaber.
Forbrugerklagenævnet har afgjort to klagesager indgivet af forbrugere, der på denne måde havde tabt deres indbetalinger:
1.
Et ægtepar havde over en årrække betalt i alt omkring 50.000 kr. uden at få noget for pengene. Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:
”Sagen har tidligere været forelagt Forbrugerklagenævnet, der udsatte afgørelsen med henblik på at give de indklagede, der ikke havde besvaret Forbrugerstyrelsens henvendelser, lejlighed til at kommentere nævnets vurdering af sagen. Forbrugerklagenævnets formand har herefter ved breve af 8. september 2005 orienteret de indklagede om nævnets opfattelse af sagen på det foreliggende grundlag og givet de indklagede mulighed for at indsende deres eventuelle kommentarer. Brevene er vedhæftet sagsfremstillingen som bilag 10 og 11.
De indklagede har ikke besvaret formandens breve af 8. september 2005, og sagen afgøres derfor som anført heri på baggrund af klagerens forklaring, der støttes af de indsendte bilag samt af oplysningerne i sag nr. 206/7-16, som er forelagt nævnet sammen med denne sag, og oplysningerne i sag nr. 203/7-2, som er vedhæftet sagsfremstillingen som bilag 9, og som også omhandler den foreliggende gældsrådgivningsvirksomhed.
Nævnet lægger herefter til grund, at klageren og dennes ægtefælle i januar 2001 på baggrund af en avisannonce om hjælp til ”gældsplagede danskere ”henvendte sig til ”[ A ]”, som senere skiftede navn først til ”[ B ] ApS” og siden til ”[ C ] ApS”. Rådgivningsvirksomheden gik senere over til [ D ] ApS og derefter til [ E ] ApS. Virksomheden har i perioder været drevet i selskabsregi – således blev [ A ] ApS stiftet den 25. juli 2001 af indklagede 1), direktør [ F ]. Ægtefællernes arrangement varede fra januar 2001 og ind i 2004. I hele perioden var indklagede 1) direktør [ F ], tilknyttet ægtefællerne som konsulent. Dog fik ægtefællerne den 12. januar 2004 fra [ E ] ApS meddelelse om, at de nu havde fået tilknyttet indklagede 2) [G ]som ny konsulent.
Konceptet gik ud på, at ægtefællerne i stedet for at indbetale til deres kreditorer skulle betale til gældsrådgivningsvirksomheden, som til gengæld lovede at indgå aftaler med kreditorerne. Der blev i den anledning henholdsvis i 2001 og i 2002 oprettet henholdsvis et gældsbrev og en låneaftale vedrørende lån på henholdsvis 25.000 kr. og 13.500 kr., som ægtefællerne underskrev som debitorer. Ægtefællerne fik dog aldrig lånebeløbene udbetalt, og ægtefællerne har på de to lån løbende indbetalt i alt henholdsvis 32.175,26 kr. og 16.826,67 kr. i afdrag og kreditomkostninger, uden at lånebeløbene eller de foretagne indbetalinger på noget tidspunkt er kommet kreditorerne eller ægtefællerne til gode.
Dertil kommer, at ægtefællerne derudover har betalt en løbende abonnementsafgift samt et beløb på 1550 kr. i ”sikkerhedsstillelse”, der i januar 2003 blev indbetalt til [ D ] ApS, som indklagede 2) direktør[ G ], stiftede den 17. september 2002.
Alle de i sagen involverede selskaber er i dag tvangsopløste uden på noget tidspunkt at have offentliggjort nogen regnskaber. Beløbene – som ikke har været hensat på en beskyttet konto for ægtefællerne – er i dag tabt.
Efter Forbrugerklagenævnets opfattelse er der tale om en så uforsvarlig rådgivning og administration, at de indklagede begge – uanset hvem der i øvrigt måtte være ansvarlig for den drevne virksomhed – har pådraget sig et personligt erstatningsansvar for ægtefællernes tab, som nævnet fastsætter til et afrundet beløb på 50.000 kr.
Klagerens tilbagebetalingskrav er fremsat i klagerens brev af 3. november 2003 til virksomheden. Efter rentelovens § 3, stk. 2, skal der betales rente, når der er gået 30 dage efter afsendelsen eller fremsættelsen af et betalingskrav. Klageren kan derfor kræve kravet på 50.000 kr. forrentet med rentelovens rentesats fra den 3. december 2003, til betaling sker.” (2003-206/7-16)
2.
En forbruger havde over en årrække betalt i alt 38.000 kr., hvorefter hun ifølge aftalen skulle kunne opnå et større lån, der dog aldrig kom til udbetaling. Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:
”Sagen har tidligere været forelagt Forbrugerklagenævnet, der udsatte afgørelsen med henblik på at give indklagede, der ikke havde besvaret Forbrugerstyrelsens henvendelser, lejlighed til at kommentere nævnets vurdering af sagen. Forbrugerklagenævnets formand har herefter ved brev af 8. september 2005 orienteret indklagede om nævnets opfattelse af sagen på det foreliggende grundlag og givet indklagede mulighed for at indsende sine eventuelle kommentarer. Brevet er vedhæftet sagsfremstillingen som bilag 7.
Indklagede har ikke besvaret formandens brev af 8. september 2005, og sagen afgøres derfor som anført heri på baggrund af klagerens forklaring, der støttes af de indsendte bilag samt oplysningerne i sag nr. 206/7-12, som er forelagt nævnet sammen med denne sag, og oplysningerne i sag nr. 203/7-2, som er vedhæftet sagsfremstillingen som bilag 6, og som også omhandler den foreliggende gældsrådgivningsvirksomhed.
Nævnet lægger herefter til grund, at klageren på baggrund af en annonce om økonomisk rådgivning i 2001 kontaktede [ B ] ApS, hvor hun fik tildelt indklagede som personlig rådgiver. Klageren ønskede hjælp til at få orden på forholdet til sine kreditorer, således at hun kunne komme ud af RKI. Hun blev tilrådet, at hun i stedet for at indbetale til sine kreditorer skulle betale til indklagede og indklagedes rådgivningsvirksomhed, som til gengæld lovede at indgå aftaler med kreditorerne. Hun blev herved stillet i udsigt, at hun, når hun havde betalt 38.000 kr., ville få et lån, så hun kunne komme ud af RKI. Der blev i den anledning henholdsvis i 2001 og 2002 oprettet henholdsvis et gældsbrev og en låneaftale vedrørende lån på henholdsvis 15.000 kr. (19.162,65 kr. inklusive kreditomkostninger) og 17.500 kr. (22.167,78 kr. inklusive kreditomkostninger), som klageren underskrev som debitor. Klageren fik dog aldrig lånebeløbene udbetalt, og hun har frem til 11. april 2003 løbende betalt i alt 38.000 kr., uden at lånebeløbene eller hendes indbetalinger er kommet hende eller hendes kreditorer til gode, ligesom et lån på 100.000 kr., som hun var blevet stillet i udsigt fra en samarbejdspartner, aldrig er kommet til udbetaling.
Den 11. april 2003 underskrev klageren på indklagedes opfordring en aftale med [ D ] ApS, som indklagede havde stiftet den 17. september 2002. Det fremgik bl.a. af aftalen, at klageren på dette tidspunkt havde indbetalt 26.100 kr. til sikkerhedsstillelseskontoen, som kunne placeres i forskellige investeringsobjekter for at opnå så højt et afkast som muligt – idet afkastet dog tilfaldt selskabet - at selskabet skulle forhandle med kundens kreditorer, men tidligst når den fulde sikkerhedsstillelse var indbetalt, og at klageren fra og med den 11. april 2003 hver måned skulle indbetale 8.000 kr. til selskabets sikkerhedsstillelseskonto for senere at opnå retten til optagelse af et lån. Indklagede kvitterede samme dag for modtagelsen af 7.950 kr. til dækning af ”sidste ydelse af gæld hos [ E ]”.
Den 1. august 2003 var klageren ved at miste sin lejlighed, og hun modtog i den anledning gennem indklagede og indklagedes selskab et lån på 15.000 kr. (i alt 18.000 kr. med renter), som hun herefter har afdraget bortset fra 5.000 kr., som skulle have været betalt via det større lån, som klageren var blevet stillet i udsigt, men som aldrig blev udbetalt.
Alle de i sagen involverede selskaber er i dag tvangsopløste uden på noget tidspunkt at have offentliggjort nogen regnskaber. Klagerens betalinger til selskaberne er derfor tabt.
Med henvisning til konceptet for indklagedes gældsrådgivningsvirksomhed, hvorunder klageren skulle ophøre med at betale sine kreditorer og i stedet indbetale til de involverede tvivlsomme selskaber, uden at de af klageren indbetalte beløb blev hensat på en beskyttet konto for klageren, finder nævnet, at der er tale om en forvaltning og administration af klagerens midler, der er så uforsvarlig, at indklagede som klagerens personlige rådgiver og som del af ledelsen for gældsrådgivningsvirksomheden har pådraget sig et personligt erstatningsansvar for klagerens tab, som hun har opgjort til 38.000 kr.
Klagerens tilbagebetalingskrav er fremsat i klageformularen, som Forbrugerstyrelsen har fremsendt til indklagede den 11. oktober 2004. Efter rentelovens § 3, stk. 2, skal der betales rente, når der er gået 30 dage efter afsendelsen eller fremsættelsen af et betalingskrav. Klageren kan derfor kræve kravet på 38.000 kr. forrentet med rentelovens rentesats fra den 11. november 2004, til betaling sker.” (2004-206/7-16)