Gå til resume Gå til indhold

Prisstigning på fitnessabonnement

Afgørelse

Et fitnesscenter havde ikke varslet en prisstigning på et abonnement, således at forbrugeren kunne opsige aftalen, inden prisstigningen trådte i kraft. Da forbrugeren blev nægtet adgang til fitnesscentret, fordi han ikke ville betale den forhøjede pris i opsigelsesperioden, kunne aftalen ophæves.

Gå til indhold

En forbruger havde i januar 2005 indgået en aftale om medlemskab af et fitnesscenter – en såkaldt 12 måneders PBS aftale.

Ved en gennemgang af sin PBS-oversigt i april 2006 konstaterede forbrugeren en prisstigning på 8,6 % svarende til 30 kr. pr måned. Da prisstigningen ikke var varslet forinden, ønskede forbrugeren at komme ud af aftalen med øjeblikkelig virkning.

Den erhvervsdrivende afviste at lade forbrugeren komme ud af aftalen med øjeblikkelig virkning, idet den erhvervsdrivende oplyste, at en prisstigning sædvanligvis varsles i receptionen, hvor der er oplysninger om gældende priser, hvorfor varslingen er foretaget korrekt. Sagen blev herefter indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Det fremgår af indmeldelsesblanketten, at ”[fitnesscentret] kan til enhver tid ændre den månedlige PBS-betaling til den aktuelle pris. Dog kan en 12 måneders PBS-aftale ikke hæves i de første 12 måneder efter indgåelse af aftale.” Det fremgår endvidere, at ”Medlemskabet er gældende i minimum 12 betalende måneder. I denne periode er medlemskabet uopsigeligt. Derefter kan medlemskabet opsiges med 3 måneders skriftlig varsel med udgang af en måned.”

Udgangspunktet i dansk ret er, at aftaler er bindende for begge parter. Et vilkår, hvorefter den ene part kan ændre aftalen, mens den anden part fortsat er bundet, vil almindeligvis blive anset for urimeligt og vil kunne tilsidesættes efter aftalelovens § 38c, jf. § 36, jf. herved lov nr. 1098 af 21. december 1994, som bl.a. implementerer Rådets direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler. I direktivets vejledende liste over urimelige kontraktvilkår er i pkt. 1, litra 1, blandt andet nævnt vilkår, der tillader "leverandøren af tjenesteydelser at sætte prisen op, uden at forbrugeren … har en tilsvarende ret til at annullere kontrakten, hvis den endelige pris er for høj i forhold til den pris, der blev aftalt ved kontraktens indgåelse."

Nævnet finder på baggrund heraf, at indklagedes vilkår skal tilsidesættes som værende urimeligt, jf. aftalelovens § 38c, jf. § 36.

Vil en part i et løbende aftaleforhold foretage ændringer af priser og vilkår til ugunst for den anden part, følger det af almindelige aftaleretlige regler, at dette som udgangspunkt kun kan ske med et varsel, der gør det muligt for den anden part at opsige aftalen, inden ændringen træder i kraft.

Indklagede har i den forbindelse gjort gældende, at der er sket varsling ved skiltning i fitnesscenterets reception, hvilket klageren har bestridt at have kendskab til. Nævnet finder ikke, at indklagede har godtgjort, at varslingen af prisstigningen er kommet til klagerens kundskab. Da indklagede har nægtet klageren adgang til fitnesscenteret til den gældende pris, finder nævnet, at der foreligger en sådan misligholdelse af aftalen, at klageren er berettiget til at opsige fitnessabonnementet med øjeblikkelig virkning. Klageren skal derfor have tilbagebetalt medlemskontingentet for 3 måneder, dvs. i alt 1.137 kr.”

Dato for afgørelse:
05-12-2007
 
Lovgrundlag:
Aftaleloven
 
Sagsnummer:
2006-541/-86
 
Sidst opdateret:   10. marts 2008
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Ikke automatisk returret i butik
Lovgivningen giver dig hverken fortrydelsesret eller returret, når du handler i en butik. Butikken kan dog tilbyde returret, eller du kan aftale med sælgeren, at du kan fortryde købet.
Bon eller kvittering
Bon eller kvittering er dit bevis for, at du har købt og betalt en vare. Du skal bruge din bon eller kvittering, hvis du senere vil klage over varen, eller hvis du vil udnytte en eventuel ret til at fortryde købet.
Tilmeld dig vores nyheder
Få ny viden og vejledning om dine forbrugerrettigheder
 
Ring til Forbrugerhotlinen på 70 13 13 30.

Du kan få vejledning om dine rettigheder som forbruger i forbindelse med køb og salg af varer og tjenesteydelser.

Hotlinen er åben mandag-fredag 9-12 og torsdag 15-19.

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.