Fordelagtig kreditkøbskonto

Et ægtepar indgik i 1983 en kontoaftale med mulighed for at låne op til 9.000 kr. Af kontobestemmelserne fremgik, at renter og gebyrer var variable og kunne ændres af det da eksisterende Fridakort uden varsel. Dernæst var rente- og gebyrsatser oplyst per marts måned 1983, idet rente for ægteparrets kontotype var 2,75% per måned og som årlig nominel rente 33%. Af overtræk beregnedes en ekstra rente på 2%. 

Den 20. september 1984 blev det maksimale lånebeløb hævet til 15.000 kr. Kontoen blev frem til februar 1986 løbende anvendt til diverse køb. Herudover blev der foretaget et enkelt køb i februar 1988. Der blev endvidere løbende foretaget indbetalinger på kontoen. 

Den erhvervsdrivende havde fremlagt månedlige kontoudskrifter for årene 1984 til 1986, samt kontoudskrifter for 3. og 4. måned 1989. Kontoudskrifter for årene 1984 til 1986 viste ikke, hvornår der var tilskrevet renter, ligesom størrelsen af de tilskrevne renter ikke fremgik. 

Manden overtog gælden, da ægteparret blev skilt i 1986. I 1989, da gælden ifølge det af kontoringen oplyste androg 17.789, underskrev manden et frivilligt forlig, hvor han erkendte at skylde beløbet. Gælden skulle afdrages med 600 kr. om måneden, og den årlige rente var 33%. 

I foråret 2000 var der betalt i alt 53.426 kr. i afdrag, men manden skyldte stadig 31.374 kr. Da manden ikke mente, at det kunne være korrekt, at han stadig skyldte så mange penge, blev sagen indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse: 

»Det fremgår af oplysningerne i sagen, at klagerne den 28. december 1983 indgik en aftale med Frida Kort, nu Finax Finansservice A/S, om oprettelse af en konto med mulighed for at købe op til 9.000 kr. – senere forhøjet til 15.000 kr. Det fremgår endvidere af kontobestemmelsernes punkt 7, at der er tale om en »Kontoservice for Frivillige Danske Handelskæder Frida A/S.« Endelig fremgår det af de vedhæftede kontoudskrifter, at klagerne fra begyndelsen af 1984 til begyndelsen af 1986 løbende har købt varer hos forskellige handlende, og at købesummen herfor er debiteret kontoen. 

Nævnet lægger på denne baggrund til grund, at der har foreligget et såkaldt "eksternt kontosystem", hvor indklagede over for en række handlende havde forpligtet sig til at finansiere de køb, som kunder med konto hos indklagede foretog hos de pågældende handlende, og hvor indklagede ved kontoaftalen med klageren havde tilsagt denne en løbende kredit, som klageren kunne udnytte til køb hos de pågældende handlende. Det følger heraf, at der har været tale om kontokøb som defineret i § 3 i lov nr. 275 af 9. juni 1982 om køb på kredit. 

Der har derfor påhvilet indklagede en pligt til at give klagerne en række oplysninger om kreditomkostninger og kreditvilkår dels ved kontoaftalens indgåelse, jf. kreditkøbslovens § 32 (i dag kreditaftalelovens §§ 8, 10 og 14), dels i de løbende kontoudtog, jf. kreditkøbslovens § 33 (i dag kreditaftalelovens § 11). 

Det fremgår af § 32 bl.a., at det i kontoaftalen skal oplyses, hvor ofte køberen (kontohaveren) vil modtage kontoudtog. Af § 33 fremgår, at der for hver periode, for hvilken der ifølge kontoaftalen skal tilsendes køberen (kontohaveren) kontoudtog, kun kan kræves vederlag for kreditten, såfremt der ved afslutningen af perioden tilsendes køberen et kontoudtog, der indeholder oplysning om:

• Saldoen ved periodens begyndelse og slutning
• Størrelsen af og tidspunktet for debiteringer og krediteringer i løbet af perioden
• Den nominelle årlige rente, hvis periodisk rente anvendes
• Det tidspunkt, inden hvilket betaling skal ske for at undgå, at der pålægges yderligere kreditomkostninger

Efter kreditkøbslovens § 37 (i dag kreditaftalelovens § 15) er lovens regler om, at der skal gives køberen oplysning om renten, ikke til hinder for, at parterne aftaler, at renten helt eller delvis skal variere med størrelsen af Nationalbankens diskonto eller lignende forhold, som kreditor er uden indflydelse på. Oplysningerne skal i så fald gives på grundlag af renten på tidspunktet for oplysningerne og med angivelse af, hvorledes renten er variabel. 

Nævnet lægger på baggrund af oplysningerne i sagen til grund, at indklagede ikke har opfyldt sine forpligtelser i henhold til kreditkøbsloven på i hvert fald følgende punkter:

• Indklagede har ikke været berettiget til at betinge sig selv at kunne bestemme, hvorledes renten skulle variere, og det er ikke godtgjort, at indklagede i de løbende kontoudtog har oplyst, hvordan renten er blevet ændret, og fra hvilket tidspunkt ændringen har virkning
• Indklagede har i kontoaftalen oplyst, at den dagældende rente var 2,75% pr. måned svarende til en nominel årlig rente på 33%. Dette er imidlertid misvisende, idet en månedlig rentetilskrivning på 2,75% svarer til en nominel årlig rente på 38,34%. Det kan herefter heller ikke antages, at den årlige nominelle rente, som har været anført i de løbende kontoudtog, har været korrekt oplyst
• Størrelsen af og tidspunktet for debiterede renter fremgår ikke af de kontoudtog, som er fremlagt for årene 1984-1986, hvorfor indklagede ikke har godtgjort, at de løbende kontoudtog har indeholdt oplysninger herom. Oplysning om størrelsen af og tidspunktet for tilskrevne renter ses således først medtaget i indklagedes kontoudtog fra marts og april 1989, hvor fordringen var taget under behandling i incassoafdelingen

Det følger af det anførte, at det ikke kan lægges til grund, at de løbende kontoudtog for årene 1984-1988 har indeholdt de oplysninger, som kræves efter kreditkøbslovens § 33 (i dag kreditaftalelovens § 11), og indklagede har dermed ikke været berettiget til at kræve vederlag for den ydede kredit i denne periode. Indklagedes krav mod klagerne skal derfor reduceres med de renter, som er blevet tilskrevet kontoen i perioden 1984-1988. Ved en sammentælling af samtlige træk på kontoen sammenholdt med indbetalingerne fremkommer der herefter ved udgangen af 1987 en saldo i klagernes favør på 1.243,75 kr. Ved udgangen af 1988 er saldoen 8.493,75 kr. i klagernes favør. 

Da indklagede ikke har godtgjort, at kontoaftalen overhovedet udviser en saldo i indklagedes favør, følger det allerede heraf, at indklagede ikke kan kræve noget beløb betalt af (hustruen). Indklagede kunne heller ikke i øvrigt have krævet noget beløb af denne klager, da en eventuel restsaldo under alle omstændigheder ville have været forældet i medfør af lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer. 

I relation til (manden) har indklagede opnået dennes erkendelse af gælden ved indgåelsen den 17. maj 1989 af det frivilligt forlig om betaling af en hovedstol på 17.799,43 kr. og en årlig rente på 33%. Da indklagede ikke har godtgjort, at man på tidspunktet for forligets indgåelse overhovedet havde et tilgodehavende hos (manden), finder nævnet imidlertid, at det allerede af denne grund vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre forliget gældende, jf. herved aftalelovens § 36. Nævnet tilsidesætter derfor forliget. 

Nævnet lægger på baggrund af vedhæftede »beregning af restsaldo« til grund, at (manden) løbende har betalt til indklagede i henhold til forliget frem til den 6. juni 2000. 

Det følger af dansk rets almindelige regler, at den, der har betalt penge, som ikke skyldes, i almindelighed har krav på tilbagebetaling af det fejlagtigt betalte beløb, medmindre tilbagebetaling under de foreliggende omstændigheder ville være urimelig eller særlig byrdefuld for modtageren. Denne problemstilling som kaldes for reglerne om »condictio indebiti«, er bl.a. nærmere beskrevet af Gomard, Obligationsretten, 3. del 1993, s171 ff. 

Idet klageren i den tro, at han skyldte beløbet, har betalt i overensstemmelse med indklagedes fejlagtige opgørelse af gælden, finder nævnet ikke, at der er grund til at fravige udgangspunktet, hvorefter klageren har krav på at få det med urette betalte beløb tilbagebetalt. 

Det følger imidlertid af 1908-loven om forældelse, at en sådan fordring forældes efter 5 år, medmindre fordringshaveren inden fristens udløb enten erhverver skyldnerens erkendelse af gælden eller foretager retslige skridt mod ham og uden ufornødent ophold forfølger disse til erhvervelse af forlig, dom eller anden retsafgørelse, jf. lovens § 2. Nævnet finder, at klagerne ved klagens indgivelse til Forbrugerklagenævnet den 11. juli 2000 afbrød forældelsen efter 1908-loven. Klageren har derfor krav på tilbagebetaling af alle beløb, der er betalt i henhold til forliget siden den 11. juli 1995. Ifølge den fremsendte beregning af restsaldo har klageren siden 11. juli 1995 betalt 44 afdrag á 500 kr. samt 1 afdrag à 1.000 kr., hvorfor hans tilbagebetalingskrav i alt udgør 23.000 kr.«