Gå til resume Gå til indhold

Forkert brug af kaustisk soda

Afgørelse

Produktet blev ikke anset for defekt efter produktansvarsloven, idet produktet var mærket korrekt, og fremgangsmåden ved blanding med vand tydeligt fremgik af brugsanvisningen.

Gå til indhold

En forbruger ville rense et afløb med kaustisk soda. Efter at have læst brugsanvisningen hældte hun en ikke-opmålt mængde soda i et litermål, der stod på køkkenbordet. Efterfølgende tilsatte hun vand, hvorved blandingen løb ud over kanten på litermålet med eksplosionslignende fart, ned af skabslågerne og ud på gulvet, hvorved bordpladen blev misfarvet, skabslågerne ætset i striber, og trægulvet blev helt sort det pågældende sted.

Producenten afviste at være erstatningsansvarlig, idet forbrugeren havde anvendt et forkert blandingsforhold og havde hældt ingredienserne op i en forkert rækkefølge. Producenten henviste til, at den korrekte fremgangsmåde tydeligt fremgik af produktets etiket. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Ifølge produktansvarslovens § 5, stk. 1, anses et produkt for defekt, hvis det ikke frembyder den sikkerhed, som med rette kan forventes, særligt henset til produktets markedsføring, den typiske anvendelse heraf og konkrete forhold af betydning. Producenten hæfter for et defekt produkt i overensstemmelse med § 6, stk. 1 og er således erstatningsansvarlig for skader, der opstår på grund af defekten.

Af flaskens etiket fremgår det entydigt, at sodaen skal hældes ned i vandet og aldrig omvendt. Klageren oplyser, at hun hældte en ikke-afmålt mængde soda op i et litermål og efterfølgende hældte vand oveni.

Det er nævnets opfattelse, at blandingsrækkefølgen er tilstrækkeligt klart beskrevet på etiketten. Klageren har handlet i strid med beskrivelsen, og indklagede kan således alene holdes ansvarlig, hvis klagerens brug har haft helt usædvanlige eller uventede følger. Mærkningen på flasken gør flere steder opmærksom på, at produktet kan være svært ætsende, og det må anses for forventeligt, at en forkert brug af produktet kan resultere i de oplyste skader på klagerens indbo.

På baggrund af ovenstående finder nævnet ikke, at indklagede er erstatningsansvarlig for skaderne på klagerens køkkenelementer og -gulv efter produktansvarslovens § 6, stk. 1.”

Dato for afgørelse:
20-12-2007
 
Lovgrundlag:
Produktansvarsloven § 5, stk. 1, § 6, stk. 1
 
Sagsnummer:
2006-433/7-9
 
Sidst opdateret:   28. april 2008
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Ikke automatisk returret i butik
Lovgivningen giver dig hverken fortrydelsesret eller returret, når du handler i en butik. Butikken kan dog tilbyde returret, eller du kan aftale med sælgeren, at du kan fortryde købet.
Bon eller kvittering
Bon eller kvittering er dit bevis for, at du har købt og betalt en vare. Du skal bruge din bon eller kvittering, hvis du senere vil klage over varen, eller hvis du vil udnytte en eventuel ret til at fortryde købet.
Tilmeld dig vores nyheder
Få ny viden og vejledning om dine forbrugerrettigheder
 
Ring til Forbrugerhotlinen på 70 13 13 30.

Du kan få vejledning om dine rettigheder som forbruger i forbindelse med køb og salg af varer og tjenesteydelser.

Hotlinen er åben mandag-fredag 9-12 og torsdag 15-19.

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.