Gå til resume Gå til indhold

Varebil var ikke lovlig ved købet

Afgørelse

Selvom det ved købet var åbenbart, at der manglede en rude i adskillelsen til lastrummet, var det ikke åbenbart, at det var ulovligt. Da den erhvervsdrivende ikke havde oplyst dette, var der tale om en mangel, og forbrugeren fik afslag i prisen.

Gå til indhold

En forbruger købte en brugt Mitsubishi Pajero af en erhvervsdrivende. Af købekontrakten fremgik det, at der var garanti i henhold til købeloven med en selvrisiko på 2.000 kr. på enhver garantireparation.

Knap en måned efter købet reklamerede forbrugeren over nogle fejl ved bilen, og at ruden manglede i adskillelsen mellem førerkabinen og lastrummet. Den erhvervsdrivende foretog reparationer, men afviste at gøre noget ved den manglende rude.

Forbrugeren ønskede at få et afslag i prisen, da der stadig var fejl, men den erhvervsdrivende afviste fortsat. Sagen blev derfor indbragt for Forbrugerklagenævnet.

Forbrugerklagenævnets sagkyndige undersøgte bilen og udtalte bl.a. at der er krav om, at en varebil er udstyret med en adskillelse mellem kabine og varerum, og at det vil medføre anmærkning ved et effektivt syn. Forbrugerklagenævnet traf herefter følgende afgørelse:

”Nævnet bemærker indledningsvis, at afhjælpning af mangler inden for reklamationsrettens periode skal ske uden udgift for klageren, jf. købelovens § 78, stk. 4. Den aftalte selvrisiko på 2.000 kr. for eventuelle afhjælpninger kan således ikke gøres gældende over for klageren.

På baggrund af den sagkyndige erklæring er det nævnets vurdering, at bilen på leveringstidspunktet var behæftet med fejl på vandpumpen og kølersystemet, hvilket er ud over det forventelige, når henses til bilens alder, kørte kilometer og omstændigheder i øvrigt.

Bilen er således behæftet med mangler, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4.

Vedrørende den manglende adskillelse mellem kabinen og lastrummet følger det af parternes forklaringer, at denne manglede på leveringstidspunktet, hvilket ville medføre anmærkninger ved et effektivt syn. Det bemærkes, at uagtet klageren må have været opmærksom, på at adskillelsen manglede ved købet, kan indklagede ikke godtgøre, at han har oplyst om, at en sådan manglende adskillelse mellem kabinen og lastrummet vil påvirke bilens lovlighed. Da en sådan oplysning ikke kan anses for åbenbar for klageren, burde indklagede have oplyst herom. Bilen er således behæftet med en mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 3.

Da indklagede ikke har afhjulpet manglerne inden rimelig tid, er klageren berettiget til et passende afslag i prisen på 3.000 kr., jf. købelovens § 78, stk. 4.

Det fremgår af sagens oplysninger, at indklagede afhjalp den utætte tank i november 2007. Herefter har der ikke været oplyst om nogle utætheder ved tanken før februar 2009. Da klageren ikke har reklameret over den utætte tank til indklagede, afvises klagerens krav herpå, da indklagede ikke har haft mulighed for at afhjælpe en eventuel fejl.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen.

Dato for afgørelse:
15-05-2009
 
Lovgrundlag:
Købeloven, § 76, stk. 1, nr. 3 og § 78, stk. 4
 
Sagsnummer:
08/04990
 
Sidst opdateret:   9. februar 2010
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Før du klager til Forbrugerklagenævnet, skal du gøre dig klart, at der også kan være ulemper ved at starte en klagesag. Den økonomiske udgift er ikke høj, men der kan gå nogen tid, før klagesagen er afgjort, og du må normalt ikke bruge varen i mellemtiden.
Du skal blot udfylde nogle felter med information om varen eller tjenesteydelsen, og så vil du med det samme kunne se, om du har mulighed for at få behandlet klagen.
Hvis du allerede har en klagesag hos Forbrugerklagenævnet kan du logge ind med dit NemID eller brugerkonto og se, hvor langt din sag er i processen.
Firmatjek
På Firmatjek kan du søge på et elektronisk danmarkskort og se hvilke virksomheder, der ikke efterlever Forbrugerklagenævnets afgørelser.
 
Ring til Forbrugerhotlinen på 70 13 13 30.

Du kan få vejledning om dine rettigheder som forbruger i forbindelse med køb og salg af varer og tjenesteydelser.

Hotlinen er åben mandag-fredag 9-12 og torsdag 15-19.

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.