Køb af bil med omfattende rusttæringer

En forbruger købte i august 2002 en ca. 11 år gammel Ford Escort for godt 30.000 kr. Bilen var blevet omlakeret inden leveringen.

Da bilen skulle synes i marts 2003, gik den ikke igennem syn, da der var omfattende rusttæringer i bl.a. vangerne. Forbrugeren lod bilen reparere for bl.a. rusttæringer for 17.000 kr. og klagede derefter til den erhvervsdrivende, der afviste at betale reparationsudgiften, da forbrugeren havde afskåret ham fra selv at udføre reparationerne. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Det fremgår af sagens oplysninger, at klagerne, da bilen blev synet ca. 7 måneder efter købet, opdagede, at bilens vanger var gennemtærede. Klagerne – som allerede i februar 2003 havde ladet bilen reparere for bl.a. rustskader - lod på ny bilen reparere og krævede udgifterne til reparation af vangerne godtgjort af indklagede.

Nævnet finder, at en forbruger, der køber en indregistreret bil, som minimum er berettiget til at forvente, at bilen opfylder færdselslovens sikkerhedskrav, medmindre han er blevet gjort opmærksom på konkrete sikkerhedsmæssige fejl ved bilen. Da vangerne på synstidspunktet var tæret i en sådan grad, at bilen ikke kunne passere syn, og da sådanne tæringer ifølge den sagkyndige ikke fremkommer i løbet af 6 måneder, finder nævnet, at det må lægges til grund, at bilens vanger på leveringstidspunktet var af en ringere beskaffenhed end klagerne henset til oplysningerne om bilens alder, prisen og omstændighederne i øvrigt – herunder at bilen blev leveret nymalet - havde grund til at regne med. Bilen må derfor anses for mangelfuld efter købelovens § 76, stk. 1, nr. 4.

Klagerne har imidlertid først reklameret til indklagede efter, at de havde fået bilen repareret på et andet værksted. Klagernes krav om at have været berettiget til at lade manglerne afhjælpe for indklagedes regning er herefter ikke berettiget, idet et sådant krav forudsætter, at indklagede har forsømt at opfylde et krav eller tilbud om afhjælpning inden rimelig tid, jf. herved købelovens § 78, stk. 4.

Da købet angår en bestemt brugt bil, har omlevering ikke været mulig, hvorimod det har været muligt at afhjælpe manglerne. Indklagede har i den forbindelse efter købelovens § 78, stk. 3, haft krav på at få mulighed for at tilbyde afhjælpning. Da klagerne ved deres adfærd har afskåret indklagede fra at gøre brug af sin afhjælpningsret, følger det endvidere af købelovens § 78, stk. 3, at klagerne har mistet deres ret til at kræve et prisafslag eller ophævelse af købet i anledning af de påberåbte mangler.

Klagerne har imidlertid fortsat krav på skadeserstatning, såfremt der kan fastslås et ansvarsgrundlag for indklagede, og klagerne kan godtgøre at have et lidt et tab, som kan kræves erstattet. Det bemærkes herved, at klagerne har pligt til at medvirke til at begrænse indklagedes tab mest muligt.

Nævnet finder, at det kan bebrejdes indklagede, at denne har ladet bilen oplakere forud for salget uden at undersøge bilen for rust. Indklagede findes som følge heraf ved købet at have forsømt at give klagerne oplysninger om en mangel, som indklagede kendte eller burde kende. Indklagede findes derfor at være erstatningsansvarlig over for klagerne i medfør af købelovens § 80, stk. 1, nr. 3. Ved opgørelsen af tabet finder nævnet imidlertid, at der må tages hensyn til, at klagerne ved ikke at have givet indklagede mulighed for at afhjælpe manglerne har tilsidesat deres pligt til at medvirke til at begrænse indklagedes tab. Nævnet finder på denne baggrund, at erstatningen skal begrænses til, hvad indklagede har sparet ved ikke at skulle foretage afhjælpning.

Klagernes krav på erstatning fastsættes herefter skønsmæssigt til 6.000 kr., idet nævnet skønner, at indklagede skulle have brugt 15 til 20 arbejdstimer på udskiftningen samt godt 2.000 kr. til indkøb af nye vanger.”

Den erhvervsdrivende blev herudover pålagt at forrente forbrugerens krav fra 30 dage efter, at Forbrugerstyrelsen havde sendt klageformularen til den erhvervsdrivende.