En virksomhed, der forhandlede biler, havde sat en bil til salg i en avisannonce. På baggrund af annoncen kontaktede en forbruger virksomheden og indgik efterfølgende aftale om køb af bilen. Sælgerens efternavn indgik som en del af virksomhedens navn, hvilket bl.a. fremgik af et visitkort, som forbrugeren modtog ved købet, og forbrugeren antog derfor, at sælgeren var indehaver af virksomheden.
I løbet af et par måneder opstod der forskellige fejl ved bilen, som den erhvervsdrivende afhjalp ved bl.a. at levere forskellige reservedele gratis til forbrugeren. Da tandremmen gik i stykker, og forbrugeren igen reklamerede, blev han imidlertid afvist af den erhvervsdrivende, der gjorde gældende, at der ikke forelå et forbrugerkøb, idet forbrugeren havde købt den erhvervsdrivendes privatbil. Den erhvervsdrivende henviste forbrugeren til at rette henvendelse til det værksted, der havde klargjort bilen inden købet.
Forbrugeren bestred, at der skulle foreligge et privatsalg, idet han var af den opfattelse, at han havde handlet med virksomheden. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Forbrugerkøb er defineret i købelovens § 4 a, stk. 1, hvori det hedder:
”Ved forbrugerkøb forstås et køb, som en køber (forbruger) foretager hos en erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv, når køberen hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Sælgeren har bevisbyrden for, at købet ikke er et forbrugerkøb”.
Det fremgår af parternes oplysninger, at klageren fik kendskab til bilen gennem en annonce i Berlingske Tidende, hvor Autohuset [ ]var angivet som sælger, ligesom det fremgår af slutsedlen, at bilen blev solgt ”ifølge beskrivelse i Berlingske Tidende”. På det visitkort, som klageren fik udleveret ved købet, fremstår C. [ ] endvidere som bilimportør med tilknytning til Autohuset [ ]. Derudover fremgår det af oplysninger fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, at C. [ ] er direktør i Autohuset [ ] ApS
Nævnet finder på den baggrund, at der utvivlsomt foreligger et forbrugerkøb, jf. købelovens § 4 a, stk. 1, og at C. [ ] må anses for at have fremtrådt som legitimeret til at handle på virksomheden Autohuset [ ]’s vegne, hvorfor klageren med rette har troet, at han har indgået aftale med virksomheden.
Det bemærkes i den forbindelse, at selvom C. [ ], der er direktør i Autohuset [ ] ApS, havde været at betragte som sælger af bilen, ville et sådant salg være anset for at være sket som led i hans erhverv som autoforhandler, hvorfor der også under de omstændigheder ville have foreligget et forbrugerkøb.
Nævnet er som følge heraf kompetent til at behandle klagen.
På baggrund af de foreliggende oplysninger lægger nævnet til grund, at klageren reklamerede over klimaanlægget få dage efter leveringen, og at indklagede i den anledning leverede en kompressor til klageren uden omkostning for klageren. Nævnet lægger endvidere til grund, at klageren den 7. oktober 2003 reklamerede over tandremmen, og at indklagede i den anledning henviste klageren til at rette sit krav mod det værksted, der inden leveringen udskiftede tandremmen.
På den baggrund finder nævnet det godtgjort, at bilen på leveringstidspunktet var behæftet med mangler i form af fejl ved køleranlæg og tandrem, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, jf. § 77 a, stk. 3.
Nævnet finder, at manglerne berettiger klageren til et afslag i købesummen, jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 3. Afslaget fastsættes under hensyn til de foretagne reparationer, der daterer sig til 19. juni 2003, 18. november 2003 og 10. december 2003, til 5.000 kr.
For så vidt angår klagerens øvrige krav om godtgørelse af afholdte reparationsudgifter på fremmed værksted, finder nævnet det ikke godtgjort, at disse reparationer kan relateres til manglerne, eller at der i øvrigt forud for reparationerne er reklameret til indklagede. Der kan derfor ikke gives klageren medhold i dette krav.”
Den erhvervsdrivende blev herudover pålagt at forrente forbrugerens krav fra 30 dage efter, at Forbrugerstyrelsen havde sendt klageformularen til den erhvervsdrivende.
Sidst opdateret:
6. marts 2006