Gå til resume Gå til indhold

Køb af motorcykel

Afgørelse

Da det i branchen var kendt, at den pågældende motorcykelmodel ofte går ustabilt og kan gå i stå, burde den erhvervsdrivende ved købet have oplyst forbrugeren herom.

Gå til indhold

En forbruger købte en motorcykel. En måned efter købet konstaterede forbrugeren, at motorcyklen af og til gik i stå. Forbrugeren reklamerede til den erhvervsdrivende, som skiftede et relæ og reparerede et knæk på benzinslangen.

Da motorcyklen fortsatte med at gå i stå, kontaktede forbrugeren igen den erhvervsdrivende, som sørgede for, at motorcyklen blev gennemgået for fejl. I forbindelse hermed blev motorcyklen testet både i bykørsel og landevejskørsel og karburatoren blev renset og justeret.

Motorcyklen fortsatte imidlertid med at gå ud, når forbrugeren kørte på den. Den erhvervsdrivende gennemgik igen motorcyklen, men kunne ikke finde fejl på motorcyklen. Sagen blev herefter indbragt for Forbrugerklagenævnet.

Forbrugerklagenævnets sagkyndige undersøgte motorcyklen og konstaterede, at motorcyklens motor i særlige tilfælde gik ud under kørsel. Den sagkyndige udtalte, at der ikke var tale om en fejl, men at det i branchen var kendt, at den pågældende motorcykelmodel har tendens til at gå ustabilt i tomgang og kan gå i stå. Forbrugerklagenævnet traf herefter følgende afgørelse:

”Nævnet bemærker indledningsvist, at det forhold, at motorcyklen er solgt med 3 måneders reklamationsret, er uden betydning, da et sådant vilkår ikke er bindende for køberen i et forbrugerkøb, jf. købelovens § 77, stk. 1, der ikke i forbrugerkøb kan fraviges til skade for køberen. Vilkåret afskærer således ikke klageren fra at gøre mangelsindsigelser gældende i 2 år fra købets indgåelse i overensstemmelse med købelovens almindelige reklamationsret i forbrugerkøb, jf. købelovens § 83.

Det fremgår af den sagkyndige erklæring, at motorcyklens motor går ud i særlige tilfælde, når hastigheden nedsættes i for eksempel vejrkryds, og når man kobler ud og lader motoren gå i tomgang. Den sagkyndige udtaler herefter følgende:

”Det er i branchen kendt, at den pågældende motorcykelmodel, der er en højtydende 16-ventilet motor med 4 specielle karburatorer, ofte har tendens til at gå ustabilt i tomgang og kan gå i stå.”

I henhold til købelovens § 76, stk. 1, nr. 3, foreligger der en mangel, hvis sælgeren har forsømt at give køberen oplysning om forhold, der har haft betydning for køberens bedømmelse af genstanden, og som sælgeren kendte eller burde kende. Efter nævnets opfattelse burde indklagede ved købet have oplyst over for klageren, at den pågældende motorcykel har en tendens til at gå i stå. Indklagede har ikke godtgjort, at klageren har fået nogen vejledning herom.

På baggrund af ovennævnte lægger nævnet til grund, at motorcyklen er mangelfuld, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 3. Da manglen er væsentlig, er klageren berettiget til at hæve købet, jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 4.”Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen.

Dato for afgørelse:
10-09-2009
 
Lovgrundlag:
Købeloven, § 76, stk. 1, nr. 3
 
Sagsnummer:
08/07823
 
Sidst opdateret:   9. februar 2010
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Ikke automatisk returret i butik
Lovgivningen giver dig hverken fortrydelsesret eller returret, når du handler i en butik. Butikken kan dog tilbyde returret, eller du kan aftale med sælgeren, at du kan fortryde købet.
Bon eller kvittering
Bon eller kvittering er dit bevis for, at du har købt og betalt en vare. Du skal bruge din bon eller kvittering, hvis du senere vil klage over varen, eller hvis du vil udnytte en eventuel ret til at fortryde købet.
Tilmeld dig vores nyheder
Få ny viden og vejledning om dine forbrugerrettigheder
 
Ring til Forbrugerhotlinen på 70 13 13 30.

Du kan få vejledning om dine rettigheder som forbruger i forbindelse med køb og salg af varer og tjenesteydelser.

Hotlinen er åben mandag-fredag 9-12 og torsdag 15-19.

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.