På forbrug.dk anvender vi cookies til at samle statistik. Vi begynder dog først, når du klikker dig videre på siden. Du kan sige 'nej tak til cookies' her, men vi bruger en cookie for at huske dit nej. Ønsker du helt at undgå cookies, skal du indstille din browser. Læs om hvordan du gør og mere om cookies her.

Gå til resume Gå til indhold

En gammel bil købt for 5.000 kr. blev ikke anset for mangelfuld

Afgørelse

Det var ikke en mangel ved en 16 år gammel bil, at tændingsanlæg og startmotor var så slidt på leveringstidspunktet, at bilen efter 2.500 km ikke længere kunne starte.

Gå til indhold

En forbruger betalte 5.000 kr. inkl. levering for en brugt Peugeot personbil fra 1987, der havde kørt 298.000 km. Det var i slutsedlen anført, at bilen var solgt uden garanti og reklamationsret. Efter kort tid reklamerede forbrugeren over en ladelampe, som blev ved med at lyse, ligesom bilen begyndte at sætte ud hele tiden. Sælgeren afviste forbrugerens reklamation. Forbrugeren indbragte derfor sagen for Forbrugerklagenævnet.

Under en besigtigelse ved Forbrugerklagenævnets sagkyndige blev der konstateret fejl ved starter og tændingsanlæg. Da bilen med disse fejl ikke kunne starte, ville den ikke kunne synes. Fejlene kunne dog under hensyn til bilens alder, km-stand og de øvrige omstændigheder ikke siges at ligge ud over det forventelige. Den sagkyndige bemærkede herudover, at bilen var pæn i forhold til pris og alder, og at en rimelig købesum for bilen uden de konstaterede fejl ville være 10.000-12.000 kr. Nævnet traf herefter den følgende afgørelse:

”Slutsedlens vilkår om, at bilen er solgt, som den er og forefindes uden reklamationsret, og om, at forbrugeren selv bærer risikoen for bilens stand, er ikke bindende for forbrugeren, jf. herved købelovens § 77, stk. 1, som er sålydende:

”Bestemmelser i aftalen om, at køberen ikke kan påberåbe sig mangler ved salgsgenstanden og andre almindelige forbehold, såsom at salgsgenstanden er solgt, som den er og forefindes, kan ikke gøres gældende over for køberen.”

Slutsedlens vilkår afskærer derfor ikke forbrugeren fra at gøre mangelsindsigelser gældende, hvis bilen ved leveringen havde ikke forventelige fejl såsom fejl af sikkerhedsmæssig karakter. Forbrugeren, som har købt en indregistreret bil hos en erhvervsdrivende forhandler, er således som minimum berettiget til at forvente, at bilen opfylder færdselslovens sikkerhedsmæssige krav, med mindre køberen udtrykkeligt ved købet er blevet gjort opmærksom på konkrete sikkerhedsmæssige fejl ved bilen.

Det fremgår imidlertid af sagens oplysninger, at der er tale om en 16 år gammel bil, som på købstidspunktet havde kørt 298.000 km, og som er solgt for 5.000 kr. inklusiv leveringsomkostninger på 400 kr. Forbrugeren har efter det oplyste kunnet køre i bilen i de første måneder efter leveringen og har formentlig kørt i alt ca. 2.500 km med bilen. Det kan derfor ikke lægges til grund, at bilen ikke var funktionsdygtig ved leveringen.

Forbrugeren må under hensyn til bilens alder, kørte kilometer og den aftalte pris have været klar over, at bilen uden en gennemgribende renovering alene havde en begrænset levetid tilbage, medmindre forbrugeren kan godtgøre at være blevet lovet andet, hvilket ikke er tilfældet.

Det fremgår af den sagkyndiges oplysninger, at bilens startmotor på leveringstidspunktet har været slidt eller har haft begyndende dårlige forbindelser. Da  noget sådant efter det anførte har været forventeligt, kan dette ikke betragtes som en køberetlig mangel ved bilen.

Nævnet kan herefter ikke give forbrugeren medhold i dennes krav om købets ophævelse eller om gratis reparation.”

Dato for afgørelse:
31-08-2004
 
Lovgrundlag:
Købeloven §77, stk. 1
 
Sagsnummer:
2003-521/7-262
 
Sidst opdateret:   16. marts 2005
 
 

Forbruger hotlinen

Få svar på spørgsmål om køb, reklamation og klager over varer og serviceydelser.
Ikke automatisk returret i butik
Lovgivningen giver dig hverken fortrydelsesret eller returret, når du handler i en butik. Butikken kan dog tilbyde returret, eller du kan aftale med sælgeren, at du kan fortryde købet.
Bon eller kvittering
Bon eller kvittering er dit bevis for, at du har købt og betalt en vare. Du skal bruge din bon eller kvittering, hvis du senere vil klage over varen, eller hvis du vil udnytte en eventuel ret til at fortryde købet.
Tilmeld dig vores nyheder
Få ny viden og vejledning om dine forbrugerrettigheder
Forbrugerhotlinen
Du kan få vejledning om dine rettigheder som forbruger i forbindelse med køb og salg af varer og tjenesteydelser.

Telefoner er åbne kl. 10-12 og chat kl. 9-15

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.