Gå til resume Gå til indhold

Defekt gearkasse

Afgørelse

Da der ikke var taget et tilstrækkeligt tydeligt forbehold for fejl ved bilens gearkasse, blev fejlen anset som en mangel. Det var uden betydning, at der var givet et afslag i prisen.

Gå til indhold

En forbruger købte en 11 år gammel Mitsubishi for 41.000 kr. Under rubrikken Øvrige Aftaler på slutsedlen fremgik blandt andet ”defekt gear og motor” og ”Rabat DK 41.000 – 8.000 kr.”.

Efter ca. 3 måneder konstaterede forbrugeren, at der var rustgennemtæringer i karrosseri og bærende dele og fejl ved gearkassen. Forbrugeren reklamerede til den erhvervsdrivende, som afviste reklamationen med henvisning til, at forbrugeren selv havde gennemgået bilen med sin mekaniker og talt med den tidligere ejer af bilen. Sagen blev herefter indbragt for Forbrugerklagenævnet.

Forbrugerklagenævnets motorsagkyndige undersøgte bilen og konstaterede omfattende rustgennemtæringer i karrosseriet, oliespild og støj fra gearkassen samt slid på koblingen. Ifølge den sagkyndige havde fejlene med stor sandsynlighed været til stede på leveringstidspunktet. Det var den sagkyndiges vurdering, at fejlene ved gearkassen og koblingen lå ud over det forventelige henset til bilens alder og antal kørte kilometer. Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

”Det forhold, at bilen ifølge slutsedlen er solgt med diverse fejl og mangler m.m., er uden betydning, da et sådant vilkår ikke er bindende for køberen i et forbrugerkøb, jf. købelovens § 1, stk. 2. Vilkåret afskærer således ikke klageren fra at gøre mangelindsigelser gældende, hvis bilen ved leveringen havde ikke forventelige fejl såsom fejl af sikkerhedsmæssige karakter. Klageren, som har købt en indregistreret bil hos en erhvervsdrivende forhandler, er således som minimum berettiget til at forvente, at bilen opfylder færdselslovens krav, med mindre køberen udtrykkeligt ved købet er blevet gjort opmærksom på konkrete sikkerhedsmæssige fejl ved bilen.

Nævnet finder, at indklagede ikke har taget et tilstrækkeligt tydeligt forbehold i relation til gearkassen, og at dette ikke kan godtgøres ved, at der er givet et afslag i prisen, jf. bilag 2 i sagsfremstillingen.

Købet vedrører en knap 11 år gammel Mitsubishi, som er købt for 41.000 kr., og som havde kørt et ikke ubetydeligt antal kilometer allerede på købstidspunktet.

Det fremgår af den sagkyndiges erklæring, at der ved besigtigelsen er konstateret et tydeligt omfang af rustgennemtæringer i forreste hjulkasser/inderskærme, indvendige paneler og de bagerste hjulkasser. Ligeledes er der konstateret et oliespild fra gearkassehalsen, ligesom den sagkyndige ved en prøvetur af klagerens bil har konstateret, at bilens kobling er slidt og glider ved tilkoblingen, og at der er kraftige ridser i forruden i synsfeltet.

Ifølge den sagkyndige har de ved besigtigelsen konstaterede rustgennemtæringer i bilens undervogn med størst sandsynlighed været til stede på leveringstidspunktet, hvilket oliespildet og støjen fra gearkassen med stor sandsynlighed også har været. Ifølge den sagkyndige har koblingen med stor sandsynlighed også været slidt på leveringstidspunktet. Det er den sagkyndiges vurdering, at rustgennemtæringen ville have medført bemærkninger ved et effektivt syn hos en godkendt synsvirksomhed, og at fejlen ved bilens gearkasse og kobling ligger ud over det forventelige, henset til bilens alder og antal kørte kilometer.

De fremgår af sagens oplysninger, at klageren har ladet bilen gennemgå nogle reparationer og fået nogle dele udskiftet. For så vidt angår reparationerne har klageren oplyst at uskiftede dele ikke er opbevaret. Det har således ikke været muligt for den motorsagkyndige at tage stilling til, om nødvendigheden af at udskifte dele har været til stede på leveringstidspunktet.

Efter købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, foreligger der en mangel, hvis salgsgenstanden er af en anden eller ringere beskaffenhed, end den ifølge aftalen og de foreliggende omstændigheder skulle være.

Henset til den sagkyndiges oplysninger om de ved besigtigelsen konstaterede fejl, herunder især rustgennemtæringerne, og fejlenes karakter samt omkostninger ved udbedring af fejlene, har bilen ved leveringen været behæftet med ikke uvæsentlige mangler af en sådan karakter, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, at klageren er berettiget til at ophæve købet, jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 4, og få købesummen på 41.000 kr. tilbagebetalt, mod at klageren stiller bilen til rådighed for indklagede.

Nævnet finder, at bilen kan tilbageleveres i væsentlige samme stand, jf. købelovens § 58.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen.

Dato for afgørelse:
26-05-2009
 
Lovgrundlag:
Købeloven
 
Sagsnummer:
08/05891
 
Sidst opdateret:   1. februar 2010
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
 
Ikke automatisk returret i butik
Lovgivningen giver dig hverken fortrydelsesret eller returret, når du handler i en butik. Butikken kan dog tilbyde returret, eller du kan aftale med sælgeren, at du kan fortryde købet.
Bon eller kvittering
Bon eller kvittering er dit bevis for, at du har købt og betalt en vare. Du skal bruge din bon eller kvittering, hvis du senere vil klage over varen, eller hvis du vil udnytte en eventuel ret til at fortryde købet.
Tilmeld dig vores nyheder
Få ny viden og vejledning om dine forbrugerrettigheder
 
Ring til Forbrugerhotlinen på 70 13 13 30.

Du kan få vejledning om dine rettigheder som forbruger i forbindelse med køb og salg af varer og tjenesteydelser.

Hotlinen er åben mandag-fredag 9-12 og torsdag 15-19.

Forbrug.dk er portal for offentlig forbrugerinformation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ansvarlig for portalen.